Knald og Fald i Thy (13 af 24)

"Knald og Fald i Thy" er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

"Knald og Fald i Thy" kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

27

Næste morgen stod han tidligt op og gik over til bageren for at hente brød. Bagerkonen så ud, som havde hun en hemmelighed, der måtte og skulle ud:
- Har du hørt det om multiuddeleren?

Han lod som ingenting.
- Næh, hvad mener du?
- Hørte du ikke det enorme brag sent i går aftes? Det var en gård her uden for byen ned mod Vigsø, der sprang i luften. Og de fandt tre biler derude, den ene var Karl-Henrik Kegnæs´, den anden tilhørte ejeren af gården, og den tredje din kollega fra skolen…

Thomas stivnede. Kollega fra skolen?
- Man kan jo godt gætte på, hvad de har lavet derude.

Thomas var gået i følelsesmæssig betalingsstandsning. Kollega?
- De har fabrikeret fyrværkeri. Allerede de første to kunder her til morgen vidste alt om den ting. De skulle have tjent rigtig godt. De var næsten færdige med det hele, da skidtet sprang i luften.
- Hvem?
- Ja, altså uddeleren og så ham skolelæreren, se!

Hun pegede på Thisted Morgenblads forside, hvor billederne af de brændende bygninger fyldte det meste. Teksten omtalte de mange fyrværkeridele, der lå spredt rundt omkring, der var et skarpt billede af en del af en raket.
- Det var jo hans fars gamle gård. Laurits´. Journalisterne har været hurtigt ude. De har gættet på, hvordan det er sket. De regner med, at en eller anden har glemt krudtstøvet… Der skal vel kun en uendelig lille gnist til?

Bagerdamen fortalte, så hun var helt rød i hovedet.
- De siger, at kroppene var sprængt i stumper og stykker, og den enes hoved blev oven i købet fundet for sig selv. Med to fingre i ørerne.

Her tændtes på bagerdamen et smil så bredt, at det næsten kunne nå fra det ene øre til det andet.
Endelig fik Thomas afbrudt hendes talestrøm. Han skulle lige være sikker på at have hørt rigtigt.
- Hvem er den kollega?
- Det er jo Laurits Johansen.

Thomas takkede af og forlod butikken. Han skulle egentlig hen i MultiBrugsen også, men nu havde han ikke lyst. Forvirring var et moderat ord for det kaos, der opstod.
Laurits?!?

Mobilen ringede.
- Hej Thomas. Jeg var faktisk helt overbevist om, at jeg aldrig mere ville kontakte dig, men du har hørt det, ikke? Det om Karl-Henrik?

Hendes lækre stemme flød ind i øregangen på ham og lavede samme ravage som tidligere et af hendes bløde kys. Falsk, falsk, falsk. Det var det, hun var.
Åh, nu kunne det hele ellers begynde igen, tænkte han. Godt han havde Vera.
- Jo, Britt, det er jo noget sørgeligt noget. Min kollega fra skolen, Laurits, skulle også være omkommet.

Han undgik at kalde ham for ven.
- Det er jeg ked af at høre. Men det med Karl-Henrik er vel ikke så sørgeligt. Ved du godt, at han truede mig til at gå i seng med sig, ellers ville han gi´ en kopi af USB-stikket til Jan Ole.
- Hvad gjorde du så?
- Jeg sagde, han var hjertelig velkommen til at overrække ham videoen. Vi kunne fejre det med en lille højtidelighed. Jan Ole er da ligeglad nu. Tror jeg. Han blev helt tavs, den gode Karl-Henrik. Siden har jeg ikke hørt fra ham.
- Men det har jeg. For så gik han til mig og ville ha´ mig til at overtale dig til at ledsage ham til Århus en lørdag efter nytår. Noget kursus. Ellers ville Jan Ole få USB-stikket.
- Skrækkeligt. Man tør næsten ikke tænke på, hvis han ikke var død. Er du meget ked af det med din kollega?

Thomas undgik at svare direkte.
- Du sagde tror? Har … har du fortalt Jan Ole om os?
- Nej da. Min BH og trøje, som du rev i stykker, har jeg smidt ud. Jeg kan nok ikke helt forstå dig, at du tager sådan på vej. Herregud, - sådan et lille sidespring tror jeg da godt, Jan Ole kunne acceptere. Især når jeg forklarer ham, at det sådan nærmest var for sjovs skyld.

For sjovs skyld? Man var degraderet til at være legekammerat. En batteridreven dildo, der kunne tale og drikke rødvin. Protese-elsker. Det var sgu det, man var. Det tænkte han nok. Lige så kunstig for hende som hendes venstre hånd. Det var godt, hun sagde det sådan. Det skyllede ind over. Friheden. Den der sult i maven over hende var der ikke længere. Savnet var borte. Voila! Hun havde simpelthen sagt det trylleord, der skulle til.
Han kunne ikke lade være med at køre ud til gården igen i et humør, der på en og samme tid var i top og bund. En dildo med kørekort. Ha. Hvad fanden bildte hun sig ind? Forkælet overklassefrue. Gad vide, om der var andet, der var kunstigt på hende. Dilettantskuespillerinde med ægte tårer billigt til salg. Men ikke her. Ikke flere præstedamer her. Religion var noget stærkt opreklameret fis.
Hun skulle være sprængt med derude, skulle hun. Ydmygelsen fra hende var total. Men selvfølgelig. Det ville være uoverkommeligt at skulle sprænge alle sine fjender i luften. Samtidig.
Kaos, kaos, kaos.

