"Knald og Fald i Thy" er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.

En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.

Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.

"Knald og Fald i Thy" kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.

36-37

5. klasse, Tingstrup, Thisted, Thomas valgte den hånlige attitude:
- Der er ikke meget nyt under solen med dig, hvad?

Angsten havde ikke fået fat. Eller også kunne det hele være lige meget. Skyd mig bare. I et lynhurtigt splitsekund følte man en sær glæde over at have valgt ikke at være bange for noget. Det var hans eget valg.
- Din lille irriterende skid, der også dengang trængte til nogen på frakken.

Troels løftede hånden, som truede han med et nyt slag.
Thomas´ hukommelse stod krystalklar. Troels, bossen, som hed det, han var.
Hans øjne virkede fjerne. De levede i deres egen tid.
Thomas forsøgte febrilsk at få styr på kaos, men herudaf voksede langsomt synet af sig selv trængt op ad en mur, hvorfra det kun kunne gå fremad.

- I morgen skal du få specialbehandling!

Som om den almindelige behandling ikke havde været grov nok.
Troels Bossen og hans kumpaner gjorde tilværelsen i 5. klasse til et helvede. I begyndelsen gik det godt nok. Men han tilranede sig magt, og den ellers udmærkede klasse forvandlede sig til helvede på jorden. For nogle. Og hvorfor skulle det mest gå ud over Thomas?
- Nu skal der klippes!

Han fandt på et utal af lede ting.
- Ved du hvad? Jeg giver dig sgu en klipning som dengang.

Var han tankelæser? Troels tog saksen fra bordet og begyndte at klippe i luften. Drillende, som dengang.
Men i Thomas var vokset noget andet frem. Noget, han ikke havde dengang.
Selv om han ikke turde røre sig for meget, var han faktisk ikke bange for Troels. Som han var dengang.
- Se så! Er han ikke flot, den lille tasketisser?
- Hvis jeg klipper dig, bliver det kun i den ene side. Så er det kun halvt så slemt. Husker du?

Thomas huskede bedst den bemærkning, der gjorde mest ondt:
- Løb hjem og få hjælp af din moooorrrr...
Det var i de dage, hans forældre blev skilt, og en dag i dansktimen havde læreren spurgt ham, om hans forældre kom til konsultationen, og han havde svaret nej og var blevet meget ked af det. Det havde Troels set øjeblikkeligt.
- Du organiserede forfølgelsen af mig og Theo fra parallelklassen.

Thomas prøvede at tale ganske naturligt, som om de sad over en øl og mindedes de gode, gamle dage i skolen.
- Jeg er ligeglad, hvad du husker. Du har prøvet at tilrane dig seks millioner, der ikke var dine. Dermed er du stadig lige så irriterende som dengang.
- Der er meget, du kan sige med en pistol i hånden, hvad? Kunne man forestille sig, at jeg ikke vidste, at det var dig, der var Karl-Henriks kompagnon derude på den røde gård? At jeg er i god tro? Når nu Laurits blev fundet derude …
- Du kan tro så meget. Det ændrer ikke på, hvilken forkvaklet personlighed, du er.

Thomas ville ikke helt lade ham slippe. De stod begge, Thomas havde trukket sig ind mod væggen over radiatoren, Troels lænende sig ind mod skrivebordet.
Den ene anklage efter den anden væltede frem i tankerne, som han sad der halvt hængende op ad væggen. Der flød stadig blod fra hans ansigt. Han overvejede. Hvad var Troels ude på? Det var ikke de seks millioner. Det var noget ganske andet.
Harmen sad i ham. Han kunne mærke en modstand og en vrede i sig, som var fremmed.
Tænke sig, at han dengang skulle møde bossen igen på kasernen, da han sprang soldat, som om en eller anden havde udvalgt ham, Thomas Poulsen, til at være én, der skulle forfølges livet igennem.
Minsandten om ikke bossen var fortsat der. Fik et par af de andre med sig og søgte at gøre livet så surt som muligt for ham. Toppen var at lægge an på Vera under ballet.
- Nu tager jeg af sted. Du kan nok klare dig, indtil nogen kommer forbi og finder dig. Jeg gætter på, at du ikke er meget interesseret i at forfølge mig. Jeg har din pistol, husk det. Desuden lå der boner i pistolæsken, der viser, at du har købt både det ene og det andet til pistolen og en enkelt kvittering med dit navn for noget elektronik, ligesom der vil være masser af fingeraftryk på dem.

Troels tog den ene handske af, fumlede det hele op af lommen og knaldede dem med knyttet hånd ned på skrivebordet. Som om han spillede kort og bankede trumferne ud. Der var mange.
- Se, så du ved, at jeg taler sandt.

Han trak sin handske på igen.
Thomas bandede indvendigt. Hvor dum kunne man være?

- Og så er der jo pistolen. Som du ser, har jeg handsker på, det er koldt, og så sætter jeg nødigt mine fingeraftryk oven i dine. Mon ikke vi to har en passende aftale: Du holder dig fra mig, mister en pistol og seks millioner, til gengæld kommer du ikke i fedtefadet for samme, og jeg har behandlet dig 100 gange bedre, end du fortjener.

Han så næsten kærligt på pistolen, løftede den langsomt og sigtede på Thomas, hvorefter han drejede rundt og strakte hånden ned mod bon´erne.

 

37
Uden varsel ramte tankerne en kold vinterdag dengang i 5. klasse ham. Bossen var efter ham med sine kumpaner som så ofte før. Fangede ham og vaskede ham så meget i sneen, at han til sidst var ved at blive kvalt.
Bossen, der var anfører for mafiaen, havde bare vendt sig om og grinende forladt ham, der var ophovnet af gråd og blodige ridser og sår i ansigtet. Han var vaklet hjem, udmattet og frysende.

- Hvorfor skulle du altid lade det gå ud over mig?

Thomas hørte sig selv være en lille dreng i 5. klasse. Men noget andet var i anmarch.
Troels tog et skridt tilbage i stuen og så forbavset på ham:
- Over dig?
- Ja, jeg forstår ikke, hvorfor din ondskab skulle gå ud over mig.

Troels stod stille et øjeblik. Så fortsatte han:
- Du ved slet ikke det med din far, gør du?

Flere spørgsmål. Thomas rystede på hovedet og rejste sig møjsommeligt op.
Troels fortsatte:
- Din far havde et forhold til min mor. Vidste du ikke det?

Himlen åbnede sig. Var der mere? Thomas´ hjerne var standset. Det var skidt før, nu fungerede den da slet ikke mere.
- Din far havde min mor som elskerinde, hører du? Han udnyttede hende og kasserede hende, da han fandt en anden. Hvorfor fanden tror du, dine forældre blev skilt?
Tomrummet søgte at give en forklaring, den, han altid havde fået af sin mor. De var vokset fra hinanden, og det var det. Slidt kliché. Punktum.
- Men dermed ødelagde din far også mine forældres ægteskab. De levede nogle år som hund og kat eller gris og løve eller hva´ fanden. Jeg hadede dig. Du lignede din far, altid så brovtende.

Nå, hans far havde også været glad for Troels´ mor. Og for en del andre damer.
Engang var moderen blevet så vred på ham efter en afsløring, at han havde fået en usædvanlig madpakke med på arbejdet. Foran kolleger pakkede han den op, som han plejede, men det var et noget ensformigt pålæg på brødet. Udelukkende ølkapsler.
En anden gang var en motorcyklist standset uden for hjemmet. En noget stor person med brede skuldre havde spurgt efter faderen. Han var - godt for ham - heldigvis på arbejde, men moderen overvejede da at give ham adressen. Motorcyklisten havde et regnskab at gøre op. Det regnskab havde noget med hans egen kone at gøre.

- Din lille skid. Du var så forbandet irriterende. Lille gnom, der troede, han kunne spille fodbold og være sej, og hvis far gik og ødelagde andres familie.

Det var ikke helt ved siden af. Troels var højere og stærkere, mens Thomas stadig var en bette lort, dog noget mere bredskuldret end dengang. Spillede også bedre fodbold end Troels, der var klumpedumpe på banen, men i kraft af sin status altid blev valgt som en af de første.
- Det forklarer da ikke, hvorfor du som en anden mafiaboss skulle få dem til at forfølge mig. Hvad har jeg med den sag at gøre? Nu har du ikke dem, men din pistol. Det er der sgu ikke meget heltemodigt over. Og du fortsatte på kasernen, hvad?

Troels´ mund blev bred.
- Jeg kører nu og gider i øvrigt ikke at høre på dit præk. Men jeg synes, du skal vide, at jeg altid har foragtet dig. Du er ikke værd at samle på. Nøjagtig som din far. Det var han sgu heller ikke.

Idet han vendte sig, fór Thomas ud fra væggen, så wiren stod stramt ud og slog så hårdt han kunne efter ham og ramte ham skråt ned over nakken.
Troels tog et meget hurtigt skridt væk fra Thomas´ rækkevidde. Han lagde hånden på nakken og stirrede forbavset på Thomas.
- Slår du? Er du rigtig klog? Jeg kunne jo skyde dig?
- Det tør du ikke. Du var dengang en boss, der ville bestemme det hele og lavede drengebander. Nu er du bare en kriminel. Åbenbart.

Thomas glemte helt, at han selv næsten var blevet morder for ikke så længe siden.
- Du tør jo ikke skyde mig.

Troels stod truende over for ham. Så slog han ud efter ham, og Thomas nåede ikke at dukke sig og fik pistolskæftet ned over kinden.
Blod igen.
Men Thomas var mere sikker end nogensinde:
- Du er en sølle pjalt, Troels. Drengene fra min klasse fortæller om en Troels, der solgte dem hash. Nu forstår jeg pludselig efter deres beskrivelse, at det må være dig.

Troels løftede hånden og slog ud efter ham igen. Thomas undveg.
- Selv om du er blevet ældre, er dine bandemedlemmer stadig fra en drengeklasse.

Troels var blevet hvid i ansigtet.
Thomas så for sit indre filmen fra 5. klasse køre. Genkaldte sig deres forfølgelser. Ormen. Ormen, slog det ned i ham. Dengang de tvang ham til at spise en regn- orm, en levende en af slagsen, hvorefter han brækkede sig.
Rasende svang han højre næve oppefra og ramte Troels ned over panden. Troels udstødte en underlig lyd og svarede igen med at slå ud efter ham med pistolen. Thomas søgte at undgå slagene, og Troels sprang hele tiden uden for rækkevidde. Men han kunne heller ikke ramme Thomas derudefra og måtte ind på ham, hvis han ville nå ham, og her blev han selv ramt.
Hver gang Thomas ramte Troels, fik han et gyldent øjeblik af tilfredshed.
Troels trak en kniv og stak ud efter ham. Thomas hånede ham videre:
- Kan du klare dig? Skal du ikke have mine hænder bundet også? Og en kniv og en pistol er vel ikke nok?

Thomas skred i det samme ud med venstre ben og søgte at bevare balancen. Fandens.
Troels udstødte en uartikuleret lyd og sprang på ham med kniven forrest.

Han stak Thomas flere gange, hvor han kunne komme til det, og Thomas sank sammen.

Troels stod lidt og pustede ud, hørte han.
Han sparkede ham hårdt i siden, udstødte en fnysen og skred.
Han smækkede efter sig. Thomas lå og hev efter vejret. Så blev det sort.