“Hjernesvindler” Kapitel 3

Tommy er på vej til at blive dement. Men det hverken vil eller kan han se.

"… – Ja, Tommy, det er synd for dig, og Signe kommer ikke tilbage, og sådan er det. Vi søger at få det bedste ud af det hele, ikke? …"

Lektørudtalelse fra bibliotekerne af "Hjernesvindler", uddrag:

Vurdering:
"… Det er en anderledes bog om demens, hvor historien fortælles i jeg-form med den syges stemme og fra hans synsvinkel. Det er der kommet en fin og anderledes bog ud af. Der er blevet plads til både de gode følelser og de mere forbudte af slagsen, fx børnenes irritation og utålmodighed med Tommy …"

03

Den sidste dråbe Chardonnay ryger ned, glasset er tomt, et nyt kan begynde. Man er vel nok weinschmecker!
Jeg stiller det på bænken, strækker armene op mod sommerhimlen, gaber ret højt og rejser mig.
Langsomt vender jeg mig om, sukker og stavrer tilbage til huset.
Bagdøren står åben, og der står hun og lægger tøj sammen efter vask.
Jeg står lidt og kigger på hende. Mit hjerte banker lidt højere, jeg begynder at svede, mine knæ ryster, jeg tørrer mig over panden og siger:
– Puh, det er blevet varmt!
– Synes du det, Tommy, puster hun og tørrer sig over panden.
Hendes ansigt vrider sig ind på mig. Øjnene skinner på hende; jeg har aldrig troet på, at øjnene har noget at sige. Men det har disse. Hendes øjne stråler ind i mine med en uhørt kraft, som uimodståeligt fører til én ting.
Jeg drages mod hende. Der er ikke modstand i mig. Jeg lægger mine hænder om hendes ansigt, lukker øjnene og spidser læberne.

– Åh, Signe! Du …
Hun prøver at fjerne mine hænder:
– Jeg tror, du skal sætte dig ind i stuen, ikke, Tommy? Og få så ind i hovedet, at jeg ikke er Signe …

Mine hænder er ikke sådan at få væk, og hun kæmper bravt, synes jeg. Hun har meget smalle, ikke hårde læber.
Hun hiver og flår i mine hænder næsten som en bryder, mens hun stønner, slider sig løs og forpustet råber:
– Jeg er Katrine! Jeg er Katrine! Så hør dog, Tommy! Du går for vidt!

Jeg går et skridt tilbage og puster ud og ser ned på mine hænder.
– Undskyld, Katrine, undskyld.
Mine skuldre synker lidt, og jeg står bare der.
– Åh, Katrine. Undskyld, mumler jeg. – Jeg troede, at Signe … æh, selvfølgelig er du Katrine. Men et øjeblik … du stod med ryggen til, og …
– Ja, Tommy, og jeg kommer hver dag og gør rent og vasker op og laver din frokost. Og det har jeg gjort, lige siden Signe …
– Det var da pænt af dig! Tak skal du have!
– Nja, jeg får da løn for det. Det er mit arbejde. Hører du?
– Gør du? Hvorfor får jeg aldrig noget at vide? Hvorfor handler I andre altid uden om mig, - betyder jeg ikke en skid længere?

Jeg står længe med bøjet hoved, og mine hænder kører uafladeligt mod hinanden. Somme tider er de bare i vejen. Nu kommer der oven i købet vand i mit indre system. Der er en utæthed et sted. Jeg kæmper ikke imod. Det siger lægen, jeg ikke skal, og så gør jeg det sandelig heller ikke. Jeg kan græde på kommando, og det har før vist sig nyttigt.
– Du skal lade dine følelser komme frem, Tommy, siger den kloge mand. – Knuger du dem sammen inde i din hjerne, vil den blot skrumpe yderligere.
Det er jo det, jeg gør. Udadtil kan mine handlinger forsvares med, at de er lægeordinerede. Følelserne. Jeg er dog ikke helt sikker på, om Katrine vil acceptere det, men har dog før haft gode muligheder for at tage om hende. Det har man lov til, hvis man er lidt senil eller skør.
Jeg er i tvivl om, hvilken betegnelse der passer bedst til mig. Andre må bedømme det. Det gør de så sandelig også.
– Jeg ved godt, du har det svært, Tommy.
Hun stryger mig op og ned langs overarmen.
Jeg håber, at hun har lyst til at omfavne mig, trykke sig ind til mig. Jeg ville lade hende komme tæt ind til mig og mærke hende. Det er ubeskriveligt dejligt at føle et andet menneske så tæt. Specielt hvis det er et hunkønsvæsen med former og farver. Så har jeg ikke sagt for meget.
Især når man godt kan lide det væsen.
For ellers gider jeg ikke det moderne krammeri. Vi er i krammealderen. Alt og alle skal kramme; møder man en kollega på gaden, skal han partout krammes, i venteværelset hos øjenlægen fræser en bekendt sig op af stolen og krammer lystigt goddag; selv hos et så neutralt sted som hos købmanden får man en krammer. Er det en mand, der vil kramme, kan det føles temmelig ubehageligt. Minimum skal man være i familie, ellers …
Er det en kvinde, kan det dog være en formildende omstændighed. Desværre er der få kvinder her, der vil kramme mig, og jeg ved ikke hvorfor.
Katrine er ingen undtagelse. Hun ser stram ud i betrækket, og det gør hun stort set hele dagen, mens hun er her. Af en eller anden grund føler jeg mig netop derfor enormt tiltrukket af hende.
Den uopnåelige.
Om morgenen trækker hun nok i sin ansigtsmaske, der er stenhård; den bruger hun hele dagen; først om aftenen kaster hun masken for Frede. Måske bryder hun sammen der, græder dagens dont ud. Måske er hendes tilværelse en jammerdal uden sol og medvind; jeg ved, hun kommer hos en del andre og arbejder. Det er nok ikke altid lige sjovt. Og Frede er ikke just den, der kan få humøret op.
Hun hjælper mig ind i stuen og ned i min stol og stiller sig ved siden af og rækker mig noget papirlommetørklæde og lægger armene over kors.
Jeg trækker vejret dybt og tørrer øjnene. Hvis nu hendes varme hænder ville forlade korset og lægge sig et eller andet sted på mig, ja, så ville de sende et kraftigt signal. Åh, de hænder. Jeg lægger mine egne på armlænene og synker lidt tilbage. Men der kommer ingen hænder.
– Du bliver ked af det, ikke, Tommy? Jeg ved, du savner Signe. Men det betyder jo ikke, at du bare kan te dig med mig, som du vil …

Te mig? Jeg befinder mig i en tilstand, hvor jeg næsten ikke kan mærke min krop og udelukkende drømmer om hendes blide strygninger. Men hun står som en statue.
– … Ja, det gør jeg, Katrine. Jeg savner hende vanvittigt. Helt ærligt.

Jeg tager hænderne op foran ansigtet.
Pludselig hører jeg, at hun bevæger sig, og lige efter mærker jeg en hånd i nakken. Katrine nusser mig og stryger sine fingre frem og tilbage. Hun stiller sig om bag min stol og masserer mig blidt med begge hænder.
– Du er så hård i nakken. Jeg tror, du spænder helt usandsynligt meget.
Ja, jeg spænder. Alt, hvad jeg kan.
Jeg lukker øjnene og bliver salig. Åh, dette øjeblik måtte gerne vare en stund. En længere stund. Men jeg ved godt, at Katrine ikke kan kaldes for en ødeland, hvad kærtegn angår. Hun er altså også kommunal ansat. Sådan en kan ikke strø om sig med kærtegn til dem, hun skal hjælpe hjemme.
– Det er dejligt, Katrine, hvisker jeg.

