Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (19. af 23)

– Du er anholdt, siger den nærmeste, og tager en lille genstand frem og sprøjter mig i ansigtet.
– Aavvvvvv, skriger jeg og synker sammen og vrider og vender mig i smerte.

19 Voldeligt politi mod uskyldig borger

Men det slutter desværre, som alle gode historier gør. To politibiler står plantet midt på vejen lige før Hundborg. Jeg ved ikke, hvor de er kommet fra, men de har snydt, har de. Ringet til nogen nede i Svankjær og bedt dem om at lave vejspærring.
Jeg bremser, og den bremser fantastisk. Fra 160 til 0 på fem sekunder. Det er en overtrædelse af alle fysiske love.
Jeg bliver roligt siddende med panden betænkeligt tæt på forruden. Fra Vibeke lyder der flere suk.
Det myldrer frem med politibetjente.
En af dem har trukket sin pistol. Ja, men for fanden da?
En anden banker på min siderude. Jeg ruller ned.
– God dag, hvad kan jeg hjælpe jer med?
– Vær venlig at stige ud af bilen.
– Hvorfor?
– Fordi jeg siger det. Du skal efterkomme politiets anvisninger.
– Nå.
– Du må hellere gå ud, Per Ole, siger Vibeke.

OK, så da. Jeg tager selen af og stiger ud. Straks tager flere betjente fat i mig og drejer mig rundt og smækker mig ned på motorhjelmen.
Det er der, jeg bliver rigtig sur. Den kunne få en ridse, og da den er helt ny, er jeg faktisk grædefærdig. Jeg tager fat i de to, der holder mig, og drejer deres arme rundt, så de skriger og siger til dem i en venlig tone, synes jeg selv:
– I skal ikke ridse min nye bil. Har I forstået?

De nikker, mens de ømmer sig. Så slipper jeg dem.
– Må vi se dit kørekort, siger den ene, mens han masserer sin arm der, hvor jeg holdt fast i ham. Ham med pistolen nærmer sig.
– Her, siger jeg. – Hvis du griner ad billedet, får du en på lampen!
Det gør han nu ikke. Han anstrenger sig i den grad for at bevare alvoren, kan jeg se. Han giver kortet til en bag ham, der er kommet til i mellemtiden, og jeg ser, at der, uden at jeg har lagt mærke til det, er kommet tre politibiler mere til, og mindst 10 betjente står rundt omkring mig. Pludselig farer de alle på mig. Jeg gør nu modstand og forsøger at slide mig løs.
– Du er anholdt, siger den nærmeste, og tager en lille genstand frem og sprøjter mig i ansigtet.
– Aavvvvvv, skriger jeg og synker sammen og vrider og vender mig i smerte. Det gør så ondt, at jeg ikke ved, hvad jeg gør. En eller anden sprøjter vand eller anden væske på mig og søger at ramme mine øjne, og råber imens, at det her hjælper mig, så jeg skal bare have det i øjnene, og ganske langsomt hjælper det, og det svier knap så meget. Jeg får viljeløst håndjern på og bliver ført ind i en politibil og kørt af sted.
Vibeke kører hjem i vores bil. Vores fine, nye bil.

(Fortsættes)

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer