Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (9. af 23)

Efter den bedste golfrunde for mit vedkommende – nogensinde – drikker vi de obligatoriske øl bagefter. Søren Peter og Anton snakker i et væk om mine slag.
– Ja, men hvordan pokker bærer du dig ad med at sende bolden ud på 285 meter? Du, som plejer at kunne slå 150 på en god dag?
– Og på hul 16, for fanden, mand, over 300 meter!! Selv om der var medvind.
– Tja, svarer jeg undvigende. Jeg har på fornemmelsen, at det ville blive ris til egen røv, hvis jeg begyndte at tale om små, grønne, agressive mænd med stikkende øjne.
– Jeg er gået meget til den på det seneste og lavet morgengymnastik, som enhver ordentlig pensionist skal, prøver jeg med.
– Ja, men det kan da ikke være nok. Har du fået steroider, eller er du dopet?
– Ja, selvfølgelig. Manden er sgu dopet, Søren Peter. Jeg vidste det. Du sku se ham bære min metalpostkasse, som om den vejede 1 kilo, og den vejer faktisk 11.

Jeg nøjes med at smile, for det er en god forklaring. Den giver mening. Små, grønne mænd giver ikke mening. De forbliver postulater, man kun kan ryste på hovedet af. Små, grønne mænd siger mere om gamle, forvirrede pensionisters påtrængende demens end en god gang doping.
Så jeg nikker fuld af hemmelighedskræmmeri.
– Ja, jeg har taget EPO. Jeg har taget doping, siger jeg og prøver at efterligne stemmen fra salig Bjarne Riis.
De griner. Men om de helt tror mig, ved jeg ikke. Anton spørger:
– Hvad tager du så?
– Øh, lidt af hvert.

Jeg kan ikke på siddende fod lige huske, hvad de hedder. Jo.
– Megajoler.
– Hold da op mand, for helvede. Hvad tager du?
– Megajoler. Den er god nok. Jeg gik på apoteket, for lægen ville ikke give mig noget egentlig medicin. Men han skrev en recept på de her Megajoler. De ville hjælpe mig. Det ser det ud til.

Hos Søren Peter nager tvivlen alligevel.
– Megajoler? Det tror jeg ikke en skid på.
– Jeg heller ikke, mener københavneren.
– Og hvad så, hvis det er rigtigt?
– Med Megajoler?
– Kommer resultatet så hurtigt?
– Hvornår spillede vi sidst?
– I tirsdags.
– Nå, ja.

Jeg tygger lidt på den. Hvordan forklarer jeg her, tre dage senere, at jeg pludselig er helt ArnoldSchwarzeneggersk?
– Jeg var derinde efter runden i tirsdags og fik Megajoler på apoteket. Tog straks en. Og siden hver morgen. Jeg tror, det er nogen særlige Megajoler. De er også større end de gajoler, I andre køber hos købmanden, og de er i alufolie.
– Nåå. Er det sådan noget medicinsk noget?
– Det tror jeg bestemt. Ellers ville de sgu da heller ikke virke sådan, vel?

De nikker og ser tilfredse ud. Ingen problemer med små, grønne mænd. Når det bare kan forklares videnskabeligt.
Vi slutter som sædvanlig af med et slag kort.

Konen kommer hjem sent ud på eftermiddagen. Hun sætter sig foran computeren.
– Skat, siger jeg.
– Ja, hvad nu? Du plejer ikke at være så kærlig.
– Jeg er helt vild i varmen.

Hun ser bare på mig.
Vi går op i soveværelset.

Aftenen foran skærmen går nogenlunde; bonderøven muntrer sig med at hakke hovedet af høns, Søren Ryge trækker hovedet af en due, og mit hovede er også ved at ryge, fordi jeg er enormt søvnig. Hun ser smilende på mig.
Vi går i seng, og jeg falder øjeblikkeligt i en tung drømmeløs søvn. Jeg husker i hvert fald intet.

(Fortsættes)