“Hjernesvindler” Kapitel 2

Tommy er på vej til at blive dement. Men det hverken vil eller kan han se.

"… Jeg ønsker ikke at sidde på et plejehjem og glo på et ludospil sammen med gamle mennesker, der savler og er ulækre og vrøvler og hele tiden vil høre giro 413, selv om det forlængst er afskaffet. Forstår I det?
Ikke desto mindre er det, hvad mine børn ønsker. De vil have mig på plejehjem. Du kan ikke klare dig selv længere, far, siger Mai. Det går ikke mere, far, siger Stein …"

Lektørudtalelse fra bibliotekerne af "Hjernesvindler", uddrag:

Vurdering:
"… Det er en anderledes bog om demens, hvor historien fortælles i jeg-form med den syges stemme og fra hans synsvinkel. Det er der kommet en fin og anderledes bog ud af. Der er blevet plads til både de gode følelser og de mere forbudte af slagsen, fx børnenes irritation og utålmodighed med Tommy …"

02

Jeg kan godt lide ordet frodig. Min have er frodig. Hybenroserne skyder over og omkring, så det er en lyst, og hvad de ikke formår, det ordner græsset, der bare gror og gror. Lidt klitrose er der stadig. Ved man ikke bedre, er det svært for andre i det hele taget at få øje på den systematik, der for snart nogle år siden var der. Græs for sig, bede for sig, køkkenhave for sig, alt uden ukrudt, det er herut, ja, velplejet, velordnet, velholdt. Som de fleste af jer derude, der har hus med have. Den skal være pæn af hensyn til naboerne.
Jo, jo. Jeg ved det godt. Det at passe sin have er i sig selv en tilfredsstillelse.
Jeg brugte timer på at gøre haven skøn. Fik tidsler, der føg over hegnet, væk, og for os havekendere er ukrudt ikke det modsatte af krudt; det er nærmest det samme, for det kommer igen og igen. Jeg får aldrig mere et paradis her. Adam og Eva, farvel!
Fristerinden med de to skønne æbler er her ikke mere.
Der gror vilde græsser, mælkebøtter og ukendte planter alle vegne, og ingen gør noget ved det.
Jeg gider i hvert fald ikke længere, og hverken Stein eller Mai har tid til at hjælpe. Det kan jeg heller ikke forlange af dem. De har nok i deres eget liv. Man skal aldrig plage ens børn; thi de kan hurtigt nok blive trætte af én. Først hjælper man dem ud i tilværelsen, så bliver man en klods om benet, så vender de langsomt tilbage, og til sidst bliver man igen og denne gang definitivt en klods.

Solen skinner dejligt, og jeg har sat mig i min sædvanlige havestol og kigger på det hele med mit glas i hånden. Faktisk er det en vældig tilfredsstillelse at sidde her og være så totalt ligeglad med haven. Mens Frede knokler med at holde sin; han bruger timer på at trimme, slå og tilpasse eller har i hvert fald gjort det; jeg ved, han er faldet lidt af på det sidste.
Det har man nemlig, både fordi man er gammel, og især fordi man er lettere utilregnelig. Det kan jeg forstå, at jeg er.
Jeg vil ikke ned i æ Kuk i dag. Det er ellers hyggeligt nok, men på en måde gider jeg ikke. De andre vil nok heller ikke savne mig. Hvem gør det i øvrigt?
Der er masser af hyben i min store have, og lige foran danner græsset en slags firkant. Jeg kigger tit på det sted og undrer mig over, hvordan naturen kan skabe et så fint rektangel.
Her har jeg valgt at placere min hvide bænk. Før stod den mod vest, så jeg kunne sidde og nyde solnedgangen. Nu har naboen opført en fløj til sit hus, så den mulighed er væk.
Mine fødder er solidt plantet på den smalle stribe jord, der er omkring to meter lang, og som næsten ikke kan ses længere, fordi græsset bare fylder mere og mere.
Jeg kan følge de sorte streger, som jorden danner i firkanten, den ene side er en halv meter lang og dens ækvivalent er to meter. To meter gange en halv, det giver en kvadratmeter. Simpel matematik.
Jeg ønsker heller ikke at sidde på et plejehjem og glo på et ludospil sammen med gamle mennesker, der savler og er ulækre og vrøvler og hele tiden vil høre giro 413, selv om det forlængst er afskaffet. Forstår I det?
Ikke desto mindre er det, hvad mine børn ønsker. De vil have mig på plejehjem. Du kan ikke klare dig selv længere, far, siger Mai. Det går ikke mere, far, siger Stein.
Jeg bliver tung, kan jeg mærke. Synker lidt sammen.
Heldigvis har jeg stadig nogle få glæder. En af dem er at indtale på min diktafon mine tanker.
Somme tider kommer der en samtale med ind.

Læs kapitel 3 i aften efter klokken 22

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer