Hvem er jeg?

 

Da min datter skulle starte i 1. klasse, var der naturligvis pyntet festligt op. Klasselæreren, hr. Jensen, en ældre, hvidhåret, venlig og rar mand havde oven i købet brugt farvekridt på tavlen og tegnet et dannebrogsflag og skrevet "Velkommen".

På alle bordene stod børnenes navne på et skilt, han også havde skrevet så fint med tush.

- Jeg har brugt hele sommerferien på at lære jeres navne at kende, påstod han og smilede.

- Hvad hedder jeg, kom det sporenstregs fra Michael, der sad tredje række midtfor. Samtidig dækkede han skiltet med sin hånd.

Lærer Jensen gik i stå. Nede bagerst i klassen sad vi forældre og holdt vejret. Klarede han den? Kunne han huske Michael?

- Nu er det jo ikke sådan, at jeg påstår, at jeg kan huske jer alle sammen. Men jeg har gjort, hvad jeg kunne, mente han og smilede. Alle var lettet.

Men ikke Michael. Nådesløst kørte han over læreren:

- Hvad hedder jeg?

- Øh, tilstod lærer Jensen nu. - Jeg kan ikke huske ...

- Hvad hedder jeg?

- Der har været så meget ...

- Hvad hedder jeg?

Vi voksne holdt vejret. Hvor længe kunne lærer Jensen holde stand mod dette stormvejr?

- Jeg, jeg kan ikke huske det, det er jeg ked af og ...

- Michael, svarede drengen.

- Nå, ja, velkommen Michael!

 

Programmet skred fremad. Vi sang en børnesang, jeg husker ikke hvilken, der blev delt papir ud, som de skulle tegne på, og så faldt lærer Jensen atter i det sorte hul:

- Nå, børn, glæder I jer til at begynde i morgen for alvor?

Så var det, at Michael igen lagde hånden over sit skilt og spurgte:

- Hvad hedder jeg?

Og igen kunne lærer Jensen ikke huske det.

Michael rejste sig og med fråde om munden skreg han:

- MI-CHA-EL!

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer