Om at dumme sig

Jeg skrev engang en morsom artikel om en byfest, hvor hvidvinen var noget varm. Med smil på læben stod jeg ved disken og bad om en - "alvorlig" - samtale med chefen. Det er mig, sagde den unge dame, vi kan jo kalde hende Lissi, bag disken og så stram ud i betrækket. Nå, nå, svarede jeg smilende, godt ord igen. Vi har så travlt, så vi kan sandelig ikke nå det hele, udspyede de smalle læber. Det var ikke sådan ment, svarede jeg og forsøgte at glatte ud. Tilsyneladende med held, for jeg fik nogle isterninger med ned i et glas.

I min artikel nævnte jeg forløbet på min sædvanligt humoristiske og let ironiske måde.

En måned efter fortalte en bekendt mig, at Lissi var sur på mig. Næste gang, jeg så hende, smilede jeg til hende og sagde så venligt, som det var mig muligt (og det er ikke så lidt), at jeg beklagede, hvis hun var blevet sur over min artikel, men at den var ment ironisk, og at det var helt tydeligt.
Det var overhovedet ikke ironisk, vrængede hun, og jeg er ikke sådan en, der lige skifter mening.
Nå, mumlede jeg og spekulerede feberhedt på, hvordan jeg så skulle redde den i land. Jeg fik øje på hendes store mave og sagde udglattende:
Men så til lykke med den nye lille der, du snart får!

Kulden blev til frost. Hun vendte om på en tallerken og skar lige to meter grønlandsis ud og lagde mellem os.

Forbavset henvendte jeg mig til den fælles bekendt og fortalte hende om episoden. Hun grinede meget højt og sagde de forløsende ord:

Hun er slet ikke gravid.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer