Knald og Fald i Thy (15 af 24)

"Knald og Fald i Thy" er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

"Knald og Fald i Thy" kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

31-32-33

Dagen efter kørte Thomas og Vera om på Engen og hen til Katrines hus. Bag huset var der godt med træer, så vejen mere eller mindre var skjult.
Foran bredte skoven sig lige ned til havet.
Huset var stort!
Hun hilste på dem og bød dem indenfor.

Efter rundvisningen satte de sig sammen og aftalte de nærmere detaljer med den tilkaldte mægler. Det var den samme mægler, som i sin tid solgte ham fiskerhuset.
Thomas var begejstret over udsigten, den over havet, og de gik op ad trappen ovenpå. Katrine gik forrest, og Thomas kunne ikke få øjnene fra hendes overmåde velskabte bagdel, der var lige i øjenhøjde. Hvordan i alverden kunne det være, at en bagdel kunne føles så tiltrækkende?
Oppe i soveværelset tog han om Vera, mens Katrine så på, og pegede ud over havet:
- Se, hvilken morgenstund - vi kan have med den udsigt! Og om aftenen kan vi bogstavelig talt ligge her og elske solen ned!

Det sidste blev kun hvisket. Man vidste jo godt, hvad der hørte sig til.
Katrine smilede lidt blegt. Hun lignede en, der var misundelig. Hvis hun havde hørt det.

Thomas sagde ret tydeligt til mægleren, at denne gang skulle der ikke ske noget uventet og så direkte på ham. Mægleren slog øjnene ned, rømmede sig flere gange og viste så tydeligt, at han kendte alt til det fusk, der sidste gang havde været med ham og Karl-Henrik.
Betinget af et håndværkerbesøg belært af tidligere forlod de huset med en god aftale i lommen samt mæglerens øjne på Veras velfyldte bluse. Han var formentlig træt af at kigge på firkantede mursten dagen igennem.
Selv om Thomas havde haft håndværker med inden købet af det første hus, var det åbenbart alligevel ikke nok. Han havde opdaget adskillige fejl: I varmeanlægget med noget klamphuggerarbejde, en ubrugelig bruser, knirkende gulve, manglende isolering i stuegulvet, lugtende toiletter med manglende udluftningsrør. Ja, der havde været mere, end Thomas havde forventet af et godt næsten nyt Thy-hus.
Nu skulle det næste håndværkerbesøg være mere grundigt og gå dybere ned i detaljer.
Tilstandsrapporten kunne de ikke regne med, det var der nu ingen Thyboer, der gjorde.

 

32
Thomas tog en tur til hovedstaden lillejuleaften og indlogerede sig på et hotel. Her havde han bestilt julemiddag dagen efter og brugte tiden på at vandre rundt i byen og forsøge at få del i den julestemning, han ellers altid havde haft. Mismodet over, at Vera skulle fejre jul med sine forældre i Århus, og han ikke var inviteret med, kunne ikke gå væk.
En ridse i glæden. Når man nu ikke selv havde familie …
Det var ellers ikke, fordi han manglede noget. Skulle han konkludere på sin situation, var meget ændret til det bedre i løbet af tiden op til jul.
Hans forhold til Fake-Britt var afsluttet på en trods alt god måde, uden at kæmpestore Jan Ole havde fået det at vide. Hans nye forhold til Vera tegnede over al forventning; hun var som skabt til ham. Han kunne godt mærke, at erfaringen fra den tid, hvor de første gang var kærester, kom ham til gode nu. Han havde undgået at begå de samme fejl, og han havde også kunnet mærke, at hun var glad for ham. Jobbet havde han beholdt, en slags klap på skulderen. Det nye hus på Engen glædede han sig til i den grad. At flytte ind der sammen med Vera kunne ikke være så ringe endda.
Så - alt var vel blot fryd og gammen.
Alligevel sad en orm og gnavede. Et eller andet skår i porcelænet var der; han kunne bare ikke greje, hvilket og hvor. En underlig mavefornemmelse fortalte ham, at ikke alt var helt på plads. Det kunne jo ikke være Vera, for han kunne da godt forstå, at han ikke bare kunne komme og være en del af hende og forældrenes juleaften.
Men ormen blev ved at krybe rundt i hans hjerne.

1. Juledag rejste han hjem igen. Vera ville komme op ad dagen, og så ville de sammen fejre resten af ferien og ovenikøbet tilbringe nytårsaften sammen.

 

33
To uger i det nye år gik i spænding, inden den store dag oprandt, en lørdag.
Thomas havde lavet en flytteplan for begge familier, og den fungerede. Det var guf for ham at lave den slags logistikudregninger. Den samme lastvogn kunne effektuere alle flytninger. Flere aftener havde Vera måttet høre på, hvordan de skulle flytte. Det var dejligt at kunne kalde sig for en familie, og Vera havde ikke haft spor imod det. Hendes møbler ville efter planen først blive indsat lidt efter lidt, når tid gaves. Hun var godt tilfreds med sin lejlighed i Thisted og ønskede ikke foreløbig at afhænde den.

I skøn harmoni lykkedes det at få de sidste ting på plads i det vældige hus inden aftensmad.
- Vi kunne altså godt bruge nogle af dine møbler, mente Thomas, da de stod og kiggede ind i et af de tomme værelser.
- Kommer tid, kommer råd, svarede hun hemmelighedsfuldt.

Da de næsten var færdig med det allersidste læs, stod Hylde-Per og Luske-Kaj på vejen og vinkede.
- Vi ville lige se dit nye hus, forklarede Per.

Thomas nikkede til ham. Så var han da i det mindste ikke sur længere. Han asede videre. De kunne måske være kommet lidt før og have givet en hånd med?
- Er der noget, vi kan hjælpe til med? spurgte Hylde med begge hænder i lommen.
- Nej, vi er snart færdige, og du har jo - ryggen, råbte Thomas på vej ind i huset med en stol.

Thomas sømmede og skruede og hængte malerier op og ordnede alle de andre ting, der skulle ordnes i det store hus. Flere af rummene ville de male først, og nogle af vinduerne skulle allerede skiftes.
Soveværelset var noget af det første, han fik færdigt. Vera gik nedenunder og lavede aftensmad, og Thomas kaldte på hende.
Hun kom op med forklæde om livet, nynnende og så glad ud.
- Nå, nu har jeg lavet det sådan, som du ønskede. Hvad siger du så?
- Det er så flot.

Hun kyssede ham, og han væltede hende omkuld på sengen.
- Nej, Thomas, maden er klar.

De sloges i dynerne som to teenagebørn, grinede og pjattede med pjusket hår og hede kinder.
Sammen satte de sig omsider til bordet.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer