Fra min skolegang i Tostrup skole i 50'erne kunne jeg godt skrive en hel del - men ikke ret meget positivt!
Da jeg startede i 1.klasse pr 1. april 1954, rejste den meget dygtige og afholdte lærer, som mine søskende havde haft, til en anden by, og i stedet kom der fra et nabosogn en uduelig og upædagogisk mand, som desværre blev der i resten af skolens levetid. Dengang havde man jo denne førstelærer - samt i enkelte fag hans søde, men uuddannede kone - i alle fag både i lille og store klasse. Heldigvis gik man på landet kun i skole hveranden dag, men den helhed i undervisningen, som jeg tror mine søskende oplevede ved at have den samme lærer, husker jeg ikke noget af.
Efter fire år samt tre måneder i femte klasse ( fra 1. april til sommerferien ) startede jeg heldigvis i 1958 i 6. klasse, altså første mellem, på Ålestrup Realskole.