Hun standser. Måske burde jeg ikke have sagt noget?
Så famler jeg efter bryllupsbilledet, der står på bordet ved siden af min stol.
Det får nu ikke Katrine til at genoptage nusseriet. Hun stiller sig foran mig og taler til mig, som om jeg er en olding, sådan en på 80, der hverken kan høre eller forstå.
Læner sig ned mod mig. Jeg prøver at se nedtrykt ud.
– Ja, Tommy, det er synd for dig, og Signe kommer ikke tilbage, og sådan er det. Vi søger at få det bedste ud af det hele, ikke? Og ja, jeg ved godt, du somme tider tager fejl af mig og Signe. Det nytter bare ikke noget. Jeg er ikke Signe. Du har næsten selv ansat mig. Men jeg kan mærke, hvor meget du spænder i nakken, og det er ikke sundt. Derfor masserer jeg dig der.

Hun går igen om bag min stol og giver mig manuel behandling i nakken.
Denne gang varer det et godt stykke tid. Jeg sukker af velvære.
Igen slipper hun.
– Tak!

Jeg kigger op og kan ikke se hendes ansigt på grund af vinduet lige bagved. Der er en mærkelig stråleglans, som jeg ikke kan gennemskue. Billeder af en strand toner ind, jeg ligger på et håndklæde, og solen står lige ovenover. Jeg rømmer mig:
– Har jeg ansat dig? Jeg troede, det var kommunen.
– Du anbefalede mig over for fru Olsen. Det har du selv sagt.
– Ja, men du ser da også godt ud. Du ligner altså Signe. Godt nok stærkere, men lige så …

Jeg mangler ord nu. De er blevet borte i kampens hede.
– Det er godt med dig. Jeg er altså ikke Signe, er du med? Så det bliver ved maden og rengøringen og det praktiske. Signe er …
– Ja, ja, jeg kan godt se nu, at du ikke er Signe; du bliver ved med at trampe rundt i det der.

Hun går ud i køkkenet; OK, så er det det. Så gider jeg sgu ikke sidde her meget længere. Man skal ikke drive komedien ud over skrænten. I kan sikkert følge mig.
Der flimrer et billede ind foran mig. Det er Signe, der står og hvisker med Frede. De står helt tæt, mens hun af og til lidt nervøst, synes jeg, kigger sig om. Efter mig? Hun gør sig til over for ham. De står garanteret og snakker om mig. Hvordan de kan snyde mig. Jeg har sådan en lyst til at fortælle Katrine det. Så hun ved, hvilken sjuft, hun er gift med. Jeg tør ikke, for hun kunne tro, det bare er noget, jeg finder på. Det gælder om at være troværdig.

Min mund bliver bred, og jeg rejser mig op og siger højt ud til hende:
– Har du gjort min frokost klar, eller har du bare siddet på din røv og læst i Familie-Journalen?
– Den står i køleskabet, Tommy. Ganske som den plejer. Og tal ordentligt til mig. Er du med?
– Nå, så tror jeg, at jeg vil spise nu. Fuck dig.

Det sidste siger jeg ikke så højt.

Egentlig er jeg i princippet imod at anvende engelske udtryk, når der findes ganske entydige og udmærkede danske ord for det samme. Men fuck dig findes ikke på dansk. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde et bonmot, der svarer til den sproglige intensitet i det fromme ønske.
Jeg ser for mig det unge menneske, der er lige ved at køre mig ned, når jeg giver ham fingeren og råber: Knep dig!

Det var de tre første kapitler fra bogen. Er du interesseret i at læse den, kan du købe den som e-bog. Prisen er kroner 80. En e-bog er elektronisk og kan læses på mobil, tablet eller PC.

Er du til gode, gammeldags bøger i papir med omslag, der kan stå i bogreolen, er der stadig eksemplarer at få. Prisen er kroner 200 inklusive forsendelse.

Bestil her!

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer