Hovsa

Støt og roligt duvede Volvoen af sted mod færgen.

Jonathan nød førersædet, som passede ham perfekt. Dejlig bil. Helga som altid ved siden af. Det gik ikke, når det var omvendt. Han kunne simpelthen ikke nære sig for at retlede hende, så hun kunne køre ordentligt.
Hun skiftede for eksempel altid gear for sent, når hun accellererede. Omdrejningstælleren kørte op, og benzinen fossede ud af tanken. Helt unødvendigt. Nærmede de sig rødt lys, glemte hun af og til at sætte den i frigear. Engang viste hun ham et motorblad, hvor man anbefalede at lade den motorbremse. Han blev så rasende, at han kylede bladet i skraldespanden og forbød hende nogensinde mere at læse den slags smudslitteratur, skrevet af uvidende amatørjournalister med intet kendskab til motorer og biler.
På bagsædet sad hendes forældre, Bent og Karen.
Hans forhold til dem var det bedste, og det havde det været helt fra start. De blandede sig ikke i deres ægteskab, og han hørte aldrig sin svigermor kloge sig. Det satte han pris på. Bent var godmodig og hjælpsom og ikke bange for at gribe en hakke, når ukrudtet viste sig lige lovlig meget.

Han så på uret. Nå, der var god tid. 80. Der stod nålen med autopiloten, og der stod den fast og uforanderlig. Han skulle ikke risikere en fartbøde, og desuden var han fortaler for lov og orden. Bilbøller var der alle vegne, men det ville han ikke have skyld for at være.
– Det er lige før, vi kan nå en kop kaffe inden færgen. Vi skal jo bare være der en time før, sagde han rundt i kabinen.
– Hm, rømmede Bent sig. – Har du indregnet, at sommertiden forsvandt i nat?

Koldsveden sprang frem under Jonathans skjorte. Satan og helvede. Uret i instrumentbrættet var mekanisk og derfor ikke et, der automatisk ændrede sig. Satan og helvede.
Panikken greb Jonathan.
– Vi skal eddermugme nå den færge, udbrød han og trådte speederen i bund.
Volvoen sprang fremad, og borte var alle overvejelserne om fartmålinger og hastighedsgrænser og andet pjat. Nu gjaldt det om at indhente en time.
– Ja, sådan kan det gå, tillod Helga sig at ymte. – Bedst som man tror, man har halvanden time, har man kun en halv.
– Det er godt, det er dig, der sidder bag rattet, mente Karen omme fra bagsædet.
– Jeg elsker dig, svigermor, mumlede han, mens han havde sit faste greb i rattets læderpolstring og øjet skiftevis på vejbanen og i bakspejlet. De hvide midterstriber forsvandt hurtigere og hurtigere, det føltes som at æde små ormelarver i en lang og lind strøm.
Han stirrede på uret og beregnede hurtigt, at han allerede havde indhentet 10 minutter. Pyh ha, det holdt også hårdt. Nu skulle de sidste fem være en smal sag.

Da de rullede ind på området for færgen, så han, at de allerede havde tømt ventepladsen for biler, og med hjertet oppe i halsen drønede han hen mod opkørslen til skibet.
Det var kæmpestort. Adgang med biler ad tre forskellige indgange og opkørsler, noterede han sig kort og kørte hen mod den nærmeste. Færgen tudede, og han satte yderligere farten op. Det var blevet halvmørkt, men der var ingen tvivl om, at han kunne nå at køre ombord. Han strøg op ad rampen, og da han nåede toppen, så han i en enkelt hundreddel af et sekund, at denne rampe slet ikke havde forbindelse med færgen.

Volvoen kørte ud i det bare ingenting og faldt tungt med næsen forrest og fire skrigende mennesker ned mod vandet, hvor den med et kæmpeplask langsomt forsvandt under overfladen.
Inde i kabinen skreg de stadig, men Helga hang med hovedet forover. Jonathan kæmpede med selen, mens bilen langsomt tippede rundt og lagde sig med taget underst. Jonathan mærkede, hvordan hovedet var i kontakt med taget, og mens han panisk søgte at frigøre sig for selen, steg vandet langsomt og sikkert.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer