Ina Ravnkilde: Dennis

Læs mere om forfatteren her.

Kender du det? Der er nogen i synsfeltet, som ikke rigtig hører til der. Det er ikke nogen betydningsfuld, bare lidt irriterende og på et tidspunkt er man altså nødt til at se, hvem det er, så man kan få ro over billedet?

Dennis havde det med at dukke op hele tiden, så i køen til bogudlånet, så på gangen, hvor han for rundt med en kost, altid på spring for at blive lagt mærke til, være med.

Han var altid meget opmærksom på, hvem der var rundt om ham og afpassede sin opførsel efter de andres. Alt for ikke at være anderledes, alt for at høre til.

Bad man ham pænt, ville han gøre hvad som helst.

En dag bad han om en samtale. Han havde hørt om et opholdssted i Sønderjylland, hvor man kunne afsone den sidste tid, en slags udslusning, inden prøveløsladelsen.

Ja. Der skete jo ikke noget ved at se, om han ville passe ind i stedets profil.

Dennis var egentlig en meget sød dreng. Dvs. af alder var han mand, men hvor var han umoden. Var altid enig med sidste mening, turde ikke mene noget selv, behagesyg. Ikke af de skarpeste knive i skuffen. Kunne kun læse en besked, hvis ” du skriver den ned, ligesom du snakker”. Jeg kunne se i hans papirer, at han var vokset op hos sin far sammen med ældre søskende. Moren havde forladt dem, da han var 8 år. Druk, vold, plagerier fra de ældre brødre hørte til dagens orden.

Faren kom på besøg med tegneserier, colaer og smøger.

Jeg havde regnet med, at ideen med udslusningen var forduftet efter en tid, for jeg brugte en del energi på at fortælle om de pligter og regler, der var på stedet. Men han blev stædigt ved, så det endte med, at der blev aftalt, at vi skulle køre derned, for at de kunne se ham, og han dem, så måske …

En lang køretur på 3 timer. Jeg havde skaffet penge til at få ham klædt på fra yderst til inderst.

Han havde kun et par bukser og en t-shirt. Gik til daglig i ”tremmetøj”. Jeg hentede Dennis dagen før, og vi gik ned i byen for at købe ind. Vi havde lavet en liste, og begyndte med undertøjet.

- Hvad størrelse bruger du, spurgte jeg?

Det vidste han ikke. Han havde aldrig fået nyt tøj. Havde arvet efter de store, hvadenten det passede ham eller ej.

Det blev da helt spændende. Det var rørende at se ham prøve nye cowboybukser, få et bælte til. På et tidspunkt trådte Dennis ud af prøverummet, stolt som en pave og sagde: ”Se mor!” Ildrød i hovedet så han forskrækket på mig. Jeg lod som ingenting. Han brugte de sidste penge i en Genbrugsforretning. Ville gerne have noget til daglig brug. Det nye tøj skulle spares.

Jeg hentede ham tidligt næste morgen i arresten. Han så meget betydningsfuld ud.

De andre så lidt misundeligt efter ham. En dag ude, uden ledsager i uniform. Vi lignede bare et par almindelig mennesker på tur.

Han beundrede min lille bil og fortalte, han aldrig havde kørt i en bil, han ikke havde stjålet. Bemærkede jeg kørte lidt stærkt!

Ved middagstid fandt vi et sted at spise, en landevejskro, ingen selvbetjeningsdisk her. Vi satte os ved vinduet. Dennis så lidt febrilsk ud.

- Hvor henter vi maden, spurgte han.

- Rolig, der kommer en med et menukort om lidt.

Vi valgte hakkebøf med det hele og den evindelige cola.

Der blev øst op for os, og budt anden gang og sjældent har jeg set nogen nyde et måltid så meget. Da vi gik, roste han maden, sprang op for at rykke min stol ud, og holdt min jakke, tilbød at bære min mappe. Måske lærer de alligevel noget af at se på det TV, der kører i døgndrift på cellerne. Hjemmefra havde han ikke lært det.

Han klarede interviewet ganske godt.

Han snakkede som et vandfald på turen hjem, så glad, så spændt, så almindelig.

De tog ham. Jeg ved ikke, om han klarede det, men jeg så ham ikke i arresten mere.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer