Pontius blander sig:
– Her er deres telefonnummer. Hvis du lige vil ringe til dem og forklare dig …
Han smiler. Jeg går nedenunder på hans kontor og tager telefonen.
– Hallo? Er det Peters forældre?
– Vi er forundrede over, at du begår vold mod vores dreng. Han har da ikke gjort dig noget.
– Han tog min stol. Men det var ikke meningen, at han skulle komme til skade …
– Ikke meningen? Han har forklaret os, hvordan du smed ham hen ad gulvet. Sådan kan man da ikke gøre. Vi forventer da ikke, at en gammel 67–årig mand som dig optræder voldeligt på den måde.
– Jeg mener ikke, det var så slemt, og i øvrigt er jeg slet ikke gammel. Jeg løftede ham bare, og lidt uheldigt faldt han vist lige ned på hoften. Hvordan har han det?
– Ikke særlig godt. Det gør lidt ondt. Vil du hilse på ham?
– Hej Peter. Gør det ondt?
– Ja.
– Tag ikke min stol en anden gang. Det er en dårlig idé, Peter.
– Det kan du fanme tro, jeg heller ikke kommer til. Jeg melder mig ud af den fucking skole.
– Bare fordi du ikke kunne få min stol?
– Nej, nej. Men du er fucking åndssvag, og jeg skal sgu ikke nyde noget mere …
– Du er sgu da selv en fucking tøsedreng, mand. Kom nu tilbage og vis, du er et mandfolk. Svækling. Tag en tudekiks.
– Aldrig i livet. Du får lige min mor.
– Ja, vi melder ham ud, og vi melder dig for vold.
– Fuck jer selv, mand. Hele familien. Mand.
Jeg lægger på. Det der vil jeg alligevel ikke finde mig i. Det er bare løgn og latin fra ende til anden.
(Fortsættes)