Søndag den 12. januar 2020 fra kl. 18.00 – kl. 20.00 på Café Hawgus står den på både kogt torsk med bowser og koldsaltet kuller (droset kold og varmsaltet kuller). Al fisk er benfri. Serveres med hele kompasset af tilbehør, såsom kartofler, senneps- og smørsovse, finthakkede rødbeder, æg, bacon samt peberrod.
En kold og en varm buffet giver gæsterne alt inden for kuller og kogt droset torsk og tilbehør. Som Continentals mad- og restaurantanmelder fylder jeg min tallerken og tænker, at jeg jo bare kan gå op en gang til. Men møjn do! Det bliver kun til denne ene gang. Maven nægter simpelthen at modtage mere mad. Det mætter, og i følge Gunhild og Lene, de to ejere af cafeen, skyldes det ikke alene mængden af mad, men også, at proteinerne står i kø.
Indrømmet: Continentals madanmelder kan ikke smage forskel på kuller og torsk! Det smager nemlig akkurat lige godt og minder i den grad om mormors kogte og yderst velsmagende torsk. Ikke for tør, ikke for rå, men præcis som den skal være. Tilbehøret supplerer som det skal, tilstrækkeligt smagfuldt uden at være dominerende. En anmelder fra en landsdækkende avis bør da også snart møde ind, når nu Continental sender deres bedste anmelder, for her er noget at komme efter. Café Hawgus kalder aftenen Torskegilde - og med rette. Jeg kunne have tænkt mig en sennepssovs en anelse skarpere, men et par streger frisk peberrod fik alligevel tårerne frem i øjnene. Chili, go home!