Der var stadig en masse røg fra sodsværtede ruiner. Den gamle lade bagved var totalt udbrændt, og der lå en bunke mere eller mindre brændte sodsværtede brædder plus en masse raketdele, konfetti, dele til forskellige krysantemumbomber samt en masse uoverskueligt affald fra fyrværkerifabrikationen; det var det, der var tilbage.
Gården foran laden var delvist nedbrændt, her stod murstensskelettet nogenlunde tilbage, mens alt træet var sort og udbrændt.
Der var lange køer af holdende biler og nysgerrige i store grupper.
Brandfolk og politi vadede rundt og søgte at få styr på årsagerne. Den ene betjent fik øje på Katrine, der stod så underligt hjælpeløs, samtidig med at Thomas nærmede sig hende.
- Katrine Kegnæs?
- Ja, jeg må bedrøve dig med, at der er fundet tre dræbte på stedet, og at den ene uden tvivl er din mand, men identifikationen vil tage nogen tid. Selv om det er deres biler, skal der naturligvis ske en obduktion af det, der er tilbage af ligene. Så jeg kan faktisk stadig ikke med sikkerhed konstatere, hvem de døde er.
- Men det er garanteret din mand, Katrine, repeterede han lidt unødvendigt.

Hun gentog tonløst, hvad hun tidligere på natten havde forklaret en anden politimand.
- Jeg ved, at Karl-Henrik havde lejet denne gård for at gøre noget mere ud af julesalget, og jeg tænkte, nå ja, han har hjemtaget noget mere fyrværkeri og andre relevante varer, og da vi har for lidt plads i forvejen, er det her jo et fremragende sted at have som fjernlager. Jeg har da indimellem undret mig lidt over, hvad han lavede herude så ofte. Det var jo næsten hver dag, at han arbejdede her på det seneste …

Betjenten skrev ned og bad om hendes mobilnummer.
- Så snart vi er helt sikre, vil vi kontakte dig for nærmere.

Thomas omfavnede og trøstede hende, så godt han kunne, men følte selv falskheden. Han kunne have været årsagen til hendes sorg. Hun klyngede sig ind til ham, pressede hofterne mod hans, limede sit skridt fast til hans, mens han strøg hende over håret og så op på ham og hviskede tæt ind i hans øre:
- Sådan kunne jeg godt stå længe …

Forvirret mærkede han alle steder, at den berøring skælvede overraskende på ham. Den tætte kontakt var strømførende. Stod han ikke her med den stakkels enke og blev vild i varmen, bare ved at omfavne hende? Han viklede sig ud af hendes varme favntag og lod hendes ord sive ind i hjernen. Hvad i alverden mente hun så med det?
Thomas overbragte den glade og sørgelige nyhed til Vera over mobilen, og der opstod en lang pause. Som om hun havde hørt det.
- Ja, sagde han, mens han undrede sig over pausen. Hvorfor sagde hun ikke noget?
- Det er jo skrækkeligt, en tragedie. Men der er uden tvivl scoret en anselig økonomisk gevinst. Altså med den der fyrværkerifabrik.

Vera rømmede sig:
- Han var ikke en type, jeg brød mig om, sådan som du har fortalt. Hans måde at reagere på ved flere forskellige lejligheder, var helt ude i hampen. Han var underligt aggressiv. Men det er da synd for hans kone og børn. Og jeg er meget ked af det med Laurits. Det var vel en god kollega for dig og nærmest en ven.
- Ja, det forstår jeg godt. Der er allerede rygter om, at Karl-Henriks kone er ganske godt tilfreds, for hun arver jo det hele, både MultiBrugsen og huset, og samtidig stod de vist foran en skilsmisse. Men jeg kan slet ikke forstå, hvis Laurits har været kompagnon med Karl-Henrik om den der fyrværkerifabrik. Han hadede ham af et godt hjerte.

Hun gav ham moderens mobilnummer, da strømmen til hendes egen var ved at slippe op.
Den døde da også pludselig. Han tastede svigermors nummer.
- Har han tjent meget på fyrværkeri, siger du?
- De har. Foreløbig er det lidt usikkert, hvor stor fortjenesten er. Det er vist alt for tidligt at sige noget om endnu.
Hils dine forældre.

Havde Laurits også snydt ham og bedraget ham og været fuld af løgn? Var han i virkeligheden ven med Karl-Henrik og dennes uadskillelige partner i det foretagende?
Den kunne Thomas ikke få på plads.
Han rystede på hovedet. Der var ikke meget, der faldt på plads alligevel.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer