Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (23. af 23)

Jeg når lige at komme hjem, inden Vibeke dukker op.
– Nå, skat, siger hun, – det er nok lidt kedeligt bare at sidde her og glo, ikke?
Jeg nikker ivrigt og skynder mig at tage hætten af hovedet og tager en slurk af colaflasken og lukker computeren med "Tomb Raider".
– Vi får besøg om lidt.
– Nå. Politiet?
– Nej. Af en dame.
– Ser hun godt ud?
– Per Ole!!

23 Opklaring i Nord-Vest

Jeg når lige at komme hjem, inden Vibeke dukker op.
– Nå, skat, siger hun, – det er nok lidt kedeligt bare at sidde her og glo, ikke?

Jeg nikker ivrigt og skynder mig at tage hætten af hovedet og tager en slurk af colaflasken og lukker computeren med "Tomb Raider".
– Vi får besøg om lidt.
– Nå. Politiet?
– Nej. Af en dame.
– Ser hun godt ud?
– Per Ole!!

Det ringer på døren. Udenfor står ganske rigtigt en dame med fremstrakt hånd. Hun ser sådan ud, at jeg ikke forbinder hende med noget frækt.
– God dag, Per Ole. Lone Gückelmeier. Jeg er forskningsbachelor på universitetets afdeling for gerontologiforsøg.
– Æh, hvad for et øg?
– Det er en afdeling, der forsker i at standse alderdomstegnene.

Jeg forstår ikke en dyt af det, damen siger.
– Kom indenfor og smæk måsen i sædet.

Jeg peger på en stol, der skulle være bred nok, og Vibeke serverer kaffe. Damen tager en slurk og ordet:
– Vi har udviklet en metode til ungdommelighedsgørelse, det vi for nemheds skyld kalder UG. Til det formål har det været nødvendigt at finde en forsøgsperson, der opfylder følgende: 67 år, pensionist, manglende sexlyst, begyndende mave, skaldet, brokkerøv, elendig til for eksempel golf, god til sure opstød og ellers nogenlunde intelligent og nogenlunde sygdomsfri. Blandt de tilbagemeldinger, der er kommet fra vore læger, var hans udtalelse om dig klart den, der ramte skiven i plet.
– Det må jeg da nok sige. Det gør I bare uden min tilladelse?
– Det var nødvendigt, når vi nu skulle starte forsøget. Vi har indhentet alle tilladelser. Selveste justitsministeren har været inde over.
– Jo. Det må jeg nok sige.
– Ja, såmænd.

Jeg kigger over på Vibeke. Hun sidder og siger ingenting.
– Men – øh, hvad går det så ud på?
– Ser du.
– Med coronaen og Pfizers udvidede aktiviteter med covid-19-vaccinen skete der noget uforklarligt. En uventet sidegevinst blev nemlig opdagelsen af et stof, vi ikke kendte til, og som vi straks døbte UG, som på mærkelig vis kunne standse aldring og fremme visse ungdommelighedsgørelser, som vi kalder det. Sammen med stoffet alfamethylfenyl–ethylamin i forstørrede Gajoler, såkaldte Megajoler, ville vi kunne fremkalde større glæde over tilværelsen for de ældre mænd, der har mistet gejst og livslyst. Det kaldes også amfetamin.
– Amfetamin? Hold da op.
– Vores forskere hos Pfizer fandt endvidere ud af, at hvis man oveni tilsatte det mandlige kønshormon, testosteron, ville man få en virkning, hvor de tre stoffer gensidigt påvirker hinanden, og hvor de negative bivirkninger formindskes. Især nedturen. I din alder burde testosterontallet ligge på mellem 16 og 20. Det er nok nærmere de 30 nu for dit vedkommende. Vi ved ikke, om det også virker på kvinder. Det er stadig på et meget tidligt forsøgsstadie. Du ved, coronaen har jo tilsidesat næsten alt.
– Jo. Aha.

Jeg slår mig på brystet som en abe.
– Derved skulle det højst interessante for en forsker være muligt at forsyne dig med ungdommelige evner og anlæg. Måske har du allerede bemærket en større sexlyst?
– Øh, ja, det kan man godt sige. Det kan man da vist godt sige …

Jeg kigger over på Vibeke, der som en bly viol slår blikket ned. Bly viol? Det hedder fucking genert i vore dage.
– Som en 17–årig?
– Øh, ja. Men jeg tog vist alt for mange i begyndelsen …
– Det ved vi nu, der skete en fejl. Det var ikke meningen, at dine forandringer skulle komme så hurtigt.
– Så, det var en fejl?
– Ja, beklager. Men på længere sigt er virkningen altså den samme. Du og dine omgivelser vænner sig bare til det på en mere naturlig måde.
– Er der så sket noget, der ødelægger det hele?
– Nej, slet ikke. Du har fået større styrke i muskulaturen, større elasticitet i knoglerne og større smidighed i kroppen i det hele taget. Alderdomsprocesserne er gået ned i fart. Det vil i øvrigt blive fastslået ved den lægeundersøgelse, du skal igennem i morgen.
– Ja, jeg spiller golf som aldrig før. 285 meter i modvind!
– Jeps! Nu skal du høre. Vi har vældige forskningsmidler på området og får store donationer fra især Ældre Sagen, så der er penge nok. Derfor er vi også mange, der forsker i det.
– Hvor mange deltager i forsøget?
– Du er den første og hidtil eneste. Erfaringerne vil fortælle os, om det er noget, vi skal brede længere ud – eller stoppe. Og jeg vil ikke tøve med at sige, at vi følges af forskere over hele verden. Det er tæt på at være sensationelt, det her.
– Tak, spids. Jeg er altså forsøgskanin. The one and only in the whole world. Og hvad går det hele ud på?

– Du vil gradvist blive som en 17-årig. Du vil stadig være i en gammel mands krop, men inderst og yderst vil den fungere som en 17-årigs i mange henseender. Det ved vi. Hvad vi ikke ved, er, hvordan processerne foregår over længere tid. Hvad sker der med dig om fem år? Om 10 år? Og dertil skal vi naturligvis bruge din accept.
– Jeg har sandelig mærket det der med at være 17 år. Der er ulemper. Jeg er blevet meget mere agressiv og slår, før jeg tænker. Hvad vil mine børn sige? Min datter, Anne Lise, kan være skrap med sådan noget.
– De vil sandsynligvis opleve dig som noget umoden og som en, der totalt har skiftet personlighed. Og noget kan du bare ikke gennemføre. Trods alt. Du kan ikke løbe lige så hurtig som en 17-årig, og det kommer du aldrig til. Den statiske styrke i dine muskler vokser, ikke den dynamiske, hvis jeg tager det helt firkantet. Det er noget mere kompliceret, men altså. Derfor slår du længere i golf end tidligere, men du kunne ikke løbe banen rundt.
– Og her har jeg troet, at … Jeg mener, jeg ved sgu ikke helt, hvad jeg har troet. Jeg er gået i gang med at skrive en bog om det her.
– Det var en god idé, men vent lige med at offentliggøre den.
– Den skal hedde "Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding". Ikke nogen lang roman.
– Hm. En noget besværlig titel. Men, Per Ole. Det er naturligvis afgørende for os, at det hele forbliver en hemmelighed, sådan at du kan rapportere til os i de intervaller, vi aftaler, uden at andre har mulighed for at blande sig i din adfærd. Derfor må bogen ikke udkomme foreløbig.
– Og hvor længe skal jeg æde Megajoler?
– Det bestemmer du selv sammen med din kone. Vi erkender, at forsøget kan være forbundet med visse gener, og derfor vil vi månedligt udbetale dig et beløb. Det kommer naturligvis fra de store medicinalfirmaer, der virkelig kan set et potentiale i det her.

Hun giver mig summen. Jeg spærrer øjne og mund op og kigger over på Vibeke. Hun misforstår vist mit blik, for hun tilføjer:
– Ja, det er ikke så meget. Vi kan godt gå lidt op.
Og forhøjer beløbet.
Jeg er stum i nogen tid. 10 års folkepensioner. Pr. måned!
– Men jeg kan hoppe fra, hvornår det skal være?
– Ja. Her er to anti–piller. Dem skal du tage med 12 timers mellemrum, og når du har taget den anden af dem, går der yderligere 12 timer, så vil du være nøjagtig, som du var før.

– Men hvor ligger grænsen for min ydeevne lige nu?
– Det er blandt andet det, vi godt ville forske i. Så ved siden af den månedlige test på Skejby vil der forekomme små, ekstra undersøgelser. Du skal blandt andet bære dette måleudstyr på dig. Også om natten.

Hun viser mig en lille dippedut, der spændes om min arm. Det ligner de traditionelle fitness-armbånd. Det hedder et UngdommelighedsGørelses-armbånd, forklarer forskeren, inden hun kører i sin gamle og udslidte Fiat Punto af ældre årgang.
– Giv den dog en Megajol, råber jeg efter hende.

Jeg sidder nu med de to anti-piller og et UG-armbånd.

Tja. Det var da meget sjovt at prøve at lege 17-årig igen. Men mellem os: Det er altså også lidt trættende. Hvis det ikke ændrer sig, så …

Hvis jeg standser forsøget, kunne jeg igen nyde et glas god vin, mens jeg hviler mig, eller jeg kan lade være, hvis det er for anstrengende. Jeg skal trods alt først finde en flaske og så en proptrækker og så alt det mas med at lukke den op og hælde i glasset. Måske vil jeg gå en tur på golfbanen i eftermiddag. Hvis jeg gider, for det ville virkeligt udfordre mig. Alle de huller. Banen er eddermugme lang. Så kan jeg altid vende tilbage til konen i aften. Hvis jeg altså gider. For der kommer jeg virkelig på arbejde. Så er der ikke noget, der hedder at gide eller ikke gide.

At gide, jeg gider ikke, jeg gad ikke, jeg har sgu aldrig gidet. Eller jo. Nu skriver jeg den bog færdig,
Og så vil jeg se, om der er nyt på Facebook. Jeg tror, jeg laver en opdatering til vennerne. Nu kører grammofonen igen! I samme rille?

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer