Da jeg købte schæferhund nr. 2

Allerede dagen efter at King den 1. var død, spurgte jeg min ven, om han ville være med, når jeg nu skulle købe den næste schæfer.

Det ville han godt. Af sted til kennelen, der nu kunne præsentere et nyt kuld af prægtige schæfere, og hvor jeg blev modtaget som fast stamkunde. Igen tog jeg den modigste og mest nysgerrige af dem, og denne gang sikrede jeg mig, at det var en han. Jeg havde den der fornemmelse af, at tæverne syntes, de var mere end hannerne. Den skulle helst blive ældre end de par måneder, der blev Fru King 1 forundt.

Hjemturen forløb knap så gnidningsløst som første gang. King 2 brækkede sig i et væk, så jeg var helt bekymret.

Jeg havde læst en masse bøger om hunde, herunder dyrepsykologiske, så jeg syntes selv, jeg var godt rustet til at afrette sådan en karl. Jeg deltog i den lokale schæferhundeklubs arrangementer og træningsaftener samt undervisningsaftener og kurser af varierende sværhedsgrader. King var med og gik op i træningen med hele sin hundesjæl. Han var mere agressiv end Fru King 1 og angreb flere gange de andre hvalpe, hvis ejere efterhånden under træningen begyndte at trække deres hund lidt væk fra The Real King, men scheftræneren var begejstret:

Det er en fin hund, du har købt. Den kan du forvente dig meget af! Den er dejligt pågående!

Han (altså King, ikke træneren. Egentlig er jeg imod at bruge han og hun om kæledyr, som om de er mennesker, men her forekommer det helt naturligt) voksede ret hurtigt fra det hvalpede og blev en ganske kvik og stor, voksen schæfer. Herligt stor og meget muskuløs.
Det var her, vi besøgte svigerforældrene, og en dag skulle vi i byen. Kun bedstefar blev hjemme, og da vi kørte, sagde jeg til King:
– Pas på bedstefar!

Hunden var jo ualmindelig godt afrettet, lydig og hengiven over for alle os i familien, så jeg var stolt over at kunne skaffe bedstefar sådan en vagthund. Der kom ingen og gjorde ham fortræd, mens vi var i byen!

Vel hjemme igen spurgte jeg spændt bedstefar:

– Nå, hvordan gik det så?
– Jo, sagde han efter en lille pause. – Jo, den passede sandelig på mig!
– Det lyder godt, erklærede jeg frejdigt og en anelse naivt.
– Jeg sad i sofaen, og King sad et par meter derfra. Så ville jeg hente mig en øl, og da knurrede den, da jeg resjte mig op. Jeg tog et skridt fremad, men King rejste børster og knurrede højere. OK, sagde jeg, men King, - du skulle jo passe på mig!
– Det var King ret ligeglad med. Den sad troligt resten af eftermiddagen og så på mig, og hvis jeg gjorde en bevægelse, knurrede den. Jeg turde ikke forlade min sofa!

Jeg blev bleg. Hvad i alverden var der sket? Gode, gamle King - forstod den ikke ordren: Pas på bedstefar? Var den kodet forkert?

(Serien fortsætter fredag den 28. december)

 

 

Andre indlæg, du vil synes om

1 Kommentar

  • Så trist og herligt beskrevet. Og så mindes jeg King, en schæfer blanding, vi havde da jeg var barn. Den var så meget vagthund at den fulgte med en dame som lånte min mors cykel 10 km hjem, og lå der et par dage , ingen kunne komme til cyklen, så der blev iværksat afhentning af cykel og hund. En dag bed den betjentens høns ihjel og så var det slut. Min far ville ikke have den stående bunden og den kom aldrig ind i huset, så skovrideren blev tilkaldt med gevær og jeg glemmer aldrig den morgen han bankede på køkkendøren og spurgte om det var her der var en hund der skulle skyde. Jeg husker endnu farven på de sokker jeg var ved at trække i. Vi fik ikke hund igen. jeg måtte nøjes med mine tamme høns!