Historie: Ufrivillig Morgenvækning!

 

Da jeg for anden morgen i træk klokken syv blev vækket af musik fra P3 for fuld udblæsning, var det nok.

Målet var fuldt. Nu skulle det have en ende. Det kan ikke passe, at håndværkere har lov til at stille en stor radio med kæmpehøjtaler op på det tag, der skal skiftes og så blæse P3 ud over den halve by. Det kan simpelthen ikke passe! Afgang til byggepladsen!

Rasende gjorde jeg mig i stand, slugte min morgenmad, for man skal vel have lidt i maven, inden man sprøjter galden op, og tog en frakke på. Da jeg skulle til at låse mig ud, snuppede jeg lige avisen og anbragte den under armen. Man kan altid med fordel virke lidt intellektuel i sådanne situationer. Måske ville de der skide håndværkere tro, at jeg var pensioneret dommer med ret til at idømme dem en streng straf, hvis de ikke gjorde, hvad jeg sagde.

Med bestemte, næsten aggressive og i hvert fald beslutsomme skridt og en matchende puls stilede jeg målbevidst efter huset, der lå to fra mit. Avisen sad fastklemt i skruestikken mellem venstre ribbenssæt og overarm, og hænderne var knyttede i lommen.

Ved huset sad to små håndværkere på hug med ryggen til mig, de holdt vel allerede pause, dovne lærlinge.

Nu skulle de eddermame få.

– Hallo, brølede jeg.

 

De rejste sig langsomt fra hvalpestørrelse til noget, der mere og mere mindede om først kalve, siden svenske elge og kom hen til mig. Jo nærmere, de kom, jo større blev de. Elgene forvandlede sig til elefanter. Den afrikanske, vel at mærke. Hanelefanten til højre havde en hammer i hånden.

Farven i mit ansigt skiftede, tror jeg, til noget, der var betydeligt lysere, end da jeg kom.

– Ja?

De stod nu en meter fra mig og skyggede totalt for solen, og derfor begyndte jeg at ryste af kulde. Bag dem fik jeg overraskende øje på to enorme motorcykler. Jeg kiggede op på den enes ansigt og skimtede en tatovering af en slange på halsen. Pludselig var mit hjerte for lille til at trække alt det blod rundt i min krop. Mine øjne fløj på langs ad en telefonpæl, hvor jeg ville have forventet en overarm, og over på den andens hestehale, som for halvdelens vedkommende hang ned over hans venstre skulder, der syntes tyk som et lår. Det grønlige skær fra morgensolen forlenede dem med indtrykket af ikke bare en, men to store gorillaer direkte fra urskoven.

– Ja? gentog bjerget til højre utålmodig. Hammeren var næsten forsvundet i hvalnæven.

Jeg havde ikke noget valg. Jeg kunne ikke vælge at sige noget andet end det, jeg var kommet for, min hjerne var tom. Totalt blæst. Det plejer den ellers ikke at være her om morgenen, tværtimod. Lige nu indeholdt hjernen kun dette ene budskab med hjemmefra. Aldrig før har jeg været i en tilsvarende situation, hvor indhold og indpakning sådan kontrasterede. At lukke helt af for samtalen, ville være selvmord. Hvem ville ikke blive fornærmet over en pensionist, der stod der og gjorde nar ad én ved ikke at sige noget?

Så hellere aflevere hjerneindholdet.

– Øh, ja, jeg … jeg ville bare høfligst spørge, om vi … eventuelt … kunne lave en aftale om, at I måske undlod – den ene rømmede sig her – altså at tænde for radioen før klokken halv otte eller i hvert fald kvart over syv … måske ikke … eller i hvert fald overveje … ville spille helt så højt indtil …

Jeg var på nippet til at lukke øjnene. Det er aldrig rart at se på at få mast en betonskive ind i ansigtet, specielt ikke hvis det skulle være ens eget. Jeg tåler heller ikke så godt blod. Blod bør være inden for huden, aldrig udenfor.

– Selvfølgelig, sagde gorilla 1. – Vi har sgu bare ikke tænkt os om. Det må du sgu undskylde, makker. Henning, sluk den. Det der skide P3 har sgu osse altid irriteret mig!

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer