Historie: Kundebetjening (1. del af 2)

– Jeg vil gerne bede om 1.000 kroner!

Jeg smilede venligt til bankassistenten og stod lidt nonchalant med den ene hånd i lommen og den anden lagt på skranken. Banken her var en helt ny filial af min sædvanlige, og min ven, Mogens, havde kraftigt anbefalet den. Jeg behøvede altså ikke længere at køre helt til nabobyen for at blive betjent.

Ulla hed bankassistenten, det stod på det lille skilt, der var fastgjort helt ude foran på venstre bryst, og hun stirrede stift på skærmen og havde underligt nok solbriller på.

– Vi har en automat lige udenfor …

– Jeg har desværre glemt mit kontokort …

– Hvad er kontonummeret?

– Øh, det husker jeg ikke … Jeg troede, at det hurtigt kunne findes frem … I er jo filial, men selvfølgelig ny … Øh …jeg hedder …

Hun stampede med højre fod i gulvet, så det gav et ordentligt bump, og blusen blev levende. Jeg slap forskrækket hånden fra skranken. Langsomt vendte hun sine meget dunkle solbriller mod mig og hvæsede:

– Jeg skal bruge det kontonummer!

– Ja, men jeg kan simpelthen ikke huske …

– Ikke huske? Ikke huske?

Hun slog den flade højre hånd i disken, så jeg gav et lille hop, mens hun vrængede:

– Hvordan fanden kan du finde på at gå ind i en forretning og påstå, at du ikke kan huske? Hvordan vil du nogensinde få købt brød og mælk, ordnet tænder, bil eller biblioteksbøger, hvis du ikke kan huske?!? Hvad?!?

– Øh, undskyld, det er også …

– … tåbeligt? Fjollet? Idiotisk?

– Ja, måske.

– MÅSKE?

Hun stirrede på mig med sit megalomanisk fremadkanonerende brystparti og hænderne i siden. Solbrillerne var gledet en anelse ned og afslørede hendes citrongule, cementkolde chili-glugger. Bankdirektøren med det store navneskilt sad i baggrunden og skrev et eller andet, en anden ansat var nok ved at lave kaffe ude bagved; man kunne høre kaffemaskinen boble og syde, jeg nåede at tænke, at de havde måttet nøjes med en brugt, og en dame sad ved et skrivebord over for direktøren. Hun var helt optaget af at snakke lavt, næsten hviskende i telefonen.

– MÅSKE? HA.

Ulla trampede en gang mere i gulvet og stønnede.

– Aaaaaaaaaaj, altså …

– Du kan få mit CPR?

– CPR? Hold da kæft. Jeg skal bruge dit KONTONUMMER, fat det, tumpe! CPR, for fanden.

Hun himlede.

– Ja, men jeg kan jo ikke huske det, derfor … derfor synes jeg …

Ulla vendte ryggen til, bøjede sig forover og strammede bagdelen mod mig og hvæsede: – PRUT.

I næste nu støttede hun sig på skranken med hænderne i bredstilling og tog sine solbriller helt af.

– Vil du ikke godt køre hjem og hente det nummer, du bor måske stadig hos far og mor, eller har du i det hele taget kørekort, vrængede hun med lille, kælen stemme, som talte hun til et barn, mens hun vred hovedet fra side til side.

Den lille stemme forsvandt derefter og blev erstattet af en klar, voksen røst:

– Nej, selvfølgelig har du ikke det, idiot, nullert, slimklat, snotunge, homozygot.

Små chilidråber fra hendes mund ramte mig i ansigtet. Jeg trak mig lidt bagud.

Nu blev stemmen til en regulær udgave af Lucifers, min gamle dansklærer, og mine trommehinder blafrede:

– Så tag din CYKEL og CYKL hjem. NU. Skriv dit kontonummer op på et stykke papir, OG BRING DET FUCKING HERHEN, HVIS DU ABSOLUT SKAL HAVE PENGE. CAPITO?

Det sidste råbte hun så højt, at jeg holdt mig for ørerne. Hun bøjede sig ind over skranken og tog med venstre hånd fat i min jakke og trak i mig. Navneskiltet var lige ud foran mit højre øje.

SLAM!! Ullas hånd kom helt omme fra ryggen og ramte mig skråt ind i ansigtet. Jeg faldt om. Hun for rundt om hjørnet og sparkede til mig. Jeg krøb klagende hen mod udgangen, mens hun sparkede løs.

– Mere fart på, brølede hun. – Tudeprins! Tøsedreng!! Tissemyre!!!

Hun gjorde mine til at ville sparke og slå mig helt hjem, og da jeg ikke er meget for vold, rejste jeg mig hurtigt og trak baglæns hen mod døren, mens jeg holdt hånden mod min ophovnede kind.

Jeg tog i håndtaget, men slap det igen med åben mund.

Ulla var løbet tilbage og havde taget fat i computerskærmen, løftet den og smadrede den nu ned i gulvet, mens hun råbte:

– Åndsdværg! Hjernetomme kastratsanger! Analfikserede tarmrenser!

Jeg vendte mig appellerende om mod de andre, men direktøren var stadig meget optaget af sit skriveri. Den anden ansatte snakkede fremdeles uanfægtet i sin telefon, men havde anbragt den frie hånd op foran det ledige øre.

Jeg forlod banken og vaklede hen mod min Golf, som jeg købte på afbetaling for 14 dage siden for et alt for stort beløb. I øvrigt samme dag som jeg bestod køreprøven, på trods af at jeg overvejede at overhale højre om på motorvejen.

– Et øjeblik, lød en stemme bag mig. En granvoksen bankbetjent med kasket tog mig i armen:

– Vær venlig at følge med!

– Øh, ja?

(2. og sidste del kommer i morgen)

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer