Finn Wilkens: Mandfolk og hår og opera

29-11-2018

Vi var mødt op i god tid. Det var den anden aften på ferie i dette europæiske land. Først stod vi i loungen, hvor mange mennesker var forsamlede. Nogle drak vin, andre kaffe, og snakken gik. Damerne var i flotte rober, herrerne i pænt, mørkt tøj. Jeg lagde især mærke til et ægtepar, hvor manden havde et usædvanligt stort hår. Når jeg tænker på, hvad jeg sparsommeligt kan klare mig med af hår på hovedet, er det ufatteligt og næsten en hån, at der findes mænd, der har så meget. Kan I huske Angela Davis i sine velmagtsdage? Ham her var fan af hende, tror jeg.

Vi bevægede os op til stolerækken på 1. balkon og var uheldigvis de første. Da vi sad yderst, betød det naturligvis, at vi måtte rejse os op mange gange, så dem, der kom senere og skulle længere ind, kunne komme forbi. Vi rejste os og satte os og rejste os og satte os og så fremdeles. Det er kun sundt, når knæleddene smøres, og det blev de, kan jeg forsikre.

Heldigvis var der fri udsigt fremad og nedad, for der sad ingen lige foran mig.

– Du er heldig, sagde Poul. Foran ham sad der en dame med opsat hår.

Jeg nåede ikke engang at svare, da et ægtepar møvede sig ind i rækken foran os.

Det var dem! Ham med det ualmindeligt store og tykke hår. Igen sved det. En direkte hån mod os, der sparer lidt på håret og bruger ressourcerne på det nedenunder.

Selvfølgelig skulle de sidde lige foran os.

Selvfølgelig skulle ham med den store, idiotiske, afrikanske savannahøstak sidde præcis foran mig og på den måde skjule ethvert udsyn til orkestret. Kunne han ikke have ladet sig klippe ned til denne aften og give håret til de skaldede? Kunne han ikke have taget bare lidt hensyn til besøgende fra fremmede lande?

Ja, men altså.

Kategorier: Noveller