Hvis jeg selv skulle skrive min egen nekrolog (IR) …

En nekrolog bliver aldrig læst af modtageren, den, den er rettet til. Det er da synd. Der er kun et at gøre: Skriv din egen nekrolog, gerne med et twist af humor og selvironi.
At skrive sin egen nekrolog betyder, at du flyver op i en helikopter og beskuer dig selv fra oven. Du ser dit livsforløb fra oven. Er der noget, der er værd at skrive om?

Jeg hedder Ina Ravnkilde og er 75. Hopper gerne med på spøgen.

Mel: sådan er kapitalismen…

Jeg blev født som ganske lille, men jeg voksede mig stor.
Ingen fader blev noteret af en ikke kærlig mor.
Jeg blev en af krigens ofre, var tilovers og i vejen;
mens de sidste bomber sprang, så lærte jeg at vær ` min egen.

I en seng på børnehjemmet gav jeg gråden op, blev stum.
Derfor mente personalet, jeg var retarderet, dum.
Jeg blev sendt til øen Læsø, fik et navn og tålte tæsk.
Lærte lidt om Gud og Fanden, altervinen smagte bedsk.

Men så lærte jeg at læse og at skrive ikke mindst.
Det var redningskransen, som blev kastet ud, mit livs gevinst.
Jeg kan ikke strikke strømper, bage kager, gå i flok.
Har succes med små noveller, digter livet, det er nok.

Jeg fik snuset til det hele, vasket røve, og gjort rent.
Trænet folk med lamme lemmer, og greb ud, man ak for sent.
I min ryg der sprang en fjeder, så blev jeg revalider`t.
Fik papir med ros og hæder, og et job, som var ”forkert”.

Jeg gik ud og ind i fængsler, blandt de allerværste mænd.
tyve, røvere og drabsmænd, bag dem alle var en dreng,
en som aldrig fik en chance, altid valgt som sidste mand.
Jeg gav håb og tillid til, at det man ønsker, det man kan.

Jeg kan ikke tåle uret, så jeg blander mig i alt.
Lige fra løn og arbejdsvilkår, de får sandheden fortalt.
Det har givet hår på brystet, mavesår og dagligt stress.
Men når tingene blev ændret, var med livet jeg tilfreds.

Jeg blev gift og fik to sønner, slægten sikret, vær så god!
I min fritid samles svampe, i mit køkken har jeg mod.
Og det ses på silhuetten, at jeg elsker al slags mad.
Er der sild og rejer i buketten, så er kogekonen rigtig glad.

Jeg har haft et liv med bump på, men har rejst mig op igen.
Jeg er ikke nem at knække, været glad for hver en ven.
Nu er livet blevet trist og ensomheden føles tung.
Minderne er ved at blegne, fra den tid da jeg var ung.

Så farvel, og tak for tiden, jeg fik lov at kende jer.
Jeg forlader dette liv, vil ikke være til besvær.
Der skal festes ved min kiste, glade salmer og lidt øl.
Knibes der en lille tåre, lad den trille, skål og skyl!

Fik du læst:

Fik du læst:

Ina Ravnkilde: Dialog om bøger

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer