Da jeg købte mig en schæfer (1)

Da jeg var yngre, anskaffede jeg mig en schæferhund. En lille, sød hvalp, der skulle bære det korte, men rammende navn King. Kongen over alle andre schæfere samt mere ordinære hunde. Stamtavlen var i orden, så vidt jeg kunne se. Hvalpen var den første, der søgte over mod mig af de otte, der var i hundekennelens kravlegård. Desuden havde min far som grænsebetjent en schæfer, der hed King. Godt nok overfaldt den en mørk aften en fåreflok og bed dem ihjel i en blodrus, men altså …

En af mine vnner tog med ud til kennelen, hvor vi valgte den rette hvalp af kuldets otte styk. Man skal altid tage den, der kommer først hen til en og dermed viser mod og nysgerrighed. Straks luntede en af dem hen mod mig, og jeg tog den op og erklærede, at det skulle være den.

Av, sagde jeg, for den bed mig i fingeren.

Hjemturen forløb fredeligt uden problemer. King lå helt stille på gulvet foran passagerstolen og opførte sig så fint.

Trods navnet var King en tæve; jeg gik ikke så højt op i det der med kønnet, og jeg tror også, at King var ligeglad med navnet. Den var med til træning i den lokale Schæferhundeklub og var lærenem og helt igennem en dejlig hund. Første gang den fik menstruation, fik den vist nykker, for alle de hanhunde, der dukkede op på matriklen, gjorde, at den blev lidt kostbar. Den tillagde sig en vis overlegenhed over for andre schæfere, fornemmede jeg tydeligt.

Hver aften gik jeg tur med den ovre i en nærliggende skov. Jeg kastede en sten fra grusvejen langt ind i skoven, og King piskede efter den. Efter et stykke tid returnedere den uden sten, men det så ikke ud til at slå den ud, for den sprang lige ivrigt efter den næste, jeg kastede. Bagefter var den træt og lagde sig til at sove, lige så snart vi kom hjem. Herlig motion!

En aften gik vi atter tur, og jeg greb en sten fra stien og verfede den langt ind i skoven. Et eller andet sted har jeg læst, at man aldrig skal kaste den første sten, og det skulle jeg nok heller ikke have gjort her.

King vendte for en gangs skyld ikke tilbage. I begyndelsen kaldte jeg lettere utålmodig, men efterhånden blev jeg bekymret og begyndte at lede efter den.

Jeg fandt den. Den var, om jeg så må sige, stendød. Lå med tungen ud af halsen. Færdig. Kaput.

Jeg skyndte mig hjem med tung mave og ringede til dyrlægen, der svarede, at den formentlig havde en hjertefejl. Jeg greb herefter en spade. Gravede et dybt hul i skoven og begravede King. Gik hjem og sørgede.

Var det så afslutningen på min glorværdige karriere som hundeejer?

Nej. Jeg skulle absolut have hund igen. Læs næste beretning.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer