Ud på eftermiddagen er vi hjemme igen. Vibeke har kørt hele vejen. Hun skal ikke nyde noget.
– Din sælger hos VW vil ikke melde dig. Jeg har overtalt ham.
– For hvad?
– Åh, for så meget. Ydmygelse, vold, trusler. Men jeg sagde til ham, at du havde en forbigående psykose, og så lod han sagen falde.
– Det var da godt. Psykose? Det må jeg nok sige. Agter han at gå på slankekur?
– Der er også ham i den lille grønne bil, der ville overhale dig, som ikke fik lov. Ham har jeg også snakket med. Han vil heller ikke indgive anmeldelse.
– Det var også godt. For ellers ville han da have fået en fartbøde.
– Men den unge pige fra cafeteriet har meldt dig for sexchikane. Du havde vist sagt til hende, at hun havde en god røv.
– Nå, for pokker. Ja, men det havde hun. Skal jeg så sige undskyld, det har du ikke alligevel?
Jeg viser hende med hænderne, men når ikke at forklare mig nærmere,
– Den var …
før hun afbryder mig:
– Hende har jeg ikke snakket med endnu. Men det kommer. Og så er der Ella Bella på efterskolen. Hun er stadig sygemeldt.
– Sygemeldt? For hvad dog?
– Ja, det tror jeg nok, du selv må vide …
– Ja, men … altså jeg aner det sgu ikke.
– Du har taget på hende.
– Hvad??
– Ja, du har befamlet hende.
– Av for den. Men – hun har garanteret inviteret mig først, ellers kan du jo godt forstå, at jeg aldrig ville …
– Og så har jeg været i kontakt med forældrene til Peter. De var vrede og forbitrede og ville ikke trække deres anmeldelse.
– Så – der kan jeg forvente en over fingrene?
– Jeg tilbød dem et beløb, hvis de ville lade være. Det sagde de ja til. Så det koster at være gift med dig.
Jeg ryster lidt på hovedet:
– Han vil aldrig mere sætte sig på min stol. Det er jeg sikker på. Og moderen har altså en psykose. Mindst.
