En forfatter ændrer på tilværelsen; skriver den, som hun opfatter den.

Derfor er der en hånd på billedet, og det er Inas egen hånd, der griber ind og regulerer virkeligheden.

Måske ikke for at gøre den mindre virkelig, men for at sætte den op på en anderledes måde, så læseren bliver inddraget.

Imens kigger Jens finurligt på hende

Så har jeg prøvet det

… og det er også første og sidste gang. Som I husker, satte jeg en annonce i Kristeligt Dagblad den 23. marts under personlige. I får lige ordlyden her:
Pensioneret socialrådgiver på 77, enke, mangler en ven at dele oplevelser med. Nylig flyttet til Aalborg, (mit netværk flyttede ikke med) derfor dette. Har lille bil og fornuftig økonomi. Interesser: andre mennesker, klassisk - og blues musik, litteratur, er forfatter i det små. Ture til Vesterhavet, jager gerne svampe og urter til snaps. Jeg har et kristent livssyn, er tålmodig, tolerant med udpræget humoristisk sans. !63cm, vejer mere end jeg burde, men er bestemt præsentabel, altid velklædt.
Måske kunne vi begynde med at skrive sammen og se om det kan blive til mere. 104 ord – tegn med mellemrum 655. 2000 kr. jaja, den slags koster….
Kun een svarede. Det var ikke mange, tænkte jeg, men er det en god en, er det vist også nok.
Lød da spændende, vi skrev lidt sammen, ingen billeder! Det burde have vakt min mistanke…
Pensioneret tjenestemand, vokset op på en gård. Gift, skilt. Gift igen, så enkemand, elskerinde osv. Han må da kunne noget! Nyere Audi, det så lovende ud. Efter 2 dages korrespondance indbød han sig selv til at komme og ”kigge på” mig. Medbringende rødvin. Jo, jeg fik da støvsuget, lavet en tuntærte, købte ost af alle slags og pyntede pænt bord.
Han var her i halvanden time, kiggede tit på sit ur, og der var lange pinlige pauser. Jeg var nok en skuffelse! Havde ellers taget neglelak på, min mest slankende bluse, læbestift osv., parfume endda, men intet af det blev bemærket eller tværet ud. Der var ikke skygge af gnister, der sprang.
Nu kan jeg ikke tillade mig at kommentere andres udseende, men flyveører, KOL, begyndende Parkinson, egne dårlige tænder og i det hele taget. Talte kun om sig selv og LOGEN og ikke en eneste bemærkning om min dejlige lejlighed, det fine mad, mit udseende eller… Nej der var ingeting, der sagde andet end ”Tag nu hjem!” Og det gjorde han så. Nu har jeg skrevet en pæn mail og fortalt ham, at jeg ikke synes, der er nogen grund til at fortsætte bekendtskabet, og at det selvfølgelig var mig, der var uden gnist. Jeg tror, han er lettet, han har ikke svaret. Han går i seng klokken 9, håber, han når det inden.
Jeg har nu drukket resterne af vinen, spist salaten, røget en cerut på altanen og må overveje, om jeg er så lidt indbydende… jeg har tabt mig, skulle jeg hilse og sige, og hvis ikke en eller anden frisk thybo kontakter mig, en uden flyveører, og som vil påskønne mine anstrengelser, må jeg erkende, at jeg bliver uden partner til oplevelser, indtil måske en dag, jeg falder over en, der synes, jeg er uimodståelig… - det ske snart.