Ina Ravnkilde: Gråspurve er de vigtigste i verden

Ina Ravnkilde, født i 1944 og forfatter, møder sin gamle lærer

Lillebror er fuldstændig betaget af en gråspurv, som hopper foran klapvognen. Perronen er ved at blive indtaget af ferierejsende. Kufferter og snak flyder forbi i en lind strøm.
 Passer uret på perronen? Mit er foran, kan jeg se. 
Det er altid bedst at være lidt foran, så kan man klare alt det, man ikke kunne forudse. 
Mon lillebror kan kende sin far? En måned er lang tid for sådan en lille fyr.
 Jeg triller langsomt væk fra det værste mylder, gråspurven hopper efter Lillebrors kiksekrummer.

Jeg læner mig op ad et skilt, nyder forårssolen, som stikker mine vinterkinder, kigger på uret. Hvor går tiden langsomt, når man glæder sig.

Så er den der, fingeren i højre skulder.

- Jamen goddag. Er det ikke præstens Aina?
Forskrækket tager jeg mig til skulderen. En lille, rund mand med sort alpehue og dobbeltradet cottoncoat smiler til mig. Han har alpehue på og bærer på en gammeldags mappe.

- Jo, det er det, siger jeg. Hvem? Alpehuen, mappen?
Men han er så lille. Og mens jeg står og husker ham - lærer Vend, vokser han til dobbelt størrelse og jeg skrumper. Ømheden på skulderen brænder. Ilden breder sig.
 Jeg må holde vejret.

- Kan du ikke kende mig? Du ligner dig selv, og nu med barn, ser jeg. 
Lærer Vend bøjer sig ned for at klappe lillebror på huen og overser fuldstændig gråspurven som flakser lidt væk. Jeg bliver overvældet af raseri. Lillebror er min. 
Han skal ikke ... 
Uden et ord stiller jeg mig mellem ham og klapvognen. Lillebror hænger ud over kanten. Gråspurven ...

- Skal du hente nogen? 
Lærer Vend blotter sine tænder i et smil, der ikke når øjnene. Jeg genkender det smil. 
Det kom lige før han kastede sig over en af os. Så sad vi der, uden at turde trække vejret, afventende. Hvem af os skulle hånes den dag?
 Kulden kryber op langs ryggen, som automatisk bøjer sig, mit hoved synker ned mellem skuldrene. Jeg kan ikke flytte en fod. 

Lærer Vend snakker videre.

- Ja jeg er på vej hjem, har fået en pacemaker sat ind, alderen er ikke med mig mere. Men jeg er også over 80. 
Har han fuldstændig glemt, hvor hadet han var? 
Alkoholen må have smeltet de sidste rester af hans hukommelse væk; bortset fra mit navn. Men jeg var også en af dem, han plagede mest. Jeg gav ham nemlig aldrig den tilfredsstillelse at se mig græde. Alpehuen! Så var der tømmermænd på skemaet. 
Hans ånde er sødlig, alt for tæt på. Jeg trækker mig tilbage, skubber klapvognen længere væk. Han skrumper langsomt ind til sin normale størrelse, og jeg vokser til min. 

I horisonten kommer toget til syne, jeg kan høre bremserne hvine.
 Lærer Vend flytter mappen over i den anden hånd, klapper sig på lommen og træder lidt frem på perronen.

- Nå, det kommer til tiden i dag. Hyggeligt at hilse på dig. Lærer Vend rækker mig hånden. Jeg er tom for ord, får lyst til skubbe ham i brystet. Denne latterlige lille mand.

- Hyggeligt, det er vist så meget sagt.

Uden at reagere på hans fremstrakte hånd vender jeg ham ryggen med al den ligegyldige langsomhed, jeg kan fremmane.
Lillebror pludrer uforstyrret.
 I hans alder er gråspurve de vigtigste.

Fik du læst:

Fik du læst:

Ina Ravnkilde: Angus og Sofus

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer