Jeg har en god og en dårlig nyhed, sagde overlægen

– Jeg har en god og en dårlig nyhed til dig!
Jeg løftede hovedet. 
Overlægen vippede smilende fra hæl til tåspids og tilbage igen.
– Hvad vil du have først?
Mundvigene sprang til hver sin side under hans fede kinder.
– OK, svarede jeg med rust på stemmen.

Så rømmede jeg mig:
– Giv mig den dårlige …
– Vi kan ikke gøre mere for dig. Din udspilede mave var kun et symptom på noget meget værre. Maven er ikke til at operere, og det handler slet ikke om at gøre den mindre. Begge lunger er nemlig angrebet af agressive celler, vi aldrig har set før, kun læst om. Agrescellerne ser ud til at have spredt sig til lever, nyre og knogler. Det er ikke cancer, det er 100 gange værre. Så vi sagde pænt tak for kaffe! Og lukkede såret.
– Har jeg … Hvor længe har jeg så, hviskede jeg tonløst.

Der trængte vand ned over øjnene.
– Svært at sige. I hvert fald ikke mere end to døgn. Måske endda endnu kortere.
– To døg …

Han slog et kuskeslag:
– Sådan går det somme tider. Nogle er mere uheldige end andre.
– … og … og den gode nyhed??
– Ja. Præsten har fået et afbud på fredag, så der kan du komme i jorden. Ha, ha. Var den ikke god?

Jeg sank ned i puden og lukkede øjnene.
 Jeg længtes efter lyden af en stor og tung betonoverlæge, der faldt forover og knuste ansigtet mod gulvet.
Jeg kunne ikke mærke min krop. Jeg kunne ikke mærke noget som helst.

– Det er selvfølgelig uheldigt for dig. Øv, øv og tre gange øv.

Tårerne trængte sig nu på for alvor. Jeg ville så gerne sige noget, skrup ad helvede til, eller luk dit store flæskegebis, eller hvorfor sidder dit røvhul midt i ansigtet, men mit stemmebånd reagerede ikke, ville ikke lade sådanne ord passere grænsekontrollen.
– Ja, men betyder det så, at … at jeg …

Min puls bankede løs.
– Desværre! Det er også en skam, at du kom så sent. Du må da have vidst, at dine symptomer ikke havde ret meget med din overvægt at gøre …
– Ja, men jeg …

– Ikke noget jamen! Du har ikke i tide taget ansvaret for din krops signaler. Du må indse det. Men du kan ønske dig noget helt usædvanligt til aftensmad. Tre retter med vin ad libitum. Det er noget, vi har lært af amerikanerne. Du ved. Før  henrettelsen.
– Ja, men min appetit …
– Du får en appetitgivende sprøjte lige i røven … Ha, ha!

Jeg må tilstå, at jeg i det øjeblik syntes, at lægen var lidt underlig. Så tog han et håndklæde, der var lagt hen over stoleryggen ved min seng, og smed det over den ene underarm:
– Hvad ønsker herren, spurgte han og bukkede forstilt servilt, mens han grinede højt.
– Øh, svarede jeg og trak vejret dybt.

Jeg vågnede ved, at portøren kørte mig ind i elevatoren:
– Så er vi der snart!
– Hvad?
– Ja, det gik vist godt med din operation.
Jeg følte efter på maven. Der var en mindre forbinding, og jeg var klar over, at min mavesæk var opereret mindre. Dejligt! Så kunne jeg begynde at leve et mere normalt liv lettet for mange overflødige kilo og atter bevæge mig ud blandt andre mennesker. Hurra! Lysstofrørene sejlede forbi oppe i loftet og smilede opmuntrende.
Inde på stuen slappede jeg af. Jeg havde det godt; bedøvelsen sad endnu i mig, og jeg havde ingen smerter. Jeg lagde armene bag hovedet og nød livet og min lille mave. Tænk, jeg kunne se mine fødder igen! Slut med uduelige slankekure!

Døren gik op, og overlægen kom ind:
– Jeg har en god og en dårlig nyhed til dig …

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer