Golden Globe til King 2.? (6)

Det var et af de sidste bedømmelser på hundeshowet, og jeg havde siddet lidt for at komme mig oven på lortehistorien og set cheftrænerens kone valse af sted med spand og spade i sit ansigts hundesved, og King og jeg gik ind i ringen og stillede os op forrest. Det kunne vi jo lige så godt. Den, der står øverst, er den bedste, den fineste, den smukkeste, nummer 1.

Jeg så velvilligt på dommeren, der tog mig i armen og pegede ned mod den næstsidste plads.
Hvad, sagde jeg, men kom så i tanker om, at vi jo var værtsklub, og derfor måtte vi nok starte fra neden, så gæsterne ikke blev vrede. Så jeg gik smilende ned, hilste venligt på de øvrige deltagere, mens jeg rystede lidt på hovedet og egentlig også forventede, at de allesammen rystede hovederne med over denne mere eller mindre tåbelige anvisning – og stillede mig der og ventede på, at dommeren, når vi begyndte at gå, straks ville avancere mig til den øverste plads. Jeg smilte også til ham bag mig på sidstepladsen og sagde dæmpet til ham: Et sted skal vi jo starte! Bare rolig. Du skal se, du kommer også fremad.

Han gloede lidt på mig, trak på skulderen, drejede hovedet og stirrede på en del – og ikke den mindste del – af cheftrænerens kone, der stod foroverbøjet et stykke derfra ivrigt optaget af at samle output op.

Vi begyndte at gå rundt og rundt og rundt. Der skete ikke noget. Jo, et par af dem forrest blev flyttet lidt længere ned, og dem på plads nummer tre og fire blev flyttet opad. Havde han glemt mig? Så kom han over til mig. Nå, endelig. Jeg var så småt begyndt at blive sur, så det var på høje tid, at retfærdigheden skete fyldest.

Han pegede bagud og vinkede agterlanternen fremad. Hvad? Jeg lignede et forvirrende spørgsmålstegn. Skulle jeg gå allerbagerst? Ikke næstsidst eller tredjesidst, men ALLERSIDST. Ham bagved sagde i forbifarten til mig: Bare rolig. Du skal se, du kommer også fremad.

Det var en varm sommerdag. Jeg havde træsko på, for det var det mest praktiske. Men jeg var begyndt at svede i den grad, for vi gik og gik. Rundt og rundt. Jeg som bagstopper. Der havde også samlet sig en del tilskuere, blandt dem anede jeg den gamle bager, der stod og smågrinede tilfreds. Hans ene hånd var i  bandage. Mine træsko klemte mig, sveden haglede ned over mit ansigt, hunden trak, hvad den aldeles ikke burde eller måtte, måske var den ivrig efter at overhale alle andre, men det blev der ikke noget af.

Vi endte som nummer sjok, og så havde jeg prøvet det. Føj, grimme hund, sagde jeg til King, der hang med ørerne.

Lortehund!

(Læs næste kapitel om følgevirkningerne)

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer