Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (7. af 23)

– Er den ikke tung, spørger Anton. – Skal jeg ikke hjælpe?
– Nej, hvorfor det, svarer jeg. – Den vejer ingenting. Prøv selv.
Jeg giver ham metalboksen, og han taber den med et ordentligt rabalder.

07 Postkasseopsætning på Thysk

Efter frokost går jeg ud og vasker min bil. Det plejer jeg ellers aldrig, men lige nu synes jeg, at den trænger. Jeg vasker den godt og grundigt, så den er helt ren, og så leder jeg i værkstedet. Der står pudsegrejet. Poleretvist, middel, bløde klude.
Jeg samler det hele sammen og giver bilen en ordentlig omgang. Brede cirklende bevægelser. Jo, jeg kan godt huske, hvordan man polerer en bil. Samtidig er det en god form for motion, selv om jeg ikke løber. Men det passer godt til slidgigten i knæet. Jeg presser kluden og laver en stor bule i taget.
Hovsa. Det var ikke meningen. Jeg polerer udenom og prøver at få bulen rettet ud, men det er ikke nemt. Jeg skal faktisk ind i bilen og banke taget opad derfra. Til sidst lykkes det mig.
Den bliver flot! Den sorte farve skinner om kap med solen og ligner en blank Megajol–æske. Den gamle frøken Toyota pyntes op trods rynkerne i taget og hængelygterne foran.

Naboen kommer over. Han er også pensionist. Faktisk bor der kun pensionister på vejen, bortset fra Lasse og Malene, der er i trediverne og har små børn.
– Ja, min kunne også godt trænge, siger Anton.
– Du kan da bare gå i gang.
– Jeg gider sgu ikke, siger han.

Det er nok, fordi han er københavner. Jeg forklarer ham betydningen af motion. Han glor bare på mig. Jeg kommer også ind på sund mad.
Måske gælder alt det der med sund kost og motion kun nogen af os. Måske gælder det ikke københavnere, der tit snakker så hurtigt, at de alene derfor får masser af motion. I hvert fald stikker han på et tidspunkt fingrene i ørerne. Jeg forstår, at han pt ikke ønsker at modtage mere om det emne.

– Vil du ha en bajer, spørger jeg. Når alt andet slår fejl, plejer det her at virke.
Jeg ved ikke helt, hvor den kom fra, for vi plejer aldrig at drikke bajere, før vi skal spille golf. Et godt glas rødvin eller, hvis det er varmt, et glas alsacisk Pinot Gris på terrassen, det er noget for os pensionister, men aldrig før en golfrunde.
Eller var. Nu ved jeg ikke rigtigt. Men lægen snakkede kun om vin og nævnte overhovedet ikke øl. Jeg tror, øl er undtaget.

Han reagerer ikke. Jeg tager hans fingre væk fra ørerne og gentager mit spørgsmål.
– Jeg troede, du stadig snakkede om sund kost. Jeg kan ikke tåle at høre om sund kost. Mine nerver står på højkant, når nogen begynder på det.
– Det må du undskylde, siger jeg. – Det vidste jeg ikke. Skal vi drikke en øl?
– Nej, tak, siger han og ser en smule forbløffet ud. – Vi skal jo spille om en time.
– Nå, ja, sandt nok, det har jeg sgu glemt. Det er ikke sådan at blive gammel.
– Vil du lige hjælpe mig med at sætte min postkasse op, spørger han. – Jeg tager den altid ind i værkstedet, når vi om vinteren bor i København. Jeg så posten gå og lede efter den, da han var her i formiddags. Så gik jeg ud til ham og sagde, at den stod på en hylde i mit værksted. Mens han afleverede posten i postkassen oppe på hylden sagde han, at det var imod reglerne. Den skal stå ude ved vejen, sagde han. Ja, ja, det ved jeg sgu godt. Jeg har bare ikke lige fået den sat op. Vi er lige kommet fra København. Der rankede jeg mig og så ned på ham. Han er tilflytter fra Skive.

Jeg nikker og går med ham over i fritidshuset.

Den står ganske rigtigt på en hylde, og han bakser længe med at få den ned.
– Må jeg, siger jeg. – Jeg kan måske bedre nå den.

Jeg tager den ned, og vi går ud til indkørslen.
– Er den ikke tung, spørger Anton. – Skal jeg ikke hjælpe?
– Nej, hvorfor det, svarer jeg. – Den vejer ingenting. Prøv selv.

Jeg giver ham metalboksen, og han taber den med et ordentligt rabalder.
– Undskyld, siger jeg, – det var altså ikke meningen. Slog du dig?
– Nej, men den er altså tung. Synes du ikke det?
– Nja.

Jeg løfter den op. Den vejer ingenting. Måske er Anton ved at være gammel. Han er også to år ældre end mig, og to år kan gøre meget i vores alder. Slap københavner. Det er nok det, han er.
– Skal du fejre din 70–årsdag i udlandet, spørger jeg.
– Ja. Vi har inviteret hele familien til Kreta.
– God idé. Så slipper I for alt bøvlet herhjemme.
– Det er skide billigt i Grækenland. De er på røven.

Jeg nikker.
– Hvis jeg nu holder, skruer du så i?
Han nikker og fumler med skruemaskine. Så taber han en skrue og leder længe, inden han finder den.
– Nej, ved du hvad. Lad mig.

Jeg napper skruen og skruemaskinen fra ham, og mens jeg med den ene hånd holder postboksen, skruer jeg med den anden. I løbet af nulkommafemsekunder er den på plads og sat op.
– Tak, Per Ole. Du får en øl efter runden.

(Fortsættes)

Mona brokker sig over TV i TIDEN

TV3 har nogle gevaldige reklameblokke inden i deres udsendelser. De er på mellem otte til ti minutter. Her kan man snildt nå både at gå på toilet, lave kaffe og læse det fra avisen, man ikke har nået.

Det mest irriterende er dog, at når udsendelsen starter igen, skal vi først have et resumé. Måske har TV3 indset, at reklameblokken er så lang, at de færreste seere længere kan huske, hvad udsendelsen egentlig drejer sig om. Men jeg tror nu, de tager fejl. De fleste af os kan vist godt huske, hvad det drejer sig om. For os er det porcelænsvaseødelæggende at skulle igennem resumeet. Vi har fattet det!

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer