Om udhulede oste

Vi besøgte for nogle år siden et ældre ægtepar, der var meget venlige og interesserede og nærværende, og aftenen forløb derfor særdeles dejligt. Ofte er man udsat for mennesker, der af en eller anden ukendt grund hellere vil tale om sig selv end finde fælles emner. Vi nød på den måde at være kommet i godt selskab, for der var en passende ligevægt i vores snak.

Indtil osten kom på bordet.
Der var mange, fortrinlige og forskellige oste; en af dem var en skæreost, jeg kunne tænke mig at smage.
Jeg skar et par skiver med en umanerlig dårlig og uigennemtænkt metalstreng, de havde ikke en ordentlig ostehøvl, men midt i den anden skive spærrede konen øjnene op og udbrød:
– Nej, hvor du udhuler osten!
– Øh, nå, æh, det må du da undskylde.
Jeg blev i den grad befippet. Det er ikke hver dag, man bliver irettesat for noget, man har gjort, der viser sig at være forkert, selv om man var i god tro, fordi man slet ikke havde tænkt over det. Jeg prøvede spagfærdigt at forsvare mig:
– Jeg vidste ikke, der gjaldt særlige regler for osteomskæring …

Hun så på sin mand og rystede stille på hovedet:
– Man udhuler da ikke en ost på den måde!
Manden bevægede hovedet lidt.
– Ja, men undskyld igen. Jeg vidste ikke, at det var forbudt her.
– Det er da ikke noget med, at det er forbudt. Sådan gør man da bare ikke! Man udhuler ikke en ost på den måde!
– Det var jeg ikke helt klar over. Jeg skal sige dig, at hjemme hos os bruger vi en anden osteskærer, der ikke kan udhule osten. Det er sådan en flad en med …
– … Jeg er ligeglad, vrissede konen surt. – Vi udhuler ikke oste her!

Jeg prøvede at appellere til manden, men han sad blot og stirrede frem for sig.
– Når I ikke må udhule oste her, er der sikkert andre ting, man heller ikke må. Jeg bliver godt nok usikker på, hvilke regler jeg ikke kender, vovede jeg.
– Nu snakker vi ikke mere om det, afgjorde konen og foldede armene på brystet.
Manden vågnede op, satte sig frem og tog fat i vinflasken:
– Skulle det være lidt mere vin?

 

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 Kommentar

  • SVAR

    Her i huset har vi også haft den type gæster- der huler osten – men vi har aldrig skældt ud, men alene vendt osten en kvart omgang og så skåret de små spidser af – så osten igen kunne se ordentlig ud. 🙂 🙂