"Knald og Fald i Thy" er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

"Knald og Fald i Thy" kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

34-35

Turen var kommet til de mindre rum, og Thomas gik alene og malede på sin fridag et par uger senere.
Han havde opdaget en firkantet klap bag tapetet ind til skunken i det ene rum, og den gjorde ham nysgerrig. For hvorfor skjule den klap så klodset? Han hentede værktøj for at finde ud af, hvad den skulle gøre godt for. Irriterende, for den var sømmet fast, og dermed påkaldte den sig i høj grad hans nysgerrighed.
Det lykkedes ham nogenlunde let at få klappen af ind til skunken. Han skulle lige til at sætte den på igen, da han så skyggen af et eller andet på gulvet lige indenfor.
Det var en ret stor, gammel pengekasse. Han fik den forsigtigt ud og rystede den, og den var tung, ingen møntlyd eller raslen bortset fra en enkelt genstand.
Den var låst. Han prøvede med en skruetrækker at få låget op, men det gik ikke.
Nu var hans nysgerrighed så stor, at han ville se, hvad der var i den kasse. Han bar den prustende ned på det lille værksted ved siden af dobbeltgaragen. Den var da enorm tung.
Han skruede den fast i skruestikken, tog en vinkelsliber og på få sekunder havde den gjort det, hans skruetrækker ikke formåede.
Det væltede op og ud med pengesedler, nogle omvundet med elastikker. Sedler i massevis. Til sidst faldt der et lille rødt USB- stik ud.
Thomas ville ikke gi´ meget for at gætte på, hvad der kunne være på det USB-stik og stak det i lommen. Han gav sig til i en sand rus at tælle de mange penge. 20 bundter tusindkronesedler og andre millioner i varierende seddelværdier. Da han var færdig, måtte han sætte sig ned på en skammel. Han så ud af ruden.
Så talte han dem alle igen og nåede det samme resultat. seks millioner!! Karl-Henriks venlige hilsen til ham, ironisk nok. Tak, Karl-Henrik. Det var næsten alt for meget.

Seks millioner kroner var der samlet her. Karl-Henriks fyrværkeripenge, overskuddet, som han ikke længere havde nogen glæde af. Gad vide, om hans medkompagnoner vidste det? Laurits?
Thomas blev hed om ørerne ved at tænke på de mange penge. Tungen lige i munden. Hvad ville der ske, når Vera fik det at vide? Hun ville som nordjyde uden tvivl foreslå at aflevere det hele til politiet, hvilket var stik imod, hvad enhver fornuftig Thybo ellers kunne foreslå. Så blev de bare sendt til København, hvor der kunne opføres en ny bygning til et af de mange statsressorter, der var der. De manglede nok stadig nogle prestigebygninger.

Foreløbig låste han dem inde i soveværelsets store skab. Først måtte han ligefrem ind i køkkenet og hente nogle bæreposer til at transportere de mange tusser i. Masser af pengesedler i hver af fire poser. Han opdagede den særlige millionærglæde, at der var plads til flere sedler i den enkelte pose, hvis de lå løse uden at være bundtet med elastik.
De ville kigge lidt, hvis han gik ind til VW, pegede på den største luksuskaret i forretningen og sagde: Jeg ta´r den med mig med det samme. Her er betalingen. Og så talte det nødvendige antal tusindkronesedler langsomt og omhyggeligt op. Han ville samtidig glæde sig over sælgerens mundlamme reaktion.
Selv om han godt vidste, at kontanter ikke gik i denne hvidvaskende verden.
Eller med hatten ned i panden gå ind i banken, kiggende sig til begge sider og så skubbe poserne med indhold over skranken til assistenten og hviske: Hurtigt. Jeg vil sætte penge ind.
Beslutningen kunne næsten ikke være anderledes.
- Efter maden har jeg noget, jeg skal vise dig. Vi har voldsomt meget, vi skal have taget stilling til.

Hun blinkede til ham og havde smut i øjnene og nikkede.
Men hun blev overrasket.
Han satte fire fyldte plastikposer penge foran hende og en skotøjsæske, som han åbnede.
Hendes øjne blev større end møllehjul. Hun satte hænderne op foran munden:
- Ja, men Thomas. Hvor har du dog dem fra? Gud, en pistol! Sig mig engang, er du bankrøver?
- Hæ, hæ. Nej, så langt fra. Pistolen er fra min far, den fandt jeg for en del år tilbage. Den kan faktisk skyde rigtigt. Men pengene er fra skunken her i Karl-Henriks gamle hus. Det er overskuddet fra fyrværkerisalget, tror jeg. Prøv at tælle dem.

Vera tog nogle af sedlerne op og så på dem.
- Så mange penge har jeg da aldrig set før samlet på et sted.
- Nej, og nu har jeg lagt de seks millioner og et problem frem for dig. Seks millioner kroner og en pistol.
- Hvad gør vi?
- Vi snakker om det et par dage, og så handler vi. Jeg er mest stemt for at losse det hele ned i en stor sæk med en tung sten og smide den i havet.
- Hvad?
- Ha, det var min spøg. Kom, indtil videre stuver vi dem ind i skabet i soveværelset. Men kun nogle få dage. Det er alt for mange penge at have liggende. Tænk, hvis huset brændte. Så nytter det vist ikke at komme til forsikringsselskabet med et krav om at få godtgjort vores lille sparebøsse…
Eftersom de med al sandsynlighed stammede fra fyrværkerisalget, var der ingen, der savnede dem. Alle seks millioner skulle i hvert fald som minimum gives til velgørende formål.
- Hvad skal vi også selv med så mange penge, indførte han.

Hun svarede ikke, men gik lidt frem og tilbage. Så ud ad vinduet, som om der var et godt svar derude.
Det måtte de finde ud af.
- Lad os lige tage den med ro nogen tid, ikke?
- OK, Vera. Vi tager den lidt med ro.

 

35
Thomas stod ude på verandaen lænet op ad rækværket og nød den friske luft et øjeblik.
Det var i dag, han ville handle. Han havde lejet en bankboks i Thisteds største bank. Allerede i dag skulle de deponeres. Hvad der så skulle ske med dem bagefter, var uvist.
De havde ikke helt diskuteret færdig. Af en eller anden grund ville Vera godt beholde pengene, hvor han syntes, de skulle foræres væk. Det undrede ham, for det havde han ikke forventet af hende.
Men pistolen skulle væk, det var de begge enige om. Han havde lejet en lille motorjolle af sejlerbutikken nede ved havnen, men kun denne dag, og det var hans hensigt at sejle langt ud og droppe den i havet.

For et par timer siden var hun taget af sted med tog for at besøge sine forældre i Århus. Han havde kørt hende ned på stationen og sagt ømt farvel, selv om det kun gjaldt weekenden. Hun så lille ud, da hun stod der i toget og vinkede til ham. Hvorfor så hun lille ud? For ham var hun større.
Han slæbte de fire plastikposer ud i bagagerummet og kunne pludselig ikke finde pistolen, hvilket var højst mærkværdigt. Den skulle ligge i skotøjsæsken, der stod i bunden af skabet i soveværelset. Alt blev endevendt, sko og andet blev flået ud, men den var og blev borte. Ja, men det var jo ikke længere siden end i forgårs, den sidst var taget frem og efterset, så det var klart, at alt skulle være i orden.
Han blev hed i ansigtet. Hvordan pokker kunne det gå til?
Han kløede sig lidt i nakken, for det var vigtigt for ham, at den pistol forsvandt, men ikke på denne måde. Var det i forgårs, han sidst havde set den? Kunne han have lagt den et helt andet sted? Han havde tidligere overvejet at gemme æsken i det aflåste stålskab på lærerværelset.

Han faldt i staver ved køkkenbordet. En pludselig opstået uhyggelig følelse af at skulle miste Vera ramte ham.
Efter toiletbesøg slukkede og lukkede han efter sig; den kuldegysende stemning fra før havde løsnet sig, da han med et skuldertræk gik ud til bilen.

Venstre fordør gik op igen, da han havde fået sikkerhedsselen ordnet. En mand stod og viftede med en pistol, der grangiveligt lignede hans. Hvor i alverden kom han fra og...?
- Ud.

Der var ikke mange andre valgmuligheder.
Thomas steg ud af bilen. Var det hans pistol? Manden havde et stort tørklæde foran ansigtet.
Lettere rystet gik han forrest ind i huset igen, mens manden fulgte efter.
- Ind, viftede manden med pistolen. I entreen undersøgte han kort Thomas´ lommer og tog hans mobil og lagde den på hylden under spejlet.

Han dirigerede Thomas foran sig ind i stuen.
- Læg dig her på gulvet på maven, kommanderede han. Han tog en kort stålwire, låste den om Thomas´ ene ankel og videre om radiatoren.
Så skubbede han bord og stol så langt væk, at Thomas reelt intet kunne nå. Der var noget ved den stemme.
- Rejs dig op.

Thomas´ øjne var vokset imens. Hjernen arbejdede på højtryk for at opdatere den person, hvis nordjyske dialekt han godt kunne opfatte.
- Jeg må sige, at...
- Ja, du husker mig, tror jeg.

Han fjernede tørklædet fra ansigtet og smed det på bordet.
Thomas sagde intet, mens den interne harddisk lynhurtigt samlede informationer. Troels Bossen. Hans plageånd fra 5. klasse og fra mili. Ålborg Kaserne. Soldaterballet. Bossen. Hvordan fanden …
Blodet løb fra ansigtet, der stivnede og blev udtryksløst. Han følte, at huden blev overtrukket med hurtigtstørknende mørtel.
- Ja, nu er du lidt på den. Grunden til, at vi to mødes igen, ligger i 4 plastikposer ude i min bil. Det er mine millioner, Thomas.
- ?
- Jeg har fulgt dig lige siden det store brag. Det har rigeligt været seks millioner værd. Såmænd. Ydermere har jeg fået fat i din pistol. Den er i skudklar tilstand, hvilket afslører for enhver idiot, hvad du har gang i.
- Fået fat i? Uvidenheden stod ud i stuen.
- Nej, der er mange spørgsmål nu, hvad?
- Jeg har ikke været ude efter at tilegne mig pengene! De skulle...

Troels trådte et skridt frem og slog ham i ansigtet med skæftet.
Thomas værgede for sig og tog hånden op til panden. Samtidig registrerede han forbavset ingen angst. Hvor blev den af? Var det, fordi han ikke ville være bange?

- Hold din kæft med den historie. Du fandt ud af vor lille hemmelighed og ville mele din egen kage om nødvendigt ved at skyde os. Sådan var du fanme også dengang. Dig glemmer jeg aldrig nogensinde!

Man gjorde nok bedst i at tie. Der løb en smule blod ned over ansigtet. Der herskede kaotiske tilstande i storhjernen, og frem for alt var savnet af Vera lige her og nu ret påtrængende. Følelsen af at være alene og hjælpeløs kunne stoppe den logiske tænkning. Hvad så med Laurits? Var han alligevel ikke makker med Karl-Henrik?
- Se så, og inden jeg kører, skal vi lige have os en lille snak, hr. Thomas Poulsen.