Gik du også i skole i halvtredserne? Anni (2. af 2)

Hvordan var det at gå i skole i halvtredserne? En række skribenter i passende alder husker tilbage

Anni er sendt på Julemærkehjem

Det var i fjerde klasse, og jeg ankom uforberedt til Julemærkehjemmet, der var et samfund helt for sig selv. Her skulle nervøse, forsømte børn, mange med store, hjemlige problemer, have et trygt helende ophold.
Det var mere end frygteligt. Selv i dag kan jeg ikke købe et julemærke eller give noget som helst til den organisation, der står bag, selvom det fortælles, at julemærkehjemmene er blevet helt anderledes og meget bedre.

Jeg ankom sammen med min mor, rakte den rigtige hånd til plejemor (forstanderinden), nejede og hilste på et par af søstrene. Efter et hurtigt ”Farvel” til min mor fik jeg anvist et værelse med vist nok otte senge, hvoraf den ene skulle være min.
På Juelsminde boede en masse piger i alderen 5-13 år, så vidt jeg husker. Systemet var bygget op, så et ældre barn skulle drage omsorg for et yngre barn. Jeg var lige fyldt 10 år og fik ansvaret for Birgitte på otte. Hendes forældre havde lige været igennem en hård skilsmisse, hvilket havde efterladt hende med stor skyldfølelse og fyldt hende med vrede. Hun havde udviklet eksem på store dele af kroppen, og da det kløede forfærdeligt, havde hun kradset sig til blods. For at forhindre krasseriet, blev albueleddet på armene hver dag forsynet med stive papmanchetter. Det forhindrede hende i at bøje armene dermed og krasse. Det forhindrede uheldigvis ikke eksemet i at klø.

Der blev ført en besynderlig pædagogik på hjemmet. De voksne var venlige, blev aldrig vrede, kun skuffede. Når min Birgit lå opløst i gråd og raseri, fordi det kløede vanvittigt på hendes krop, prøvede de at få hende til at tænke på noget andet. Hun blev sat til at strikke. Hjemmet havde en del hjemmestrikkede uldundertrøjer i produktion. Indsatte børn før os var engang begyndt, og vi strikkede videre.
Udover strikningen fik vi ”små” opgaver. Jeg skulle forhindre Birgit i at kradse sine arme til blods. Blandt andet ved at ”sladre til de voksne, hvis hun fik held til at fjerne manchetterne.
Hele tanken bag julemærkehjemmets virke var syg. Elevernes svagheder spændte fra min håndarbejdsfobi til neuroser og begyndende personlighedsspaltninger.

Det var forbudt at lege og strengt forbudt at støje. Forbudt var også visse ord fra dagligdagen uden for skolen. De blev erstattet med andre ord. For eksempel blev toilet erstattet med ”Ud”. Vi måtte ikke gå på Ud, når vi følte trang. Vi måtte vente til det blev Udtid. Når den kom blev alle børn stillet op på række to og to med hinanden i hånden. På et givet tegn begyndte vi at gå mod toiletdøren, mens vi skrålede af fuld hals:
”Og så på UD alle mand,
Og så på UD alle mand,
Og så på UD alle mand,
også jeg!”
Jeg har ikke sunget den sang en eneste gang siden, … men jeg kan den stadigvæk.

Ingen leg eller højrøstet tale, ingen skolegang. Kun endeløse timer, afbrudt af måltider, udture og gårdture. Altid i flok, altid med en voksen i front. Men vi måtte strikke, så vi strikkede. Også jeg, den kejthåndede, der var sendt på julemærkehjem, fordi jeg fik ondt i maven hver gang, jeg skulle udføre noget håndarbejde.
Det eneste, jeg kunne lide på Juelsminde, var aftensangen efter aftensmaden. Jeg elskede at synge og må have set meget from ud, når jeg sang højt og inderligt med himmelvendte, brune øjne.
”En lille engel”, hviskedes det fra lærer til lærer.
På den måde blev jeg ufrivilligt plejemors og frøken Elses yndling. Frøken Else var i øvrigt den eneste af de voksne, jeg brød mig om. Hun skrev i min poesibog, som jeg har endnu.

Julemærkehjemmet Juelsminde 1949

Julemærkehjemmet Juelsminde

Julemærkehjemmet Juelsminde

Julemærkehjemmet Juelsminde

Som tiden gik på Julemærkehjemmet, blev jeg mere og mere desperat. Jeg ville hjem, men min straf var udmålt så snedigt, at man først kunne løslades, når de voksne fandt det opportunt. Jeg måtte vente med at få friheden tilbage, til det passede de voksne, og de synes ike særligt villige til at slippe mig.
Jeg skrev breve hjem, men kunne ikke finde på at gøre mor og far kede af det ved at skrive, hvor rædselsfuldt jeg havde det.
I stedet for sendte jeg et brev til min moster, hvor jeg fortalte det hele. Mod min forventning (jeg havde bare håbet på lidt trøst) kontaktede hun straks min mor, og i løbet af nul komma fem ringede hun til julemærkehjemmet og fortalte, at hun ville komme og hente mig næste dag.
Plejemor var skuffet, men jeg var så lykkelig, at intet bed på mig. Desværre betød min glæde over at slippe fri også, at jeg ikke fik taget ordentlig afsked med mit ”barn”.
Det har jeg fortrudt. Til min undskyldning må det siges, at en ulykkelig 10-årig ikke egner sig til at have ansvaret for en ulykkelig 7-årig.
Jeg var bare heldig.

Det har jeg forresten altid været.

Fik du læst:

Fik du læst:

Derfor blev min første skoledag i 50´erne en fiasko (2. af 2)

Andre indlæg, du vil synes om:

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer