"Knald og Fald i Thy" er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

"Knald og Fald i Thy" kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

21-22-23

Thomas spekulerede på, hvor Karl-Henrik skulle hen sådan en mørk fredag aften ved 22-tiden så tæt ind under jul.
Han holdt god afstand og kunne hele tiden se Karl-Henriks røde baglys. Pludselig svingede han ind til venstre, og da Thomas passerede, kunne han på de urolige baglys regne ud, at det var en hullet grus- eller skovvej, Karl-Henrik var kørt ind på. Thomas turde ikke standse, men fortsatte et par hundrede meter længere ned ad vejen mod Vigsø. Så kørte han ind til siden og steg ud. Igen mærkede han efter, at hans pistol lå klar i inderlommen på jakken, låste bilen og gik tilbage mod grusvejen.

Her drejede han ind og gik hurtigt videre. Det var ganske rigtigt en skovvej, stærkt humplet. Efter et par hundrede meter drejede vejen mod højre og foran ham lå en gård, hvorfra der strømmede lys ud fra den bygning, der lå bagved. Der holdt to biler på gårdspladsen, hvilket umuliggjorde hans planer, i hvert fald i første omgang. Han sneg sig nærmere og så skygger inde i laden. Han kendte ikke den anden bil.
Han stod bomstille tæt på hovedbygningen bag den store rustne og ubrugelige traktor med de to flade kæmpebagdæk. Så gik døren til laden op, og ud kom Karl-Henrik. Han skridtede over mod hovedbygningen og gik ind der, øjensynligt for at hente noget, for han kom straks ud igen bærende på et eller andet, som han tog med tilbage til laden.
Thomas havde hånden inde under jakken, parat til at gribe pistolen. Var der andet og mere derinde end julelager?
Det var ideelt at skyde ham herude et tilsyneladende øde sted, forsvinde ubemærket og så at sige efterlade et lig uden forklaring.
Politiet ville ikke være i stand til at finde ud af, hvem der havde skudt ham. Han havde sikkert så mange fjender, at det ville være stort set umuligt at finde den rigtige. En uskyldig skolelærer som Thomas ville de aldrig tænke på.
Den anden person kunne ikke ses derinde, men svage stemmer blev opfanget.
Nu kom Karl-Henrik ud igen og stillede sig i døråbningen med lyset indefra, så man kun kunne se hans silhuet, han så op i luften, ventede han en helikopter? Bag ham stod hans makker, hvem det så end var. Det kunne også være Karl-Henrik, der stod indenfor. Det var svært at se, de var lige høje og brede, men stod begge i skygge. De talte sammen, men det var umuligt at høre, hvad der blev sagt. På deres kropssprog kunne man i mørket gætte, at de var uenige om et eller andet. Pludselig vendte ham udenfor sig om mod den anden og pegede på ham, mens stemmen steg i styrke. Han lød vred. Så skubbede han den anden ind igen, og de forsvandt smækkende ladedøren i efter sig. Det gik stærkt, og det var ikke til at afgøre, hvem der skubbede og hvem, der blev skubbet.

Han greb pistolen i inderlommen og ventede. Han trak den frem, og da han tog ladegreb, opdagede han, at patronhylstret lå i bilen. Han bandede indvendigt. Han måtte tilbage og hente det.

22
Inde i laden var Troels næsten færdig, da Karl-Henrik kom ind.
- Når man kommer udefra, kan man altså godt lugte krudtstøvet herinde, mente han. Troels nikkede henne ved bordet. Han havde travlt.
- Vi afregner i morgen. Knækket der inde bag flaskerummet er et rigtig godt gemmested.

Han fortalte ham ikke, at han havde flyttet pengekassen med de mange rare sedler til et andet sted.
Bare for en sikkerheds skyld. Man vidste aldrig med Troels.
Karl-Henrik vidste dog, at Troels stolede 100% på ham og altid havde gjort det. Fem års erfaring var et godt grundlag for den slags. Denne verden tilhørte ikke naive mennesker.

Troels så på sit smart-ur og gjorde Karl-Henrik opmærksom på, at han skulle være hjemme i Thisted allersenest midnat, gerne før, så der var afgang snart.
De var nu også ved at være færdige. De sidste kasser var pakket, og det hele skulle ud i bilerne og trailerne, hvor de kun med nød og næppe kunne være.
– I morgen mødes vi for sidste gang i år, og så tager du mine 3 millioner med. I kontanter!
Karl-Henrik nikkede. Jo, jo.
De bekræftede hinanden i, at det var ideelt, stedet her. Næste år ville de leje det igen, det havde de allerede aftalt.

Men først var der lige den her lille, irriterende sag, der skulle ud af verden.
- Troels?
- Mn?
- Der er noget, vi to skal snakke om.
- Ja, kan du ikke bare snakke. Du får to minutter, skyndte han.
- Jo, men det kræver din fulde opmærksomhed. Gider du lige følge med udenfor?

Karl-Henrik gik forrest og stillede sig lige uden for døren og sugede begærligt den friske luft ind. Troels standsede lige bag ham, han virkede lettere utålmodig og kiggede flere gange på sit ur.
- Nå? spurgte han.
- Jeg hører, at du har solgt hash til min dreng, begyndte Karl-Henrik med en stemme, han søgte at beherske, så den lød rolig.
Han stod med ryggen til Troels og kunne derfor ikke se hans reaktion. Var det en fejl?
- Hash? Nej, det ved den søde grød jeg ikke har. Hvor i alverden har du det fra?

Karl-Henrik vendte sig om og pegede på Troels´ ansigt:
- Du har i alt fald solgt til nogle drenge fra hans klasse. For det er fra disse drenge, han har det.
- Det forstår jeg ikke en skid af.
Karl-Henrik hævede stemmen:
- Jeg kender dig og ved, at du ikke er dum. Når du siger, du ikke forstår noget, er det lig med, at du ikke vil sige det til mig.
- Jamen, hvis der bare var noget om det.
- Det er der. Jeg kan godt love dig, at for mig er det lig med dødsstraf at sælge narko til mine børn. Når du surfer, så...
- Så hva´?

Karl-Henrik vendte sig om og skubbede Troels vredt tilbage ind i laden.

 

23
Døren klappede i bag dem.
Karl-Henrik tog fat i Troels´ revers og rystede ham et par gange:
- Min søn skal ikke ende som narkoman, er du med? Er du med?

Han gentog det flere gange. Troede han, at Troels var fatsvag?
Troels rystede på hovedet. Hvad fanden gik der af Karl-Henrik:
- Tag det dog roligt, din skøre skid. Jeg kender intet til salg af hash. Jeg ved ikke, hvor du har det fra.
- Det skal jeg sige dig. Jeg har det fra den ene af de tvillinger, du solgte det til. Jeg tog ham ind i forgårs. Han var i butikken, og jeg pressede en tilståelse ud af ham. Du ved, sådan noget har jeg ingen problemer med.

Troels blev hidsig, pustede sig op og satte sit ansigt helt tæt op ad Karl-Henriks og hævede stemmen:
- Men det er fanneme løgn, at du ved det. Hvad du kan få ud af tilfældige drenge, giver jeg ikke en skid for!

Karl-Henrik stod lige så truende, og med et fór de på hinanden i en voldsom kamp. De tumlede rundt og stødte ind i borde og stole og bølgede frem og tilbage. Det lignede en mellemting mellem brydning og boksning. Karl-Henrik havde fået fat i nogle komponenter til landbrugsredskaber, der lå på gulvet, nogle jernrørs-bøjninger, og han søgte at slå Troels med dem. Troels afparerede, men blev ramt smerteligt på underarmen og vred jernrøret fra ham.
Med en sidste kraftanstrengelse hamrede han rasende alt, hvad han kunne, røret ind i Karl-Henriks forvredne ansigt.
Karl-Henrik faldt om på gulvet.
Troels rejste sig, forvirret, forpustet og med kaotiske tanker, trak på skulderen og børstede støvet af sig. Så sprang han af sted, smed sig ind i bilen og drønede gennem gården via grusvejen ud på kystvejen og speedede op. Han skulle bare hjem, og det skulle være nu.
Skulle han nu til at fortryde, at han havde overladt pengene i Karl-Henriks varetægt? I morgen ville det nok falde på plads det hele. Men han skulle fanme ikke komme her. Troels fortrød bitterligt, at han ikke var stoppet med de drenge før sommerferien, som han egentlig havde planlagt. Satan og helvede. Det var jo for helvede blot tale om småskillinger i forhold til det her.
Han var lige ved at torpedere en mørklagt bil, der holdt i siden. Underligt sted.
Han ville have sin del af overskuddet fra fyrværkerisalget! Hvis Karl-Henrik troede, at han bare selv kunne beholde dem, tog han alvorligt fejl. Så kendte han ikke sin kompagnon gennem fem år.