Min svigermor på 88 (2)

Min svigermor er en personlighed, der holder fast i sin overbevisning.

Hun har godt nok et Dankort, men så strækker hun sig heller ikke længere ind i den digitale tidsalder. Hun har ingen PC, ingen iPad, og hendes mobil er sådan en gammeldags en, der kun kan ringe og sende SMSser. Og det var kun med besvær, at jeg fik overtalt hende til at have sådan en.
Derfor er hun afhængig af kontanter. Jeg veksler kontanter for hende og får altid “200 over”, når jeg køber ind. Så samler jeg gysserne sammen og giver hende dem, når jeg besøger hende.

Forleden fik hun blandt andet en halvtredser, som en tidligere ejer havde skrevet på. “Husk smør”, stod der. Den ville hun ikke have, fortalte hun mig næste gang, jeg kom.
– Ja, men hvad gjorde du så med den, spurgte jeg.
– Først forsøgte jeg at give den til min madleverandør, men hun må ikke modtage penge af kunderne. Nå, så stod jeg længe med den der grimme halvtredser, indtil jeg smed den ud.
– Smed du den ud? Spurgte jeg forbløffet.
– Ja, du hørte det godt. Tror du, jeg vil have sådan en grim pengeseddel?

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer