Min schæfer og jeg til hundeshow (4)

Efter halvandet år mente schæferhundeklubbens cheftræner, at nu skulle vi have hundeshow med udstilling, konkurrencer og hele svineriet.

– Det vil tiltrække nye hundejere, brummede han stolt.

Jeg havde lagt det bag mig, at King den 2. havde svigtet i forholdet til min svigerfar samt havde ædt halvdelen af den pensionerede bagermesters hånd og håndled.

Nu fik jeg som udlært træner til opgave at indsamle hundenes afføring, når de gik i den cirkel, hvor en dommer bestemte, hvor godt de så ud. Jeg var vældig stolt over således at få et betroet hverv. Hundeførerne gik rundt og rundt med deres hund, mens dommeren rangordnede dem efterhånden. Det gjorde han fortrinsvist efter deres udseende, altså hundenes. Den måtte ikke være for høj målt over skuldrene, og ryggen skulle gå pænt nedad mod halen. Den måtte ikke have dysleksi, altså hoftefejlen, som bare ville blive værre og værre med årene. Tænderne skulle være 100% i orden, og den måtte i det hele taget ikke have skønhedsfejl. Men også det psykiske skulle være i orden; hunden skulle fremstå rolig, vagtsom og opmærksom.

Min opgave var som skrevet at indsamle deres efterladenskaber, for selv den mest velafrettede schæferhund skal af med noget, når der kommer input. Outputtene samlede jeg i en spand, og indholdet gravede jeg ned i et hul med en dertil indrettet spade - et stykke fra udstillingspladsen. Jeg skulle på den ene side være lidt diskret, når hundene gik rundt, og en af dem fik trangen til afføring. For eksempel instruerede træneren mig i ikke at råbe: Hov, hov, du der! Ku´ du ikke gå lidt afsides??  Hvæse til hundeejeren: Er du klar over, at din hund lægger sin afføring på området her? Næh, jeg skulle liste mig nærmest usynlig hen og med min spade samle hundelorten op og smide den i spanden. Hurtigt, hygiejnisk, ordenligt.

Jeg syntes selv, jeg var god til det. Faktisk så god, at jeg blev overmodig. En grim schæfer, der gik sidst, gjorde foranstaltninger, og hurtigere end lortepolitiet ville tillade, sprang jeg hen med min spade, så den kunne afføre sig direkte ned på spaden. Det ville jo spare både mig og græsset for unødig tilsmudsning. Men hunden hoppede uelegant til siden, da den mærkede spaden nærme sig og smed lorten i græsset. Ikke nok med det. Den udstødte et meget uklædeligt hvin, da jeg kom til at røre den med spaden.

Åh, din lort, udbrød jeg, og hundens ejer blev samtidig temmelig fornærmet og tilkaldte vores cheftræner. Der blev en vældig ballade. Træneren undskyldte for min opførsel, hvor jeg reelt syntes, han burde have forlangt en undskyldning af hundeejeren for hans hunds totale mangel på pli. Læs hundeejerens!

Det endte med, at cheftræneren erstattede mig med sin kone.

Læs første afsnit i serien om min succes med schæferen. 

Eller læs det næste.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *