En forfatter ændrer på tilværelsen; skriver den, som hun opfatter den.

Derfor er der en hånd på billedet, og det er Inas egen hånd, der griber ind og regulerer virkeligheden.

Måske ikke for at gøre den mindre virkelig, men for at sætte den op på en anderledes måde, så læseren bliver inddraget.

Imens kigger Jens finurligt på hende

Jeg er blevet underbo!

Jeg har googlet og slået op i Salomons leksikon, spurgt min familie og venner, men ikke fået svar, jeg kunne bruge til noget. Jeg har nemlig det sidste år fået status som underbo, hvilket jeg gerne ville have defineret, så jeg kunne indrette mig.
På nær et års tid i min pure ungdom, hvor jeg som elev flyttede rundt og boede på værelser, har jeg altid boet i huse, store huse, uden overboer, underboer, genboer, kun naboer, som alle har boet i en afstand, hvor de ikke kunne ses og specielt ikke høres.
Jeg har ingen ideer om, hvordan man gelejder sig som underbo. Jeg bor i stueetagen i en opgang med 6 lejligheder, en naboopgang ligeledes med 6 lejemål. Der er elevator juhu, og altan juhu, fornuftig udsigt til legende (larmende børn) Alt så godt. Men ingen havde forberedt mig på larmen…
Jeg hader at være underbo, bare ordet - der er ingen status over det. Der er larm fra lejligheden ovenover, enlig mor med en 1årig og en seksårig (under udredning!), som får skrigeture hver - hver anden dag i timer! Så skriger moren og lillebroren lidt med. Radiatorerne får med en hammer, og ting bankes i gulvet. Jeg har ondt af moren, hun må være så frustreret, nænner ikke at klage, det hjælper ingen, men har et par gange tilbudt at hjælpe…
Etagen længere oppe tænder et højtaleranlæg om eftermiddagen, så hele bygningen og lille jeg dunker med i samme rytme. Sådan lidt som når Brian kører rundt med nedrullede vinduer i sommerlandet, så turister og måger letter.
Tålmodighed er ikke min force, siger mine sønner, men 13 måneder uden at blive vanvittig, det er tålmod. Desuden ryger ham i naboopgangen på 1. sal, alle hans skod smides ud over altanen, en del af dem flyver ned på min altan. Det har jeg så klaget over, så i går klokken 7 gik viceværterne rundt og pikkede skod op fra græsset.
Hver gang hovedøren lukkes lyder det som helvedes port, jeg kan ikke ha` det.
Er der nogen, der kender nogen, der lejer noget ud i jordhøjde, hvor jeg kan få status som eneboer, skal I ikke holde det for jer selv.
Gode råd kan måske også bruges.

Ina Ravnkilde

er 77 år, blev nylig enke og bor i Ålborg og skriver humoristisk, alvorligt, ironisk, sarkastisk, fanden-i-voldsk om sin dagligdag
og har udgivet flere bøger, der alle kan købes direkte hos Ina på ina@killerbee.dk:

Søndag er en god dag” en levnedsbeskrivelse -  udgivet i 2009 og med et nyt oplag i 2021.
Kan købes som e-bog.
I 2011 ”Stenvenderne”. Roman.
I 2018  et kapitel om opvæksten i Byrum præstegård i 5oerne med i Læsø Museums årsbog.
I 2021 .. "Ikke en spurv.." - en digtsamling udgivet på forlaget Brændpunkt, og den  skal købes i boghandelen (fåes også som e-bog).
Alle bøger kan lånes på bibliotekerne.