Ind over, Ulrich!

Ulrich Albrechtsen er idérig stationsforstander i Thisted, hvis firma, togrejse.dk, sælger transport til rejsebureauerne i Danmark. Thisteds flotte stationsbygning har han lejet, og her kan man komme ind og købe billetter til hele verden. Hvis man tror, Ulrich er som taget ud af  Olsen-Bandens stationsforstander, Helge Kjærulff- Schmidt, tager man alvorligt fejl.
I tre artikler prøver THYposten.dk at få så mange af Ulrichs visioner med som muligt.

– Skal du have billetter til busserne, findes der mange selskaber. Skal du med tog, findes der kun os! Vores primære opgave er henvendelser fra rejsebureauer om togtransport til det meste af Europa.
– Fra Thisted?
– Nej! Alle steder fra! Vi har kontor i Struer på stationen der, og så har vi kontor i København. Vi repræsenterer flere selskaber.

– I gamle dage var der et statsligt selskab; i dag er der flere selskaber om budet. Udliciteringen har fundet sted, og derfor repræsenterer vi Deutsche Bahn og de franske baner i Skandinavien. Vi har lejet hele banegården af ideologiske årsager! Nogen har spærret øjnene op, når de her kan bestille en billet til Rom!

– Lad os se det i øjnene: Da DSB standsede de direkte tog til København, var vi flere, der tænkte: Nå, det er så afslutningen på Thybanen!

– Det er der intet, der tyder på. For det første er den nuværende koncession på 12 år, og for det andet er strækningen moderniseret helt op på højeste niveau. Men hvorfor DSB ikke fastholdt de fire daglige afgange herfra, skyldes nok, at udbudet blev noget strammere end forventet. I forhandlingslokalet sad kun Arriva tilbage og var parat til at acceptere de lavere tilskud. De andre selskaber, herunder DSB, rejste sig og skred. De mente ikke, det så ville være rentabelt.

– Hvordan stiller Thisted Kommune sig?

– Når borgmesteren lige nu er af samme partifarve som regeringen, tror jeg ikke, vi skal forvente det helt store pres på Christiansborg herfra.

– Det er da ærgerligt. Vi så da frem til at kunne rejse til hovedstaden og de steder der, vi over skatten er med til at finansiere,  for eksempel Operaen, Det kongelige Teater, Frihedsmuseet, Statens Museum for Kunst og og og …

– Onlinetanken har bredt sig! Det er jo derfor, vi er her! Vi synes, at man både skal have online-salg og direkte fysisk salg. Her kommer mange mennesker, der sætter pris på, at de kan tale med os, stille os spørgsmål og få de svar, de kan forstå. Ofte ærgrer de sig over at have købt en billet udenfor i automaten, når de opdager, at de faktisk kunne have fået den billigere herinde. Nu tror du nok, at det kun er ældre, og det er det også! Men ikke kun! Faktisk også de helt unge! Overraskende nok. Det skulle man ikke tro. Men mange helt unge er trætte af, at alt skal ordnes af maskiner og ikke rigtige, levende mennesker.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer