Ina Ravnkilde: Julevagten

- Har du vagt i julen?
Nina slår asken af sin cigaret i krukken ved porten. Jeg har nattevagt fra den 22. til den 27. Surt, men jeg havde fri sidste år og ingen små børn, så det er vel rimeligt nok. Nina småhopper lidt, det er faktisk råkoldt, og kun nikotinhungeren får hende til at holde ud lidt endnu.
Jesper maser sin cigaret ned i sandet, lægger sin lighter i brystlommen, hvor den slås om pladsen med blyanter, spatler, den ene ende af et stetoskop og noget sammenkrøllet papir.
- Mig, jeg har fri to dage før jul, ellers vagt på skadestuen, det er fint nok. Julen betyder ikke noget for mig, så det er fuldstændig ligegyldigt, hvornår jeg har vagt.
Ses, og med et nik er han væk.
Nina kigger længe efter ham, Jesper som normalt ikke taler om sig selv, holder sig for sig selv, dygtig, men ikke særlig afholdt, hverken af patienterne eller personalet. Det er heller ikke så nødvendigt på skadestuen, det er hurtig behandling og så videre. Han er vikar på ubestemt tid, der er mangel på læger her i udkanten.
Hvis ikke det var, fordi de mødtes i rygeområdet, ville hun aldrig have en chance for at veksle ord med ham. Hun var halvgammel og bestemt ikke hans målgruppe, hvis han havde sådan en. Han var en smuk mand på sin egen måde. Kort plysset hår, slank, men med brede skuldre og et ansigt, hvor dybe linjer fortalte om oplevelser, der havde sat sig. Et spændende, men lukket ansigt. Han blandede sig aldrig i den almindelige småsnak, men passede sit og kommunikerede kun fagligt.
Der var travle dage på skadestuen, julefrokosterne gav arbejde, utroligt så mange der foråd sig, fordrak sig og så lige skulle slås ovenikøbet. Nætterne fløj af sted, og først juleaften var der lidt stille. Personalet havde fået mad bragt op fra køkkenet, så de kunne spise sammen, hvis der blev en pause.
Stemningen var afdæmpet, tankerne var hos dem, de ikke kunne være sammen med, bortset fra portøren Hans, som altid førte sig frem med upassende sjofle vittigheder, denne aften om Helligånden og jomfrufødsler, og alle åndede lettet op, da der blev meldt 3 ambulancer fra et harmonikasammenstød i tunnelen.
Rutinerne trådte i kraft, alle vidste, hvad de skulle gøre, og hele flokken stod parat, da de første blev kørt ind. Det var ikke de store skader, en enkelt brækket arm, en med muligvis indre blødninger og resten med småskrammer, men alle skulle indlægges til observation natten over.
Nina sad på kontoret og skrev de sidste tal ind, da Falck ringede, de kom med tre personer fra en ulykke i et privat hjem. To børn og en mand, et af børnene uden livstegn.
Nu måtte bagvagterne tilkaldes, blandt dem Jesper. Politiet mødte op. En af dem var ved mandens side i ambulancen og under hele forløbet.
Rutinerne tog over, og Nina måtte beundre Jespers behandling; kort, præcis og uden omsvøb gav han beskeder, som var nemme at følge, ingen smalltalk. Manden, som viste sig at være pigernes fader, havde skrammer fra et skudsår i ansigtet, ifølge politiet et forsøg på selvmord. Han blev isoleret fra pigerne. Derfor den massive politiopdækning.
Jesper kunne konstatere, at den ældste pige på 10 år var død ved ankomsten, og at den anden pige på syv var slemt tilredt.
Begge piger så ud som var de slået med en hammer i hovedet. Jesper gik lidt i stå ved briksen med den lille pige, der allerede var plastret til med drop og slanger og alt, hvad man kunne forestille sig.
Alle ventede på hans næste ordre. Men der kom ingen. Fortvivlet så han rundt på personalet og rystede på hovedet.
- Hvad kan det nytte. Forsøger vi at redde hende, er det til et liv som en grønsag, med de skader i hovedet bliver hun aldrig til et menneske igen. Alle holdt vejret.
Det var Jespers ansvar.
En politisirene skar gennem stilheden. En politibetjent kom ind med moren, som fuldstændig chokeret så på opbuddet af læger og personale.
På en båre kunne hun ane omridset af en barneskikkelse med lagen over. Fortvivlet så hun sig omkring, fik så øje på briksen med den yngste med hele personalet omkring. Med håb i øjnene kiggede hun på Jesper.
- I kan redde hende ikke? I kan, I skal! En af sygehjælperne satte hende på en stol i venteværelset og blev hos hende, mens Jesper og hans flok gik i gang med Marianne, som hun hed.
Det var ved at lysne, da Nina endelig kunne gå ud i porten, hun måtte have en cigaret nu. Jesper stod der, hans cigaret var brændt ned til fingrene, asken hang ved i cigarettens længde. De var begge tavse.
- Grusom nat, sagde Nina, hendes stemme rystede, og det var ikke kun af kulde.
- Men du fik da reddet hendes liv Jesper. Det var fantastisk.
- Fantastisk! Jespers stemme var rusten og næsten uhørlig. Reddet til hvad! Et liv hvor hun skal passes døgnet rundt, og hvis hun nogensinde bliver i stand til at fatte det, med bevidstheden om, at hendes far havde prøvet at slå hende ihjel, hendes søster død, faren i fængsel og moren totalt nedbrudt. Nej, jeg var for fej til at lade hende få fred. Var moren bare ikke dukket op, så…
- Men lægeløftet! Nina så undrende på Jesper, er det ikke at redde liv, uanset hvad?
- Jo, det er lægens forbandelse. Og nu skal jeg ind og høre på morens tak. Jesper smed resterne af asken, de ramte ikke krukken.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer