Nøglerolle

Det var et meget fint Danhostel-hotel, vi havde indlogeret os på.

Det lå lige ned til åen, vejret var i top, og alting lagde bare op til en dejlig, tiltrængt afslappet aften en smule nord for det dejlige Sønderjylland.

Receptionisten gav os to sæt nøgler og forklarede indgående, hvordan vi kom ind i huset, hvornår alle yderdøre blev aflåst, og at alle værelsesdøre smækkede, når man gik ud ad dem.
Så vidt, så godt. Vi var i forvejen i højt humør og havde derfor også bestilt tid på den fineste restaurant i byen. Glade forlod vi værelset og huskede at lukke vinduet på klem og glemte heller ikke nøglerne.

Udenfor nød vi solen og varmen og det pulserende liv, der var alle steder. På en plads midt i byen var der udstilling af veteranbiler, og det nød vi.
Med ét greb mit livs indhold mig i armen:
– Finn, har du husket medlemskortet til Ældre Sagen?

Jeg følte på alle lommer, men nej.
– Vi kan jo få 25% rabat, hvis vi har det med på restauranten?
– Nå, for pokker, det henter jeg lige.
Jeg strøg af sted ind på værelset og fandt det hurtigt frem, mens jeg hele tiden tænkte på, at de 25% var værd at tage med, selv om det kun var på mad og ikke vin.


Vi fik en god plads på den fine restaurant og studerede forventningsfuldt kortet og bestilte fisk og en god flaske Chardonnay.
Første ret kom, og jeg ville lige pudse briller. Men der manglede noget i lommen. Nøglerne? Hjertet slog dobbeltslag. Jeg følte på de andre lommer med samme resultat.
– Åh, det er skrækkeligt, udbrød jeg.
– Hvad?
– Jeg tror, nøglerne til værelset ligger – på bordet i værelset! Jeg har glemt dem i skyndingen, og nu kan vi ikke komme ind!

Det hvirvlede gennem mig: Receptionisten var gået hjem, som hun havde sagt, yderdørene var låst, som hun også havde sagt, og vores nøgler lå på værelset! Hvilken ufattelig elendig situation jeg havde bragt os i. Især lige nu, hvor vi havde bestilt dejlig mad og skulle nyde aftenen i fuldt flor.
Forretten kom, og vi gik i gang. Men det smagte mig overhovedet ikke. Jeg tænkte på, hvor dum jeg var, og at de fandens nøgler lå på det fandens bord i det fandens værelse i det fandens vandrerhjem i denne fandens by.

– Jeg bliver nødt til at gå tilbage og finde ud af noget. Kan du ikke tilbageholde hovedretten så længe?
– Ja, men Finn, det værst tænkelige er da kun, at vi må overnatte i bilen …
– Bilnøglerne ligger også på værelset …
– Ja, men så på et andet hotel?
– Alt var jo netop optaget i aften. Se alle disse mennesker …

Vi kiggede ud og så horder af folk, der alle skulle se og beundre de åndssvage gamle rådne og sikkert gennemtærede rustbiler, hvis ejere naturligvis har brugt timer på at pudse og polere i stedet for at bruge lidt tid på at hjælpe gamle mænd med problemer.
Jeg rejste mig og forlod restauranten. Jeg husker ikke længere turen tilbage til vandrerhjemmet; kun husker jeg de mørke tanker: Finn, du har dummet dig. Finn, du har dummet dig.

Alle døre var låst på vandrerhjemmet. Jeg gik fortvivlet hele vejen rundt om komplekset og tog i dem alle. Jeg var lige ved at opgive, da jeg så en anden hotelgæst sidde på brandtrappen og nyde en smøg.
– Kan du lukke mig ind, spurgte jeg ham.

Det ville han gerne. Han kunne åbenbart se på mig, at jeg var en ærlig fyr, der ikke havde onde hensigter om indbrud.
Vores værelse var selvfølgelig låst, så jeg begav mig hen til receptionen, hvor alt var lukket og slukket. Det lukkede og slukkede også for mit indre blik, mens jeg forgæves prøvede at tænke klart. Hvad gør man?
Da jeg atter åbnede øjnene, fik jeg øje på et lille bitte skilt på skranken: Får du brug for vagten, så ring til dette nummer!
Det kan da godt være, jeg fik fumlet mobilen frem i en vis fart. Jeg trykkede nummeret og fik kontakt til en person, der venligt lovede at  låse vort værelse op, når han kom til vandrerhjemmet om en halv time. Samtidig forklarede han mig, hvordan vi kunne komme ind ad bagdøren – inden 22, for da blev den også låst.

Glad og lettet asede jeg mig gennem menneskemængden og de pragtfulde gamle veteranbiler, der stod flotte og skinnende i den sene aftensol sammen med deres stolte og flittige ejere, tilbage til min kone, der også blev glad og lettet.
Vi spiste hovedretten og bad om regningen.
– Godt, at vi i det mindste huskede medlemskortet til Ædre Sagen, overbeviste vi hinanden om.

Tjeneren kom med regningen, men der var ikke trukket 25%.
– Vi er jo medlemmer af Ældre Sagen, prustede jeg.
– Undskyld, det glemte jeg helt.
– Her er medlemskortet.
– Nej, det er lige meget, vinkede han os af med. – Vi stoler på folk! Det der ser vi aldrig alligevel!

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer