Historie: Kundebetjening (2. del af 2)

Jeg blev næsten slæbt tilbage af betjenten, der havde et ovenud fast tag i overarmen på mig.

Indenfor stod nogle mennesker rundt om Ulla, der atter havde skiftet stemme:

– Og så tog han min skærm i rent raseri, og jeg blev så forskrækket, hulkede hun.

– Så– såååå.

Bankdirektøren rejste sig op og så direkte på mig:

– Sådanne kunder ønsker vi ikke, filial eller ej. Jeg ved ikke, hvad du har tænkt dig, men det her er langt ude. Stik ind og ring efter politiet, Poul, bad han en ung mand, der måtte være stik-i-rend-dreng.

– Ja, men, ja, men …

Et øjeblik vidste jeg overhovedet ikke, hvad jeg skulle sige.
Jeg forsøgte at rive mig løs fra bankbetjenten, men han vred begge mine arme om og hev mig ned på gulvet. Her satte han et knæ i ryggen på mig, og jeg kunne kun kvittere med et skrig af smerte.

– Så kan det godt være, du vil ligge stille, hvad? Bankrøver, brast det ud af ham.

– Har han forsøgt at true sig til penge, spurgte bankdirektøren Ulla. Hans hånd lå i nakken på hende. Hun havde blanke øjne og nikkede ivrigt.

– Han havde hånden i lommen med en pistollignende genstand.

– Aha; Fede, vil De lige undersøge …

Fede borede sine buttede fingre ned i mine lommer og ledte, rodede og ragede og med et triumferende smil trak han min lommekniv frem og holdt den højt over hovedet:

– Se! Han har kniv!

Der bredte sig udbrud i lokalet. Udenfor hørtes udrykning, og sekunder efter stormede to betjente ind i banken med hævede pistoler.
De kastede sig over mig, selv om jeg jo lå ned i forvejen, og forsynede mig med håndjern.

– Bankrøveri! Trusler mod personalet! Har kniv! Ødelagt skærmen her! Listen er lang!

De baksede mig ud af bygningen, og halvt bar, halvt gennede mig hen til politibilen mellem en lille skare af nysgerrige, der i mellemtiden var dukket op. Jeg fik et glimt af overlærer Lucifer, der gentagne gange bankede sin knytnæve ned i sin anden hånd, mens han hvæsede: Ja, sådan! Gi´ ham! Gi´ ham!
Den tykkeste betjent satte hånden på mit hovede og trykkede nedad, mens han pressede mig ind på bagsædet. Han satte sig pustende ind til mig og tørrede sig i ansigtet med et krøllet lommetørklæde:

– Kør, kommanderede han makkeren.

– Jeg skal nok sidde stille, sagde jeg, – vær venlig at afmontere disse håndjern. Det gør ondt.

Den store betjent kiggede ned på mig og flækkede af grin:

– Hæ, hæ, splejs, her er nøglen, du kan jo selv prøve at nappe den!

Han viftede med en lille nøgle, mens han tørrede sved af panden.

– I øvrigt skal du have sele på, ellers står du til en bøde.

Jeg oksede med selen, men håndjernene gjorde, at jeg ikke var i stand til at få den om mig.

– Ha, så skriver jeg den med det samme!

Han trak dog selen om mig og klikkede den fast. Selv skulle han ikke nyde noget sele.

– Politifolk er fritaget.

Chaufføren drønede af sted ud af byen, og vi kørte gennem en skov. Pludselig drejede vejen ret skarpt, og bilens dæk hvinede. Så skarpt, at den væltede. Begge betjentene tumlede rundt, mens jeg blev holdt fast af selen. Så lå vi der halvt på siden lidt nede i en grøft. Motoren var gået i stå; min bagdør var gået op; der var helt stille. Indenfor og udenfor. En fugl sad i et træ og gav hals. Der var ikke et menneske i nærheden.
De to betjente var åbenbart bevidstløse, for de sagde intet, lå ret tæt sammen som et ældre, triveligt ægtepar. Chaufføren måtte være kastet over på bagsædet, for han var helt filtret ind i min sidemand. På toppen af dennes mave lå nøglen til mine håndjern. Jeg fik mig besværligt frigjort af selen og møvet op, så jeg kunne få fat i den, men det var ikke så ligetil. En slags minibjergbestigning var nødvendig; jeg asede og masede opad, og endelig lykkedes det. Jeg fik mig låst op efter mange forsøg.

Jeg syntes, de to lå godt for, så derfor klikkede jeg den venstre del af håndjernene om hans ene håndled og den anden om chaufførens ankel.
Så kravlede jeg ud af vraget, smed nøglen ind i skoven, stod lidt og sundede mig, inden jeg begyndte at gå hjemad til min lille lejlighed.

 

Næste formiddag stod jeg atter i banken og gik hen til skranken. Ulla sad ved kassen og så indædt på skærmen.

– Ja, god dag. Jeg skal bede om 1.000 kroner. Jeg har desværre glemt mit kontonummer …

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer