Ina Ravnkilde: Angus og Sofus

Politiet blev i går aftes tilkaldt til det, man i første omgang troede var en vådeskudsulykke, men som ved politiets efterforskning viste sig at være af mere alvorlig karakter.
Episoden foregik på en ejendom udenfor Hvalpsund.
På sin aftenrunde mente landmand Sofus Svendsen at have set en mand forsøge at bryde ind i kostalden. På grund af rygterne om ulve og polakker i den nærliggende plantage havde han gjort det til en vane at tage sit gevær under armen.
Han havde råbt ”skyggen” an, men uden at den flyttede sig.
Han mente dog at se ”skyggen” dukke sig, så han blev nervøs og ville affyre et advarselsskud. Han sigtede lidt for lavt og ”skyggen” udstødte et frygteligt brøl, som fuldstændig paralyserede Sofus.
I panik kom han til at affyre geværet én gang til, og brølet blev nu afløst af et jamrende råb om hjælp.
”Skyggens ” silhuet blev til en dynge, som ikke sagde noget som helst.
Sofus kone, Alma, som var på vej i seng, stak i et par støvler, heflede op i den småblomstrede flonelssag og løb ud i gården.
Sofus, som nu lignede Lots hustru, stod stiv og stille, pegende med geværet hen mod ”dyngen.”
Alma trippede hen over brostenene og der lå naboens Herefordtyr Angus og under den stak et par træsko frem.

Da politiet kom, stod Sofus stadig der, mens Alma stod i døråbningen, nu med en kittel over natkjolen.
Da ambulancen havde fjernet træskoene samt deres ejer, og dyrlægen havde slagtet og flået Angus, tog politiet Sofus med.
Alma sank ned på en stol ved køkkenbordet og knappede en juleøl op.
Noget stærkt måtte der til.

Næste dag fik Lokalavisen nys om tragedien, og journalist Søren Skriver, som tilfældigvis var en fjern, men ikke ukendt slægtning af Alma, tog ud på gården dirrende at spænding over at være den første mand på historien.
Og den var lang og krævede mere end juleøl for at glide ned.

I køkkenet sad Sofus. Han lignede stadig en figur fra Det gamle Testamente, nu med daggammelt skæg. Foran ham stod en kold kop kaffe og et tømt snapsglas.
Flasken foran var uden prop, det kunne ikke betale sig at sætte den på.
Alma og Søren hældte på hinanden og Sofus, og efterhånden blev tragedien rullet ud.
Sofus fortalte med lav stemme, at ham og naboen ”Køvenhavner Sigurd” havde ligget i strid om Angus, som hele tiden brød ud af hegnet for at rende over til Sofus´ køer.
Jomfruelige jerseykøer med deres store naive øjne og spinkle krop synes uimodståelige for Angus.
Lidt ligesom en dopet overvægtig bokser, der ikke kan modstå små jomfruer med kvieøjne.
”KøvenhavnerSigurd” synes ikke det var noget at skabe sig over, og hvad så, hvis de fik lov at smage en ordentlig tyr?
Sofus havde prøvet at forklare risikoen, men uden held.
”KøvenhavnerSigurd” havde ikke en skid forstand på den slags, eller også synes han, det var sjovt at drille Sofus.
Et af skænderierne endte med, at Sofus havde truet med at skyde Angus næste gang, han forsøgte sig i jomfruburet.

Og det havde han så gjort.
Hvem kunne forestille sig, at Sigurd ville ryge med i købet, vel!
Og det gav Søren Skriver ham ret i. Man må forsvare sin ejendom og sine køer, det gælder såvel i Texas som på Hestbækvej, blev de enige om, og så skålede de endnu en gang, det beroligede så dejligt samvittigheden.

Sofus fik en bøde, for at skyde Angus, en betinget dom for at have bragt andres liv i fare, og det var alt for billigt sluppet, mente ”Køvenhavner Sigurd”, som havde fået mast sine ”kugler” ved ulykken og nu måtte se langt efter både jomfruer og fruer. Det tog så hårdt på ham, at han solgte ejendommen til Sofus for en pæn sum og drog tilbage til stenbroen og blev tatovør på Nørrebro. Der går han under øgenavnet ”Jydejernet”.

Sofus går stadig sin aftenrunde, nu uden gevær. Rygtet om hans vådeskud har bredt sig både blandt polakker og ulve.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer