Kalle klarer kompetent og konsekvent sin knoldselleri

Karl Peder Christensen, også kaldet Kalle, var ude for et uheld for 30 år siden. Men for seks år siden blev uheldet forvandlet til en ulykke.
Skønt nu snart 73 har han altså ikke tænkt sig at holde op med at arbejde af den grund.

– Der er ingen, der kender Karl Peder! Men nok Kalle.
– Jeg kører bare som frivillig. Jeg skal ikke pensioneres før om 20 år fra mit arbejde i Grøn Thy.

En sød dame kommer i det samme forbi. Hun har hørt os og standser:
– Hvis I vidste, hvor meget jeg render, ved I hvad, jeg bliver 80 nu her, det er bare med at holde sig i gang …
– Hvad var det for en ulykke, du var ude for?

– For 30 år siden fik jeg et slag med en jernstang; heroppe i mit hoved har jeg stadigvæk en bule, og så ramte den min armmuskel. Jeg gik i 15 år med en bule på armen på størrelse med en ært og kunne mærke den hele tiden.
– Lige pludselig blev den lige så stor som min hånd. Så var der gået cancer i den! Den fik jeg fjernet. Men efter nogle år kom den igen, og nu var det så kompliceret, at de måtte tage hele armen. Det er vel seks år siden nu.
– Det var endda din højre arm …
– Ja, der gik næsten et år, inden jeg kunne læse, hvad jeg selv skrev med venstre hånd! Dem, jeg lavede sedler til, kunne næsten ikke. Til at begynde med.
– Havde du lige en uges pause, der midt i det hele?
– Fem dage! Så var jeg i gang igen. Med 40 sting her rundt om. Der var meget, jeg skulle have lært i begyndelsen. Det kommer jo lige så stille. Når jeg hakker mine egne grønsager, har jeg en sele, så jeg kan styre hakken. Indtil jeg mistede armen, havde jeg mit eget firma med kunder og det hele. Jeg har jo arbejdet med grønsager, siden jeg var 18. Kørte på Gasa i Holstebro.
– Humøret er i fuldt top. Selv om det var hårdt lige i starten. Jeg har desværre nogle forfærdelige fantomsmerter, som de ikke rigtigt kan finde ud af at få væk. Jeg ligger somme tider i lang tid i en scanner dernede i Århus, men det er svært. Hver eneste dag har jeg ondt i den arm, jeg ikke har længere. Hvis du har en smerteskala fra ingenting 0 til forfærdelige 10, så ligger jeg mellem 5 og 9. Hver dag eller nat. Heldigvis ikke hele tiden. Men det kommer pludselig et slags stød - og så væk igen. Hvis jeg ikke arbejder, ville det være uudholdeligt.

– Fik du intet smertestillende?
– Jo, i starten. Men ulempen var, at jeg mistede orienteringen og ikke anede, hvad klokken var, eller hvor jeg var på vej hen … Så jeg tog en kold tyrker og sagde: Nu er det slut med det smertestillende. Og så har jeg haft ondt lige siden. Det vil jeg meget hellere.