Godt i gang med 2020!

Der er sket meget i det forgangne år. Men det kan jo skrives hvert år på dette tidspunkt. Dog må chefredaktøren på KlitPosten.dk erkende, at kliktallet har oversteget alle forventninger fra 148.000 i 2018 til mere end 220.000 i 2019.

Samtidig skal der herfra i samme sætning - næsten - lyde en stor tak til jer, der trofast læser med og sender like efter like. Fupnyt eller ej.

KlitPosten.dk har endnu ikke formået at skabe debat i egne spalter. Debatten foregår altid på Facebook, hvilket ikke er helt tilfredsstillende. Husk, Facebook er et kæmpefirma i USA. KlitPosten.dk er et bette nano-mikro-enmandsfirma i Thy. Et nytårsønske kunne være at få flyttet en smule af debatten til KlitPosten.dks egen side. Hvis du tør, må du gerne næste gang lægge en kommentar under den artikel, du vil kommentere.

Der vil ske ændringer i det nye år. Læg mærke til, at ordet "fremadrettet" mangler. Det skyldes udelukkende, at her bliver i forvejen anvendt fremtid "vil ske". Så er fremadrettet et totalt overflødigt ord. Hvilket det ofte er. Lidt ligesom at starte hver sætning med "ja, men altså …" eller "lige præcis", eller måske har du også hørt ordet "rigtig" foran rigtigt mange tillægsord. Faktisk så meget, at hvis man hører en sige, at "filmen var rigtig god", får man straks den tanke, at den nok ikke fik folk helt op at ringe (en anden floskel). Der er tale om en sproglig devaluering, hvor man for at forstærke et ord tilføjer et andet ord og - i virkeligheden opnår en svækkelse af ordet. Tænk blot på sangkonkurrencer, hvor ordet fantastisk efterhånden bare betyder gennemsnitlig godt. Eller tag den kendte "jeg elsker dig!". Næste gang vil man gøre det bedre, mere overbevisende og tilføjer et "enormt!". Men man er allerede ude på glidebanen. Tredje gang er man på den. Så er der selvfølgelig blomsterhandleren.

Nå.

En af ændringerne vil være, at mange artikler nu vil kunne udskrives eller gemmes som PDF-fil.

Hele personalet lige fra den administrerende direktør over chefredaktøren og journalisten til fotografen og lay-outeren og TR´en og de mange frivillige, herunder Mary Amalie, ønskes et overordentligt flot og betagende og samtidig rimeligt ædrueligt nytår.

Rimeligt er et godt ord, for det kan gradbøjes uden at blive det.

Godt nytår!

Andre indlæg, du vil synes om (Tryk på headeren foroven for at få forsiden)

Lukket for kommentarer