Historier: Kvinder bliver 82, mænd kun 79

Jeg står i kø hos købmanden, og foran mig er et selskab af en tre-fire yngre mænd og lige så mange kvinder. De lægger op til en dejlig nytårsaften, tror jeg.

De sugerørstynde fedtfattige kvinder lægger varer på båndet. Broccoli, porrer, jordskokker, i det hele taget økologiske grønsager, også fra Thailand og Marokko og Ærø, økoskummetmælk, en hel oprindelig frit- og løsgående økologisk, men dog til sidst alligevel med nænsom økse (slå ikke så hårdt, morfar!) og med bind for øjnene dræbt jydekylling, den er eddermame stor, kan jeg bevidne, har nok årnli kvabbet rundt og mæsket sig med nedfaldsæbler og affaldspommesfritter og orme og almindeligt bondegårdssnask, mens den har muntret sig med hanekyllingerne i solopgangen. Hertil lidt snolder i form af karotter og små, sjove radiser til ungerne. En pose æbler og nogle ferskner afrunder deres indkøb sammen med superproteinrige grovboller og fire liter danskvand uden tilsætningsstoffer bortset fra E45.

Så kommer mændene bagefter. De skubber to kasser øl foran sig, smider fire store colaer, otte pakker chips, slik i lange baner op på båndet sammen med fire flasker slavewhisky, der stilles lidt mere forsigtigt, fire flasker Champagne, griner og skubber lidt til hinanden med rynkefri maver og får lige to kartoner Prince med.

Tre år for broccoli, tre år!

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer