Folk grinede bare ad mig, da jeg brugte internettet

Sigurd: Jeg vil naturligvis gerne være den første med alting. Jeg tror, den, der har fået evnerne, har også forpligtelsen. Så da internettet opstår, kan jeg straks se mulighederne, mens folk omkring mig griner overbærende over min naivitet

Sigurd Zweistein: Tillid uden kontrol er som tændstikker uden svovl!

I midten af 90´erne fik vi internet, og efter de første øvelser derhjemme på hjemmecomputeren, som den hed dengang, fandt jeg ud af det smarte i at bestille ting over nettet.

I dag er det en selvfølge, men dengang var det noget nær revolutionerende. Mit mod var stort og uforfærdet, så jeg kastede mig ud i at købe en mus og et program til min Commodore 64. Det lykkedes, jeg var godt tilfreds, og triumferende fortalte jeg min familie, kone og to halvvoksne børn, at det var simpelt hen vejen frem!

Hen mod jul gik det op for mig, at det var vores tur i familien til at holde jul. Den geniale idé slog ned i mig, at jeg da bare kunne bestille juletræet over nettet! Det hang mig ud af halsen at skulle den der tur i skoven, finde det bedste træ, hugge det om i mit ansigts sved, slæbe det tilbage til bilen og stikke mig 100 gange undervejs for med møje og besvær at svine mit bagagerum til. Og så derhjemme skulle det ud igen, bilen skulle støvsuges, og først derfra kom der gang i julestemningen.

Her sprang jeg det hele over og bestilte, købte og betalte for et pænt juletræ, der kun kostede det halve af skovens ublu priser. Det ville blive leveret i god tid før juleaften.

Jeg fløjtede og var i godt humør hele december måned frem til dagen før dagen før lillejuleaften. En panderynke afslørede for min kone, at jeg var begyndt at få visse anelser. Jeg sagde ikke noget, men tilføjede henkastet, at i god tid før juleaften måtte være i morgen, dagen før lillejuleaften.

Men den dag gik også, og svedperler sprang frem og gled uophørligt ned ad de efterhånden talrige panderynker, jeg havde, da vi gik i seng.

– Kan du være helt sikker på, at det træ når frem, spurgte konen drillende.

Jeg svarede slet ikke, for jeg var overbevist om, at det nok skulle komme dagen efter, lillejuleaften.

Men juletræet dukkede ikke op, og nu ville jeg have fat i det svenske firma, der havde solgt mig træet. Der var telefonsvarer på! Panikken greb mig, og jeg travede frem og tilbage, men overbeviste mig selv om, at det nok var, fordi de havde helvedes travlt med at få sendt de sidste træer af sted.

Juleaften oprandt. Intet juletræ til vores familie. Klokken 14 opgav jeg og indrømmede, at vi ikke havde et juletræ. Om det var så vigtigt?

Jeg forlod huset i hast for ikke at få store, tunge ting i nakken. Jeg måtte gå den tunge gang til købmandens lukkede bagdør og spørge så mindeligt, om han da ikke havde et bette juletræ? Det havde han heldigvis.

Så julen blev reddet på målstregen. Men tilliden til internet-systemet var ødelagt og blev først genoprettet 10 år senere.

PS. Den første hverdag efter juleferien ringede det svenske firma til mig og beklagede. De kunne ganske enkelt ikke efterkomme alle de bestillinger, de havde fået og havde slet ikke taget højde for det. Jeg fik dog mine penge retur.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer