Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (4. af 23)

Lærerne står for morgensamlingen på skift, og i sidste uge var der en ualmindelig kedelig en af slagsen, som Ole havde. Han fortalte om at sove i bivuak, og jeg kunne se på de fleste elever, at det havde de godt nok ikke tænkt sig at prøve.

04 På skolen lytter de

En time senere sidder jeg på efterskolen. Der er morgensamling. Det er ikke hver dag, jeg er på skolen, men det er sundt for en formand at følge lidt med i, hvad der sker. Så med jævne mellemrum stikker jeg snuden ind.

Lærerne står for morgensamlingen på skift, og i sidste uge var der en ualmindelig kedelig en af slagsen, som Ole havde. Han fortalte om at sove i bivuak, og jeg kunne se på de fleste elever, at det havde de godt nok ikke tænkt sig at prøve. Jo, altså selvfølgelig det der med at sove, det var i og for sig fint nok, men det andet med grene og grantæpper, sikkert fulde af edderkopper og andre insekter, det kunne han godt stikke skråt op.
Jeg var også lige ved at falde i søvn undervejs, så kedeligt var det. Jeg vil heller ikke sove i bivuak. Hvorfor skulle man dog det, når man har alle tiders fine seng derhjemme?
I dag er det heldigvis forstanderen selv, der står for undervisningen.

Det banker på døren ind til foredragssalen. Jeg sidder tættest og rejser mig for at lukke op.
Som formand for bestyrelsen føler jeg mig også ansvarlig.
Det banker igen på døren. Ja, ja. Jeg er jo på vej.
Eleverne vender sig om og glor.
Jeg åbner døren og går hurtigt ud for ikke at forstyrre forstanderen, der er ved at udrede noget om den nordiske mytologi.
Der står en lille mand et par meter fra døren og siger noget totalt nonsens. Han er sjovt grøn i hovedet, altså i ansigtet, og jeg tænker, at han har malet sig. Det sprutter uforståeligt ud af munden på ham, og han peger hele tiden. På mig.
Jeg går helt hen til ham, bøjer mig ned og siger venligt:
– Dette er en efterskole. Vi har morgensamling nu. Er der noget, jeg kan hjælpe med?
Han fortsætter med at spryde gloser ud, jeg ikke forstår, og heldigvis er døren lukket ind til salen, så ingen derinde kan høre noget. Jeg kunne nemt blive til grin. Thymål kan somme tider være helt uforståeligt. Jeg forstår dog noget med "bilen".
For at hjælpe ham lægger jeg en hånd på hans skulder for at være venlig. For ligesom at tage ham alvorlig.

Det er der, han sprutter helt ovenud. Da jeg rører ham. Øjnene lyser med en sær grøn farve, kroppen dirrer, han ryster over det hele, og så bliver han ved med at pege på mig, og mens han skælder mig ud, det bedste han har lært, sådan føler jeg det i hvert fald, inden han forsvinder ned ad trappen og væk.
Er jeg ude for et ildebefindende? Jeg lukker øjnene et øjeblik og trækker vejret dybt. Jeg er ligesom blevet godt og grundigt forulempet. Af en grøn mand? Det er helt ude i hampen.
Jeg ryster på hovedet. Meget kommer man ud for på en efterskole, selv som formand.

Ole fortalte mig for eksempel i sidste uge, at jeg er utroværdig.
Vil du ikke lige med ind på kontoret og forklare det lidt nærmere, foreslog jeg lettere ramt i solar plexus. Det er ikke sjovt at blive anklaget for utroværdighed.
Men det ville Ole ikke. Nej, nej. Det nytter ikke noget, sagde han. Når jeg først har taget et standpunkt, kan jeg ikke rokkes. Du ville ikke give os tillægsløn, og nu vil du godt. Ja, men er du ikke glad for det? JO. Men du rokker dig fra dit standpunkt. Det bliver du utroværdig af. Og det standpunkt rokker jeg mig ikke fra.

Det var da et standpunkt, sagde jeg. Og stod der. Jeg kunne se, at Chanett og Jette havde hørt det. Hvad måtte de ikke tænke om mig? Måske vidste de slet ikke, at jeg var utroværdig. Hvad kan jeg finde på for at gøre mig selv troværdig igen? Skal jeg tage Oles tillægsløn fra ham?

Nu står jeg så og har lige mødt en ejendommelig grønmosset herre, der åbenbart er vred eller i hvert fald ude af sig selv, og jeg ved blot, det har noget med en bil at gøre. Ikke noget om, hvorfor. Og hvorfor kom han op i foredragssalen? Hvordan fandt han den? Hvorfor henvendte han sig ikke nede på kontoret? Er det Ole, der har sendt ham? Er de i familie? Har han kniv?

Jeg går efter ham og kan nu se, at jeg holder i vejen for ham. Aha.
– Undskyld, råber jeg til ham og sætter mig ind og parkerer Toyotaen lidt længere væk.
Han ikke så meget som hilser, men drøner af sted, så hjulspor og småsten flyver omkring. Jeg fik bekræftet mig selv: Han var grøn i hovedet. Altså er det ikke mig, der er noget i vejen med.

Jeg ryster på hovedet og går tilbage til salen.
Eleverne er højrøstede; ingen har dog set noget. Tilsyneladende.
Jeg går tilbage til min plads for at overvære den sidste del af morgensamlingen. En af eleverne har sat sig på min stol og griner med armene foldet over brystet op til mig.
Uden at tænke nærmere over det løfter jeg ham og stolen højt op, og han udstøder nogle lyde, og så kaster jeg ham hen ad gulvet, mens jeg beholder stolen. Det er min plads. Min stol.
Der opstår en del uro.
– Av for fanden, AV, råber ynglingen og får sig møjsommeligt halet op og anbragt på sin egen stol. De andre griner ad ham og håner ham. Han er rød i hovedet og ømmer sig højlydt, mens han gnider sig på den ene hofte.
– Tror du ikke, du skal prøve med dem i vuggestuen i stedet for dem fra plejehjemmet?
– Ha, ha, Peter, kunne du ikke klare ham den gamle?
– Da fik du nok lige lært lektien, hvad, håner de ham.

Nogle af dem skæver til mig. Er formanden fuld eller hvad? De plejer ikke at se mig være så kontant og næsten voldelig. Jeg aner ikke, hvor det kom fra, eller hvorfor jeg pludselig kunne finde på sådan noget. Mærkeligt, mærkeligt, selv om han ikke vejede noget. Men min stol skal han sgu ikke tage.

Forstander Pontius står bag sin pult og griner:
– Så, så, Per Ole. Pas nu på de værdifulde elever. Ikke tage for hårdt fat! Det er alligevel imponerende, at du kunne løfte både stol og elev.
– Det gjorde jeg sgu heller ikke, forsvarede jeg mig. – For helvede.
– Hvem var det ellers ved døren, spørger han med høj stemme og forsøger at trænge gennem larmen fra eleverne.
– Jeg kendte ham ikke. Men min bil var i vejen for hans.

Pontius trækker på skulderen og hæver hånden, for eleverne snakker i munden på hinanden. Han glor lidt på mig:
– Du er pludselig begyndt at bande ret meget, hvad?
Jeg ryster på hovedet og prøver at skubbe den vrede grønne mand fra mig og forsøger at koncentrere mig om de nordiske guder, af hvilke der har været ikke så få. Alle dog med særdeles menneskelignende egenskaber, så man næsten skulle tro, de var opfundet af mennesker. Ganske som vi plejer med de der guder. Ligesom med julemanden.

(Fortsættes)

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer