Er omskæring religion, kultur eller begge dele? (KK)

– Jeg finder det yderst problematisk, at en præst i folkekirken går ud offentligt og bekender sin mening om omskæring af små drengebørn. Men det bekræfter bare, at min beslutning om ikke at være en del af folkekirken er HELT rigtig. Jeg er meget imod rituel/religiøs omskæring af drenge, der ikke selv er i stand til at sige ja eller nej til det. Det er lige før, det gør ondt på mig, selvom jeg hverken er dreng eller blevet skåret i, ved tanken om handlingen. For det kan ikke gøres om! Det er uigenkaldeligt. Man kan (måske) sammenligne det lidt med at give helt små børn huller i ørerne. Der bliver også lavet hul i huden og der er smerter forbundet med det. Men tager man ørenringene ud vil det gro sammen igen og højst efterlade et lille ar. Sådan er det ikke med forhuden; den kan ikke genskabes. Det mest mærkelige er, at de fleste mænd, der er omskårede, giver udtryk for hvor glade de er for det. At de blev det som børn. Men de kender jo heller ikke til andet. Hvis der er medicinske grunde til at fjerne forhuden, er jeg selvfølgelig ikke imod, men at skære i nyfødte drenge på grund af kultur og religion er jeg dybt imod.

– Jeg har mange gange opsøgt den danske folkekirke for at finde en måde at komme til at tro på gud på. Både herhjemme, men især i udlandet. For jeg vil rigtig gerne tro. Jeg tror, det kan give en ro i livet, som ellers kan være svært at finde selv. Tænk, at kunne sige, at der var guds vilje, at et eller andet skete. Og så mene det!

Læs hele artiklen: