Eshøj er andet og mere end plantagen

Eshøj er en lille perle nogle få kilometer øst for Thisted. En smule skov, en smule bakker, en smule fjord og et dejligt område.

Ny Eshøj Plantage er en mindre nyetableret bynær skov, beliggende kun 1,5 kilometer øst for Thisted tæt ved Limfjorden. Skoven er etableret som erstatningsskov for skovfældningen i testcentret for store vindmøller i Østerild i 2013

Den nyplantede skov nord for Eshøj er forbavsende hurtigt vokset op og blevet attraktiv.

Skoven er etableret med henblik på at udvide og skabe sammenhæng til den kommunale naboskov ”Eshøj Plantage”, som er en ældre løvskovsdomineret lystskov etableret i 1895. Den nye skov ligger nord for den kommunale skov og omfatter den store 44 meter høje rundhøj Eshøj, som giver navn til området. Arealet er lettere skrånende ned mod Limfjorden.

Indtil slutningen af 1800-tallet var her kun lyngklædte bakker, men en gruppe borgere i Thisted opkøbte området og tilplantede det med henblik på at skabe en lystskov til glæde for byens borgere. Skoven er plantet i 1895 af en gruppe Thisted borgere. I 1907 blev der opført en dansepavillon samtidig med, at der blev oprettet dampskibsfart fra havnen i Thisted. Begge dele er dog for længst ophørt igen.

Fra 1979 drives skoven af Thisted Kommune.
Skoven blev tilplantet med træer og buske fra hele verden og fremstår også i dag som en slags botanisk have med en stor variation i bevoksningen. En del træer er mærket med navn og oprindelsessted. I skovbunden er der om foråret et tæt tæppe af anemoner, hvoraf der findes 3 arter: den hvide, den gule og den blegblå. Senere på året findes der mange forskellige svampe i skoven.
Selvom skoven er godt besøgt på grund af sin bynære beliggenhed, er det altid en fornøjelse at færdes på skovens mange stier eller blot nyde udsigten over fjorden.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer