Om at tro eller ej (Ina Ravnkilde)

I en serie artikler udtaler forskellige personer sig om deres religiøse tro eller ikke-tro. Hvor nuanceret ser vi på det religiøse? Hvor stor en rolle spiller det for os?

Ina Ravnkilde: Mig og Missionen

Det var vigtigt at blive frelst og omvendt, inden jeg tog hjemmefra, kunne jeg forstå, og tiden nærmede sig.
Om et lille års tid skulle jeg ”ud i verden”, som man sagde derovre på øen.
Der var Os og Dem.
Dem var de ”ikke kirkelige”, dem, der kun kom til højtiderne i kirken og som ikke kom i missionshuset.
Os var de frelste, og det var en tilstand, som gerne skulle indtræffe efter konfirmationen og afrejsen fra hjemmet et par år senere.
Jeg syntes, det var en anelse ulogisk, for vi havde jo på konfirmationsdagen vist, at vi ”gav Gud vores hjerte og præsten vores hånd derpå”. Jeg syntes, det var en højtidelig dag og følte præstens hånd på mit hoved, som om det var Guds håndslag.
Vi var blevet overhørt, så menigheden kunne forvisse sig om, at vi kendte til bibelhistorien, kunne alle navnene på såvel de små og store profeter. Kunne recitere de mest betydningsfulde profetier og kendte apostlenes navne, trosbekendelsen, fadervor, lidelseshistorien.
Var det ikke nok? Måske var vi for meget børn til, at det gjaldt?
Hvad så med det, Jesus sagde, om at ”lade børnene komme til mig, thi dem hører Gudsriget til”?
Vi havde gennem hele skoletiden terpet salmevers, formålet stod mig uklart, for vi lærte jo også at læse, så hvorfor lære dem udenad.
Der var i det hele taget meget, jeg oplevede som ulogisk.
Men det var altså vigtigt at blive frelst, ikke at det var noget, man selv kunne gøre, men at blive frelst betød, at Gud skulle gøre noget ved en. Man skulle bare ville frelses og ”åbne hjertet”, så ville Gud kalde på en.
Nu var det ikke sådan, at Gud bare gik og kaldte på en midt i dagligdagen eller midt i middagsmaden; så derfor blev der holdt bedeuger, så var chancen størst.
Det var nu ikke helt rigtigt, for Gud kaldte på Paulus på en rejse på en landevej, Moses var helt alene oppe på en bjerg, og Jacob lå og sov, men de var nok noget særligt. Vi andre skulle åbenbart samles og bede om at blive kaldt på.

To gange om året var der bedeuger. Prædikanter fra fastlandet kom og prædikede, det skulle gøre chancerne større, og så kom de allerede frelste og deres ”ufrelste” børn og andre, som gerne ville frelses. Møderne var om aftenen, og der blev sunget salmer og sange fra Hjemlandstoner.
Dejlige sange, godt med rytmer, men teksterne var altså noget søgte, meget med Jesu kød og blod og korset, og hvor syndige vi alle sammen var, og hvor vi længtes efter at dø og komme i himlen og synge med den himmelske hærskare. Nogen af salmerne var direkte militære, ”Kristi stridsmænd” og Guds soldater, der marcherer i krig for Gud, og det var meget medrivende, hvis man altså ikke fortabte sig i teksterne, som var ulogiske.
Det gør noget ved mennesker at synge sammen, ligegyldigt hvad man synger om, man føler et fællesskab, og sådan godt sammensungne gik den dags prædikant på talerstolen.
Og så skal jeg da lige love for, der blev lukket op for sluserne.
Det væltede ud med beskrivelser af alle de farer, der lurer ”ude i verden” og hvor mange ansigter, djævelen havde, om hvor svage mennesket er, født syndige som vi er, og hvor lidt vi kan selv, men Gud kunne frelse os, lægge et ” skjold” rundt om os, som ingen djævel kunne trænge igennem, bare vi ville lade ham komme ind i hjerterne.
Og så skulle der bedes.
Alle vendte sig om, ikke de allerældste, som havde gigtknæ, men alle os andre skulle lægge os på knæ foran bænken, vi sad på og folde hænderne og lukke øjnene og bede om frelse - med enden vendt mod prædikanten.
De allerede frelste bad for os, der ikke var, og de ikke frelste bad om at blive det.
Ja, der lå man så.
Det var vigtigt at lukke øjnene, så man rigtigt kunne koncentrere sig.
Først bad prædikanten for, at Helligånden ville røre ved vores hjerter, og så var der ”fri bedning”.
På skift brød en eller anden ud i bøn, alle med det samme indhold. Tak for… og så bøn om…..
Af og til lød det samstemmende og nærmest messende fra de andre: ”Ja, Herre Jesus” eller ”Amen”.
Og så lå man der og følte efter, nej, ingen kaldte, men det skete da af og til, at en af de ufrelste pludselig brød ud i bøn, og så smugkiggede vi alle sammen for at se, hvem det nu var, hvis man ikke kunne genkende stemmen.
Det værste var, hvis man kom til at lukke øjnene op midt i en bøn og så blev distraheret af alle de ender, der lå foran.
Det er ikke ret mange, der er smukke, hvis enden er det første man ser, og den er som regel også slidt, og hvis man ikke lige kan huske, hvem der havde siddet på rækken bag en, kunne der gå hel sport i at gætte på, hvis ende det nu var.
Men det var djævelen, der var på spil med tanker, der ikke var til at styre, så i med øjnene og åbne hjertet.
Efter uendelig tid kom prædikanten med en afsluttende bøn, og alle rejste sig og satte sig på enden igen. Nå, den ende havde altså tilhørt den person, fik man lige set.
Så en salme med et lidt mere glædesindhold, og så kom det store øjeblik, som hele aftenen havde lagt op til, når prædikanten spurgte, om der var nogen, der her i aften havde givet Gud sit hjerte?
Hvis, så ville man bede dem komme op til prædikanten, og så ville de bede sammen og takke Gud.
Alle de frelste forældre så nu ned over rækkerne med de unge, som vanen tro havde sat sig sammen nederst i lokalet. Søgende; var deres ufrelste børn blandt de udvalgte?
Jeg sad lidt undskyldende og så mor og fars bebrejdende øjne, når jeg blev siddende.
Det var mit forhærdede, stridbare sind, der igen havde nægtet at tage imod, kunne jeg læse.
Jeg ville så gerne, men kunne ikke.
Og snyde Gud og lade som om, det turde jeg ikke. Jeg var nok ikke værdig til at blive kaldt på, og det var så det. Jeg kunne ikke gøre mere.
Så jeg blev ikke frelst, inden jeg tog fra øen.
Min far, som havde ry for at kunne omvende og prædike, så vækkelserne stod i kø, kunne ikke omvende mig. Det var ikke godt.
”Du skulle gerne være et godt eksempel”, sagde han.
Det betød, at jeg skulle gå i kirke hver søndag og helst skulle gå til alters hver gang, også selv om jeg ikke følte for det lige den dag. Og tvangsindlagt til samtlige møder i missionshuset.
Eksempelpligten betød også, at jeg ikke deltog i begivenheder, hvor djævelen havde magt, og hvor der var mange ufrelste. Sådan noget som dans og sport og biografen.
Der var dog undtagelser, ”Ordet” af Kaj Munk og ”De ti bud” fik jeg lov at se.

Således ubeskyttet måtte jeg drage ud i verden vel vidende, at der hver dag til andagten derhjemme blev bedt for mig, det måtte jeg så sætte min lid til.
Måske blev jeg en dag værdig til at blive frelst, men lige nu skulle verden bare prøves.
Hvor slemt kunne det være at leve blandt de ufrelste ?
Tilsyneladende levede de da lykkeligt nok, måske forskellen først viste sig i det næste liv?
Det kunne jeg ikke forholde mig til nu.
Jeg havde dette liv at leve.

Andre indlæg, du vil synes om:

1 Kommentar

  • Fantastisk beretning Som jeg læser det formåede beretteren at bevare sig selv i et dybt fanatisk miljø