Johnny har flere tiltag

I Klitmøller staves det Buschskur. For det er Johnny Busch, der passer og plejer det træskur midt på Ørhagevej tæt ved Fitness-krydset, der er holdeplads for de offentlige busser. Så længe der endnu kører nogen.

– Jeg ville jo gerne lægge nogle 50X50 fliser derovre, siger han og peger på stoppestedet nord for Ørhagevej lige over for Buschskuret. Prøv at se!

Han går derover og viser, hvor skrå græsset og den underliggende jord er. Når man stiger ud af bussen, kan man alt for let komme til at miste balancen, fordi det er en noget smal rabat, og fordi den skråner noget ned mod det stakit, man alt for nemt kan komme til at slå sig på.

– Jeg regner da med, at kommunen godt vil finansiere et par fliser! Og så skal jeg nok lægge dem!

Tilbage i Buschskuret flytter han papirkurven og opdager flere ting, hvor folk ikke har ramt kurven, blandt andet med en ble!

– De kommer jo kun og tømmer papirkurven og samler altså ikke det op, der ligger og flyder, så derfor synes jeg, det er nødvendigt en gang imellem at feje her og samle affaldet op. Der skal se pænt ud, synes jeg!

Han tager bleen og lægger den i kurven sammen med de andre affaldsting, som folk ikke har gidet samle op. Formentlig er man flov, hvis man fra 30 centimeters afstand ikke har kunnet ramme papirkurven, og så vil man simpelthen ikke udstille sin egen skam ved at samle sin ble op og putte den i kurven.

– Vi har også fået fine, nye skilte, men se, hvor de står skævt! Begge to endda. Jeg forstår ikke helt, hvorfor kommunens folk ikke graver dem lige ned med det samme.

Johnny ryster lidt på hovedet. Måske er det ikke alle, der er lige så stolte over at udføre et godt stykke arbejde som ham.

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer