Klitmøller ny hovedstad i Thy

I denne uge er alle indlæg med den sorte kat, der ikke vil gå over vejen, fup og fiduser og løgn fra ende til anden. Fri fantasi! Både øverst og nederst står der FUPNYT, hvilket betyder, at det er fup det hele!

TEMAuge: Fupnyt

Sort kat nægter at løbe over vejen

Fra næste år flytter Thys hovedstad fra Thisted til Klitmøller. Prognoser viser, at hvor Thisted stagnerer, har Klitmøller brusende, ja, næsten stormende fremgang på alle planer. Det er de unge, de veluddannede, de succesrige (samt en del velbjergede pensionister), der flytter til Klitmøller, som takket være surfkulturen og Æ Redningshus har opnået en helt uhørt høj status. Kendisser strømmer til; det forlyder, at selv kronprinsen agter at købe sommerhus i byen. Men hverken Christian eller Simon har kunnet hjælpe ham med at finde et.

Spørgsmålene svirrer i luften fra de mange journalister, der mødte op på pressemødet, arrangeret af indenrigsministeriet og borgmesterkontoret i Thisted.

Her blev alle kritiske spørgsmål tilbagevist. Plads til at nybygge er der nok af, svarede Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Det nedlagte militære skydeterræn skal bruges til at opføre de kommunale bygninger, der er nødvendige, oplyste han forsamlingen. Her skal opføres rådhus, skole, gymnasium, plejehjem og et sygehus. Udvidelsen af lufthavnen i Tved samt annekteringen af Mors (læs her) gør det nødvendigt at flytte hele administrationen fra de utidssvarende bygninger i Thisted, som alligevel stod foran en større renovering.

– Vi ligger i forhandlinger med TV-MidtVest, fortalte borgmester Ulla Vestergaard for at få dem til at droppe Holstebro, og de var høflige, men reserverede. Da de hørte om planerne for vores Flow-Cold-TV blev de mere end lydhøre, ja, faktisk faldt de på knæ og bad om, at vi ville skrinlægge planerne. Til gengæld ville de flytte herop, så snart de kunne få passende lokaler. De skal have Klitrosen, hvis beboere skal flytte over i det nye plejehjem, som samtidig skal være lokalt pensionistcenter.

– Hvorfor droppe Thisted?

– Trafikken er håbløs omkring centrum. I.P.Jacobsen-centret er umuligt i forhold til det nye SPAR Klitmøller. Evig kødannelse i havneområdet. Store industrier i boligområder. Nej, Klitmøller, du. Der ligger fremtiden!

– Simon Emil Ammitzbøll-Bille, er det en slags parallel til udflytningerne fra København til provinsen, bare i mindre målestok?

– Helt lokaltliberalt har vi lavet en alliance med S, DF, V og K. Alle partier undtaget Enhedslisten er med på, at vi naturligvis skal følge de nye strømninger og ikke bare holde fast i en gammeldags landsbyopfattelse. Vor Pape bevares!

Læs om undervisningsministerens forslag om afskaffelse af dansk. 

Læs om Billund Lufthavns overtagelse af Thisted Lufthavn.

Læs om Mors Kommunes nedlæggelse.

Læs om visse personers opholdssteder.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer