Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (5. af 23)

– Der var sådan en sjov, grøn mand oppe i salen, siger jeg. – Så I ham? Jeg holdt i vejen for ham åbenbart. Derude.

05 På lærerværelset griner de

Efter samlingen følges vi ad ned på lærerværelset til en kop kaffe.
Hele det teknisk–administrative personale er forsamlede for at planlægge dagens arbejde.
– Hallo, I TAPpere, hilser jeg.
– God dag, formand, svarer Cecilie.

Hun snakker videre om dagens frikadeller, mens Bo og hans pedelmedhjælper drøfter taktikken omkring udskiftning af en dør. Chanett dukker op inde fra kontoret.
– Der var sådan en sjov, grøn mand oppe i salen, siger jeg. – Så I ham? Jeg holdt i vejen for ham åbenbart. Derude.

De ryster på hovedet.
– En grøn mand?

Cecilie griner lidt.
– Er du sikker på, du er ædru?

Hun snakker, som om det var helt naturligt, at formanden var beruset. Sådan en pensionist, der hælder rødvin på havregrynene om morgenen i stedet for den fede mælk.
De andre griner også. Temmelig respektløst over for formanden. Men jeg griner med. Naturligvis køber de ikke den grønne mand. Naturligvis bør jeg holde kæft med ham. Min troværdighed!
– Var han både grøn i hovedet og på fingrene?
spørger Clarinette.

Nu griner de for alvor.
– Altså Per Ole, du er fanme sjov.
– Det er mine mange år i efterskolen, der har skadet mig, forsvarer jeg mig selv. – I dag kan eleverne meget mere på nogle områder, de ikke kunne dengang. Omvendt var de mere høflige i gamle dage. Ligesom kollegerne. Det var dengang. Men ham her var altså grøn i hovedet.
– De er tit dygtige til at skrælle gulerødder, siger Ella Bella. Jeg kigger lidt ekstra på hende. Hun plejer da ikke at bule sådan ud der foran. Det var da godt nok noget af en barm, skal jeg love for. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg skulle have overset den.
– Du er jo kendt for ikke at være troværdig, siger Clarinette med et lunt glimt i øjet.

Jeg kan godt se, at jeg ikke skulle have nævnt, at den grønne mand var grøn. Så ville de have taget det anderledes seriøst. Havde jeg snakket om en lille mand, der var meget vred, havde de taget det for pålydende. Men, at han også var grøn, er nok for meget af det gode.
– Var du ikke til foredrag i går aftes inde på biblioteket, spørger Maren, der er kommet til. Hun gider ikke at høre mere om grønne mænd:
– Der var godt nok mange! Over 150!
– Neej, skulle jeg det?
– Det var med Kim Leine. Jeg troede, sådan en forfatter som dig skulle høre det?
– Han kom heller ikke til mit, da jeg var på Solsikkeplejehjemmet.

Der var formentlig 18 tilhørere til mit foredrag, heraf skal jeg ikke kunne afgøre, hvor mange demente og døve iblandt, der var tvangsindlagt til aftenen. Af de 18 var der tre ansatte, der fik penge for at være der.
Et par stykker af de gamle forsøgte at snige sig ud, men blev opdaget og indhentet.
Da jeg var færdig, åndede de alle lettet op.
Det var, fordi aftenens clou oprandt: Kaffe og kage.

Efter at have læst dagbladet, som vi ikke holder hjemme, går jeg ud. Må hjem. Slår lige et smut omkring køkkenet for at se, om der skulle være en lækkerbidsken.
– Her, Per Ole, prøv at smage, siger Cecilie og stikker mig noget friskbagt brød.
– Um, siger jeg og kigger hen på Ella Bella, der er ved at ælte noget dej. Den kittel er sandelig ikke for stor til hende. Jeg vidste ikke, at hun havde sådan et mejeri. Eller hvad det nu hedder. Det har jeg ærlig talt ikke observeret før.
Det er som om, der har været slør for mine øjne. På vej ud går jeg tæt forbi hende, og det smutter bare ud af min mund:
– Sig mig engang, er du lige blevet mor eller …

Hun kigger forundret og en smule surt på mig, så det er hun nok ikke. Det sortner for mine øjne, og jeg …

(Fortsættes)

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer